Anne Marie Helger: Alsidighed til maven og mennesker

Anne Marie Helger holder sin krop i gang – ellers kunne den 63-årige skuespiller, foredragsholder og aktivist ikke gå på barrikaderne og tale de svagestes sag. Alsidighed er sundt for maven – og mellem mennesker.

Jeg er dårligt trådt inden for døren i den hyggelige lejlighed på Christianshavn, før jeg bliver tilbudt en kop ingefærafkog. Det er Anne Marie Helgers vidundermiddel mod forkølelse, og hun påstår, at det virker. Efter hun begyndte at drikke afkoget hver morgen, har hun oplevet færre dage under dynen, og det er absolut en fordel, når man turnerer land og rige rundt.

De sidste par måneder er gået med ”Kongen af Himmelby” i Odense. En politisk kammeropera eller teaterkoncert, hvor en bykonge stikker næsen for dybt i pengekassen og rødvinen og flygter til en sydhavsø, hvor han møder Dronning Honka Tonka i skikkelse af fru Helger.

– Opera plejer jeg jo normalt ikke at lave. Men musikken er moderne klassisk og skrevet af Niels Marthinsen, og librettoen (teksten, red.) af Georg Metz! Så jeg tænkte, at hvis jeg alligevel skulle gøre en undtagelse og takke ja til at synge opera, var Brixtofte-historien her noget for mig. Man skulle ikke tro, at folk ville høre moderne klassisk musik, og anmelderne var ikke begej-strede for stykket, men tilskuerne strømmede til. De ville gerne udfordres, fortæller Anne Marie Helger.

Hvidt brød kontra gode råvarer

Hvad angår kultur, synes hun, at der for ofte sigtes efter laveste fællesnævner. Det er, som om man i Danmark er bange for at tage chancen og vise noget, der ikke vil falde i alles smag.

– Forestillinger, der skal kunne behage alle, ender ofte med at blive ligegyldige. Kulturens eksistensberettigelse forsvinder, hvis ingen føler sig provokeret til at reagere på det. Jeg synes, man burde gå den anden vej og overvurdere folk; at give dem det, de ikke ved, de vil have. Ellers bliver film, teaterstykker og så videre til letfordøjeligt hvidt brød – uden smag og næring, siger Anne Marie Helger.

Billedet med det hvide brød er ikke hentet helt ud af det blå. Anne Marie Helger elsker sin lokale bager, der ikke går på kompromis med kvaliteten, og som nyder stor popularitet blandt christianshavnere og andre, der lægger vejen forbi.

Ordentlig mad kræver tid og penge

Hun synes, at for mange af os jagter det gode tilbud, når det kommer til råvarer.

– Folk vil gerne købe billigt, og mange lever af færdigretter og takeaway. Men det er da vigtigt at få gode måltider i løbet af dagen. De dårligst stillede har selvfølgelig svært ved at være med på vognen. Jo flere penge du har, jo bedre råvarer kan du købe. Hvis vi overhovedet er i stand til det, må vi ofre de penge, det koster, og ikke mindst den tid, det tager at lave ordentlig mad.

Man kan få en god portion økologiske grøntsager for det, en pizza nede fra hjørnet koster. Og man kan lave mange skønne retter uden kød, siger hun.

Selv elsker hun at gå i køkkenet. Hun og manden Jeppe bruger gerne timer på at lave mad og går meget op i det. Især thailandsk mad gør Anne Marie Helger en del i, efter at vennen Peter Larsen introducerede hende for madkunstneren Hanne Holm.

Derudover er hun rigtig god til at lave mad ud fra det, parret nu har i køleskabet, og det, der skal bruges op. På den måde går intet til spilde.

Alsidighed gennem intuition

Anne Marie Helger serverer morgenmad. Der er frisk frugtsalat, økologisk yoghurt og branflakes, lækre rugkiks, økologisk smør og en indbydende gul cheddarost. Hun beklager, at osten ikke er økologisk og kiksene formentlig heller ikke er det.

Ingefærafkoget spædes op med varm urtete og smager sundt og stærkt på den gode måde. Anne Marie Helger fortæller, at det er sådan, hendes morgenmadsbord ser ud. Tilste-deværelsen af mejeriprodukter skræmmer hende ikke.

– Jeg ved godt, at der er mange, der siger, vi ikke må drikke mælk, men det tror jeg ikke på. At kaffe og sødt er forbudt, ved jeg godt. Jeg drikker kun én kop kaffe om dagen, og jeg spiser også gerne et lille stykke god chokolade. Men mælk, ost og så videre kan jeg ikke undvære. Jeg elsker god ost! Og jeg vil have lov til at mærke efter, hvad jeg har lyst til. Den ene uge har jeg lyst til appelsiner, den anden til leverpostej. Den ene dag vil jeg gerne spise kød, den anden vil jeg ikke have noget. Jeg tror meget på alsidighed og mangfoldighed. Både hvad angår kost og mennesker. Og jeg tænker, at når jeg får lyst til ost, eller hvad det nu kan være, så er det, fordi min krop har brug for det, siger hun.

Frihed til at spise slik!

I det hele taget har Anne Marie Helger altid været god til at følge sine indskydelser, også de mere vilde af slagsen.

– Altså jeg var jo lidt af en troldeunge som barn. Min far var bekymret og skrev i Barnets Bog noget i retning af ”hvordan skal det dog gå hende?” Så da jeg endelig flyttede hjemmefra og hele vejen til Aalborg, hvor jeg skulle gå på teatrets elevskole, nød jeg friheden. Jeg gik med tylskørter uden på regntøjet, havde julepynt i håret og levede af slik et helt år, for nu skulle jeg selv bestemme. Der lå en slikforretning over for ejendommen, hvor jeg boede til leje hos Fru Andersen. Jeg gik ind i Bona, som den lille butik hed, og købte softice, bløde karameller, chokofanter og hvid chokolade. Og så supplerede jeg med sigtebrød med rejeost på. Og jeg fik det så fantastisk dårligt! Min mor skrev breve til mig: ”Jeg synes hele tiden, du er syg, Anne Marie. Får du noget ordentligt at spise?,” ler Helger.

Efter det første år opdagede hun, at man ikke kan leve på den måde. I dag har hun efter eget udsagn ”ret dårlige tænder,” der måske stammer fra dengang, hvor karamellerne var en fast bestanddel af hendes kost.

– I dag gør jeg, hvad jeg kan for at kompensere for den dårskab, der af og til griber mig – og som især greb mig som ung, siger hun.

Hellere morgengymnastik end karrierestrategi

Anne Marie Helger er dog stadig en flyvsk person. Karrierestrategi og langsigtede engagementer har aldrig været hendes favoritdiscipliner.

– Nu har jeg jo været med i Forbrydelsen i et par sæsoner. Det begynder næsten at lugte af fast arbejde, og det er jeg ikke så god til. Mit livsforløb har strittet i alle retninger, og jeg er bare ikke god til rutiner. Eksempelvis lægger jeg aldrig mine ting det samme sted hver aften. Og når jeg gør min morgengymnastik, bytter jeg som regel om på rækkefølgen i øvelserne, for så føles det mindre rutinepræget, siger hun.

Morgengymnastikken er et bidrag fra Helle Gotved, som Anne Marie Helger mødte, da hun selv var i fyrrerne, og det var med skuespillerens egne ord ”et guldrandet møde.”

– Hun lærte mig simpelthen at passe bedre på min krop. At give mine fødder ordentligt fodtøj og holde mig i gang med gymnastikken. Det er svært at være aktivist, hvis man ikke har fysikken til at gå rundt i gaderne og demonstrere, pointerer Anne Marie Helger, der især har problemer med sine fødder efter mange år på høje hæle.

Hendes utal af flotte og skøre kjoler har som regel fået selskab af pragtfulde og spektakulære sko, der ikke nødvendigvis var gode at gå i. Men nu er hun hoppet i de fodformede sko og gemmer de halvhøje hæle til særlige lejligheder. Stiletterne er for længst kasseret. Hun hilser hver morgen på sine fødder og fletter tæerne som en del af Gotvedgymnastikken. Og så har ægtemanden Jeppe lavet en hulahopring med et stykke stålwire indeni.

Anne Marie Helger demonstrerer sin evne til at hulahoppe og forklarer, at den særligt tunge ring holder hende smidig og giver sved på panden. Lidt yoga i form af de fem tibetanere bliver det også nogle gange til. Det er jo vigtigt for en ægte aktivist at kunne holde til demonstrationstog og den slags.

Af og til svært at være sjov

En stor drivkraft i Anne Marie Helgers liv er den sociale indignation. Hun har et inderligt ønske om at tale de svagestes sag og er i modsætning til mange af sine skuespillerkolleger ikke bange for at bekende kulør rent politisk. Hun er stor tilhænger af sin nabobydel Christiania, hun er ikke begejstret for den siddende regering og har som hovedregel altid et par mønter i lommen til en stakkel eller to. Bekymret fortæller Helger om en hjemløs, hun mødte på gaden i Odense, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hendes hjerte bløder for de skæbner, der har svært ved at klare sig selv og passe ind i de rammer, vores moderne samfund har opstillet.

– Der er sket en adskillelse og en marginalisering mellem dem, der kan klare mosten, og dem, der ikke kan. Og det går mig forfærdeligt på – alle de skæbner, der findes derude. Nogle gange har jeg helt svært ved at optræde og være sjov, fordi det gør mig så trist og indigneret. Sådan en som Niels Hausgaard kan bruge sin indignation i sit show og løfte den op i et andet perspektiv, men jeg selv bliver bare ked af det og kan nærmest få svært ved at stå på en scene og være sjov. Jeg er ikke god til at bevare det kølige overblik, vurderer Anne Marie Helger.

Bevaringsværdig

Hun er ikke i tvivl om, at hun skulle have været socialarbejder eller socialrådgiver, hvis ikke valget var faldet på skuespillergerningen. Og så måske alligevel ikke, for:

– De socialrådgivere, jeg kender, siger, at jeg slet ikke ville kunne holde til det. For man er hele tiden nødt til at gå på kompromis og kan ikke hjælpe de mennesker så meget, som man helst ville, fortæller hun.

Det kan dog også give nogle knubs at være erklæret venstreorienteret skuespiller og politisk aktivist. For Anne Marie Helgers vedkommende resulterer det af og til i grimme trusselsbreve og tilråb på gaden. Men omvendt får hun også mange roser.

– En fornem dame med pels og det hele stoppede mig en dag på gaden og fortalte mig, hvordan hun beundrede, at jeg altid tog de svagestes parti. Og en ung mand på Christiania genkendte mig forleden og råbte til mig: ”Du må sgu ikke gå ned! Du er bevaringsværdig!” Det er sådan nogle øjeblikke, der gør det hele værd, siger Anne Marie Helger.