1-årig er ofte forkølet?

Mit lille barnebarn på 1,1 år bliver ofte forkølet, synes jeg, måske ca. en til to gange om måneden i de sidste ca. 5 mdr. Hun spiser almindelig varieret og økologisk, bliver stadig ammet lidt.

Forældrene er begge allergikere, overfor husdyr og laktose. Så hun får ikke mælkeprodukter og bliver stadig passet hjemme.

Da hun var ca. 5 mdr, var familien på ferie i udlandet. Hun og faren blev forkølede – pigen ret voldsomt, – og blev indlagt og fik antibiotika.

Hun trives ellers rigtig godt, er glad og nysgerrig og sover godt (når hun er rask).

Men jeg tænker, det vil være godt at styrke immunforsvaret og måske også nogle mælkesyrebakterier?

Men jeg er jo mormor, og forældrene er egentlig ikke bekymrede, så jeg vil jo ikke bekymre dem med mine behov … men kunne jeg foreslå noget konkret, vil de måske alligevel synes, det lyder som en god ide?

På forhånd tak

Mormoren

 


 

Dejligt at mærke din omsorg og kærlighed for dit barnebarn.

Det er altid en balance, hvor meget man skal blande sig, men jeg synes, det lyder som en god idé at tilbyde nogle konkrete ideer, som forældrene så kan vælge, om de har lyst til at følge.

Du er selvfølgelig også meget velkommen til at henvise dem til www.æblebørn.dk hvor de kan finde viden og inspiration til et sundt liv for deres datter.

Mange forældre tager sig desværre ikke så meget af, at deres barn ofte er snottet.

Det er der nok to grunde til. Det ene er, at de får at vide, at det er helt normalt (og det er jo sådan set rigtigt – for det er desværre normalt, men det betyder jo ikke, at det behøver være sådan). Den anden grund er, at de ikke ved, at de faktisk kan gøre noget for at undgå det ( altså mere end bare at have en god håndhygiejne, som ofte er det, de hører).

70-80 pct. af immunforsvaret sidder i tarmsystemet, så hvis man optimerer fordøjelsen og især de mange bakterier, der bor der, så optimerer man også immunforsvaret.

Du fortæller, at dit barnebarn har fået antibiotika. Det betyder uden tvivl, at hendes bakteriebalance er blevet påvirket og derfor vil et tilskud af gavnlige tarmbakterier – også kaldet probiotika eller mælkesyrebakterier være en absolut god ide. Flere undersøgelser har vist, at probiotika styrker immunforsvaret.

Så jeg vil bestemt anbefale at dit barnebarn får et tilskud af probiotika beregnet til børn. Det kan f.eks. være Udos Probiotics Infant Blend.

Derudover vil jeg anbefale, at hun får en god multivitamin og evt. en god fiskeolie, hvis ikke familien spiser fisk to gange om ugen.

Hils familien og ønsk dem god bedring med snot og hoste.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*