Et skridt op med udrensning

Fire dage med meget lidt fast føde, anstrengelses-rystende arme og ben og gentagne ture på ’toilet’ – det lyder ikke tillokkende. Alligevel fortryder jeg ikke, at jeg tog på Total Health-ophold.

Der er højst sandsynligt mange, der har en holdning til, hvorvidt det kan være sundt at faste, få tarmskylninger og mosle rundt i ubekvemme stillinger i flere dage. Jeg er sikker på, at jeg kan finde eksperter, der vil kalde det både farligt, navlebeskuende og i bedste fald virkningsløst. Så på vej til et Total Health-ophold i Varde har jeg da også glimtvis kolde fødder.

Modsat har jeg altid drømt om at prøve en udrensningskur. Men i hverdagen passer det aldrig ind, og når ferien oprinder, er der allerede lavet for mange aftaler, der kan spolere mine forsøg – så det er kun blevet ved intentionen. Så nu hvor muligheden er der, er jeg også sat op på at finde vej til kursuslokalet langt ude på de vindblæste marker i Vestjylland.

Bag en landejendom finder jeg tilbygningen, hvor kurset skal foregå. Indenfor åbenbarer sig en samling af hyggemøbler, haveparasoller, brikse, reoler, bøger, familiefotografier osv. – en skøn og sært rolig blanding. Vestjylland er langt væk herinde, hvor en hvirvelvind af en københavnertype præsenterer sig som Helle Dyrvig Kærskov – indehaver af Total Health. Her er højt til loftet, men det skal der også være med hendes stiletter. Helle er meget langt fra stereotypen på en alternativ behandler. Her er handlekraft og vilje – og skal vi snart lære: ikke så meget pjat og medlidenhed.

Syv andre kvinder har fundet vej til dette kursus – vidt forskellige i fremtoning og alder. Kvindeholdet døber Helle os snart. Den yngste er 21 – den ældste har passeret 50 år. Men alle har vi en grund til at være her. Det bliver vi alle klogere på de næste fire dage, hvor vi lærer hin-anden rigtig godt at kende – og bliver en slags støtter i en verden, der allerede efter første dag ligger fjernt fra hverdagen derhjemme.

Lange sorte streger

Efter en let morgenmad skal vi på bedste militærmanér undersøges og vejes ind. Alle får scannet ryggen – og alle kan vi se ned på en række ildevarslende sorte streger over vores ubalancer. Vi bliver vejet, og maskinen spytter en seddel ud, der sort på hvidt fortæller os om fedtprocenter, muskelmasse, væske – og ikke mindst vores kropsalder.

Et blik på tallene virker ikke opløftende på mig – og det ser heller ikke ud, som om de andre har fået vildt positive tilbagemeldinger. Senere får vi forklaringerne på alle vores resultater, så vi ved, hvordan vi skal tyde tallene og bruge dem.

Men først skal vi lige have en kiropraktisk behandling. Kiropraktik er et af de tre behand-lings-ben i Total Health-konceptet. Som kiropraktor er Helle tilhænger af filosofien bag: at kroppen under de rette omstændigheder og i balance med sig selv er selvhelende og selvregulerende. Men det kræver, at vores nervesystem fungerer. Derfor kan ubalancer, som dem, vi har fået målt, fortælle os, hvor vores krop halter, og på hvilke områder vi kan sætte ind.

Med ferme hænder udøver Helle kunsten at give os det første skub i den rigtige retning. Hun bruger kinesiologi til at mærke sig frem til det helt rette sted. Det knager og brager, når ryggen sættes på plads. Det er min første gang under en kiropraktors hænder, men bortset fra lyden er det nu en næsten behagelig omgang.

- Enhver kan få leddene til at sige knæk og manipulere en rygsøjle, men de færreste udøver det så præcist, at hvirvlen bliver udsat for den rette kraft og retning, så den uhensigtsmæssige påvirkning af nervesystemet forsvinder. Det er kunst, siger Helle Kærskov.

 
I kunsten ligger stor faglig stolthed, for hun vil nødigt, at det går kiropraktikken ligesom lægekunsten, der blev til lægevidenskab.

- Der er ikke længere meget kunst i medicin, hvor lægerne ofte glemmer at se på patienten som en helhed.

På toilet – delvis ensomt

For Helle Kærskov er det netop prioriteringen i sundhedsvæsnet, der har fået hende i gang med Total Health. For mens hovedparten af pengene går til behandlinger, mener hun, at vi skal sætte ind over for livsstilen, før den ender med en behandlingskrævende sygdom.

På holdet er der ved at brede sig en uro over næste behandling: colonterapi – eller tarm-skylning. Mens mange af Helles tidligere hold har handlet meget om vægttab, er det ikke det primære mål for deltagerne på dette hold. Flere er her for at få styr på maven. Få styr på kosten, på trætheden og fordøjelsen. Det hele hænger sammen, men lige nu fylder selve afleveringen rigtig meget...

Uden for kursuslokalet står de to colonterapi-vogne. Hver indrettet med to aflukker. Her er toilet, vask og så den store stol, hvori det hele skal foregå. Så halvdelen af holdet kan komme til på samme tid. De andre slapper af med te og massagevandseng – og prøver ikke at frygte for meget.

Ude i vognen er der instrukser fra Helle. Selve klargøringen overlader hun til privatlivets fred – og vel anbragt tilkalder jeg Helle, som tænder for vandet – så er det bare med at slappe af og lade tingene ske. Det meste af tiden i fred og ro med mig selv. Med jævne mellemrum kigger Helle ind. Hun masserer akupunkturpunktet mellem tommel- og pegefinger for at hjælpe tarmen lidt, og så smutter hun igen.

Jeg må indrømme, at det er hårdt arbejde. 45 minutter senere har jeg set lidt af hvert defilere forbi, og benene ryster lidt efter arbejdet. Indenfor går snakken allerede lystigt om oplevelserne. En let smoothie og olie bringer lykke sammen med en tablet med probiotika – mælkesyrebakterier til tarmene. Jeg er forbavsende lidt sulten med tanke på, at det er det eneste, jeg har fået siden morgenmaden.

Kaffebekendelser

Tiden mellem behandlingerne fylder Helle Kærskov ud med foredrag om sundhed. Holdet ved rigtig meget om, hvad der er godt – og skidt for vores kroppe. Men der er som bekendt nogle gange langt fra viden til handling.

Selv har jeg brugt meget tid og energi på at fylde mig med gode næringsstoffer, for jeg ved jo godt, hvordan mit brændstof bør se ud. Under foredragene går det op for mig, hvordan jeg stadig belaster min krop på nogle områder, fordi jeg stadig indtager ting, som kroppen ikke har godt af. Jeg har nok tænkt, at alt det gode måtte opveje det onde. Da Helle spørger, om nogen på holdet kan drikke kaffe efter kl. 15 uden at have problemer med at sove, må jeg krybe til bekendelse. Og erkende at jeg simpelthen er for træt! Ikke fordi jeg ikke får næringsstoffer nok, men fordi jeg gør min krop træt – af koffein og andre ting, kroppen ikke kan bruge, men må kæmpe med.

Erkendelsen bringer mig et skridt videre. Og det er lige præcis sloganet for Total Health: One step up. Uanset, hvor du befinder dig på sundhedsstigen, kan du altid tage et skridt op – og det er forskelligt, hvor vi er, og derfor forskelligt, hvad der er et skridt op.

Sved og svien

Sidst på eftermiddagen skal vi til det tredje ben af behandlingerne: Yoga. Nu skal musklerne strækkes, balancen styrkes, og vejret trækkes helt ned i maven. Udover at få en bedre holdning, blive afspændt og få stresset af, har øvelserne en understøttende effekt for udrensningen. Vi skal have syren ud af kroppen – den, som hober sig op i kroppen ved usund og stresset levevis – og den, der lige nu svider i musklerne.

Øvelserne lader meget tilbage at ønske for mit vedkommende – jeg er stiv, og arme og ben ryster, når jeg forsøger at dreje dem i samme vinkler, som Helle uden problemer gør. Hvis de da overhovedet kan komme i nærheden…

- Kom ud af jeres komfortzone. Det er der, I vokser!

Og så får vi lige et ekstra puf op med arme eller ben. Helle er ikke i tvivl om, at vi kan nå at blive smidige nok til at lave øvelserne den sidste dag...

To timer, mange dybe vejrtrækninger og svedperler på panden senere er dagens program overstået. Aftensmaden består af et shotglas med olie.

Nu melder sulten sig, snakken går om mad i hele gruppen, og Helle fortæller om en kursist, der måtte til byen og købe en pakke rugbrød. Han var jo trods alt ikke spærret inde! Historien endte dog med, at han ikke spiste noget – tanken om, at det var der, var nok.

Bare så træt...

Dagen efter melder sulten sig fra morgenstunden. Alle kaster sig over morgensmoothien. Derefter går programmet i gang igen – kiropraktik, foredrag, colonterapi. En gang gulerodssaft kan ikke redde min træthed. Jeg mærker for alvor manglen på mad og udrensningen nu. Jeg har svært ved at koncentrere mig og har en begyndende hovedpine.

Til yogaen kan jeg for alvor mærke, at min krop ikke er, som den plejer, jeg synes nærmest, at det er værre end dagen før. Min balance er dårlig, jeg får kramper og er træt i alle muskler. Aftensmaden hjælper ikke – olie og kiwi. Hele gruppen slæber på fødderne og klager på skift over kvalme og hovedpine.

Tredjedagen starter ligeså skidt for mit vedkommende. Hovedet og mine muskler er TRÆTTE. Dog sker der forunderlige ting: morgensmoothien virker helt vildt mættende. Colonterapien bringer stadig nye sager for dagen (hvor kommer det fra?) med ny uflatterende lugt. Jeg er fortsat kuldskær bagefter, men ikke så træt.

Foredragene klarer jeg også meget bedre. Sulten gnaver endnu, men jeg er overraskende vågen. Og yogaen går faktisk lettere. Jeg er mere smidig og har fået balancen tilbage.

Vi holder festmiddag bagefter. Helle har fundet et helt æg, en halv avocado og paranødder med mørk chokolade til olieshotsene. Vi morer os gevaldigt over, at vi nu ved, hvordan Robinson-deltagere har det, når der kommer mad på bordet.

Sidste morgen er jeg knapt så sulten. Vi har yoga fra morgenstunden – og jeg er forbavsende ustiv, faktisk fik Helle ret: Jeg kan ting med min krop, jeg ikke kunne for bare tre dage siden. Den sidste colonterapi bringer stadig ting med ud. Helle er imponeret over, at alle – også de med maveproblemer – er sprunget ud i tarmskylningerne. For det er grænseoverskridende for mange. En udrensning kan lade sig gøre uden, men især hvis man døjer med hård mave, kan colonterapien gøre underværker.

Kaffen er på pause

Jeg kører hjem efter en let frokost og med de sidste scanninger og målinger i frisk erindring. Jeg er faktisk rykket lidt, min krops alder er faldet et par år og færre af ubalancerne er helt sorte. Men det er faktisk nu, min krop skal til at arbejde, hvilket jeg faktisk mærker i længere tid. Mit behov for ’tunge’ måltider er ikke stort, og energien er i top. Kaffen er smidt væk, og jeg er mere vågen end nogensinde. Jeg har klart taget et skridt op. Mine holdkammerater giver mig lignende meldinger.

Så hvad skal mit svar til de bekymrede eksperter være? Det var ikke farligt – medmindre større energi, mod og motivation til at mærke mig selv og min krops behov er farligt. Navlebeskuende, ja måske – for det var mig og min sundhed, det handlede om. Overskuddet bruger jeg til at stå tidligt op og få puttet sunde sager i min familie... Virkningsløst – måske, hvis jeg var gået hjem og havde kastet et par kander kaffe i mig og fortsat, hvor jeg slap. Men jeg tog et skridt op og har fået mod på endnu flere.