Nyheder

40 unødvendige behandlinger

25. oktober 2016

Britiske læger har udarbejdet en liste, der fremhæver hyppigt anvendte behandlingsformer, som ofte er unødvendige og kan skade mere, end de gavner.

Ved fremskreden kræft vil kemoterapi ofte gøre mere skade end gavn. Derfor bør brugen af kemo minimeres hos terminale patienter. Sådan lyder et af i alt 40 råd over medicinske behandlinger, der bør undgås eller minimeres.

Listen er en del af den britiske kampagne Choosing Wisely, som blev etableret af AOMRC, Academy of Medical Royal Colleges, i 2015.

Formålet med kampagnen er at reducere unødvendige behandlinger og forbedre patienters vilkår i Storbritannien. Derfor er medicinske eksperter med 11 forskellige specialer blevet bedt om at fremhæve behandlinger eller procedurer, som de mener ofte bliver brugt ved tilstande, hvor de er unødvendige og i nogle tilfælde gør større skade end gavn.

– Jeg tror, at der er opstået en kultur, hvor vi siger: “Fordi vi kan gøre noget, så skal vi gøre noget.” Vi er nødt til at stoppe op og reflektere over mulighederne og beslutte os for, hvilken mulighed, der er den bedste for patienten i forhold til patientens individuelle situation, siger formanden for AOMRC professor Sue Bailey til BBC.

 

På listen fremgår blandt andet disse punkter:

  • Rutinemæssig screening for prostatakræft ved hjælp af en PSA-test (Prostate Specific Antigen) fører sjældent til længere levetid og kan i stedet medføre unødig angst hos patienten.
  • Børn med bronchitis eller andre former for vejrtrækningsproblemer får det typisk bedre uden behandling.
  • Lændesmerter kræver sjældent røntgenundersøgelser.
  • Postevand er lige så godt at rense sår i som en speciel saltvandsopløsning.

 

Stil din læge spørgsmål

Der findes også en amerikansk udgave af kampagnen med samme navn, som blev stiftet af the ABIM Foundation, Advancing medical professionalism to improve health care, i 2012. Her er en af rådene på listen at undgå antibiotika ved forkølelse, influenza og de fleste former for bronchitis. Antibiotika virker kun mod bakterier og ikke virus, som de nævnte infektioner er. I stedet kan antibiotika ødelægge kroppens naturlige balance af gode og dårlige bakterier, og så har medicinen en del bivirkninger. Den amerikanske liste finder du her:  www.choosingwisely.org.

Der vil hvert år blive tilføjet nye behandlinger og procedurer til den britiske liste. Derudover opfordrer kampagnen patienterne til selv at stille spørgsmål, så de modtager den bedst mulige behandling. AOMRC har derfor opstillet fem spørgsmål, du altid bør stille din læge:

  1. Har jeg virkelig behov for denne test, behandling eller undersøgelse?
  2. Hvad er risiciene eller ulemperne?
  3. Hvad er de mulige bivirkninger?
  4. Er der mere simple og sikre muligheder?
  5. Hvad vil der ske, hvis jeg ikke gør noget?

 

 

Kilder: Bbc.com

 

Forrige artikelUndgå skadelig kemi i neglelak

Næste artikelMorgenmadsdessert med spirulina og hindbær

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.