Anne-Grethe Bjarup Riis: Kvinden er jo én stor kalender

Naturli har mødt skuespilleren, filminstruktøren og billedkunstneren Anne-Grethe Bjarup Riis, som også er mor til tre, til en samtale om at være kvinde og om krop, køn og økologi.

I den store, brede befolkning er Anne-Grethe Bjarup Riis måske bedst kendt fra sidste års ”Vild med dans”, hvor hun var et lille chassé fra at komme i finalen. En ganske stor skare kender hende fra tv-serien ”Hotellet” og fra den sjove kvinde-cabaretgruppe ”Emmas Dilemma”, og der er også en del, der husker hende fra Lars von Triers dogme-film ”Idioterne”.

Ud over at være skuespiller er 43-årige Anne-Grethe Bjarup Riis også billedkunstner og har haft værker udstillet på bl.a. Charlottenborg, og så har hun netop haft premiere på sin første film, en kortfilm, der blev præsenteret på filmfestivalen CPH-PIX. Og for at det ikke skal være løgn, skriver hun for tiden på en roman sammen med veninden, kollegaen og Emmas Dilemmamakkeren Trine Appel.

Når man så også er gift og er mor til tre børn på 13, fem og to år, har man som Anne-Grethe Bjarup Riis nok at se til. Alligevel har hun taget et par timer ud af kalenderen til at tale med Naturli om nogle af de emner, som ligger hende på sinde. Emner som kvindelighed, krop og køn. Og økologi og feminisme.

Vi opdager hurtigt, at hun ud over at være både bramfri, sjov og rapkæftet, bestemt også har noget på hjerte.

Hvordan vil du definere det at være en moderne kvinde i dag? – Det er jo både fantastisk og foruroligende, for der bliver stillet kæmpe krav til kvinden, siger hun.

– Jeg synes, at der ligger en masse paradokser i at være en moderne kvinde. For det første skal man jo have en ordentlig krop, som man holder ved lige, og man skal være slank. Samtidig skal man være en livsnyder. Man skal være feminin, samtidig med at man skal have en maskulin frembrusning. Og man skal klare børnene til UG og turde være væk hjemmefra og pleje sin karriere. Det er enormt svært at opfylde alle de krav, som dels er uskrevne normer og regler, der svæver rundt i vor tid, og dels er krav, man som kvinde stiller til sig selv og ubevidst prøver at leve op til.

Anne-Grethe Bjarup Riis sidder hjemme i sit køkken, som bærer tydeligt præg af, at det er en stor familie, der har sin hverdag omkring det store plankebord. Men netop her oplever vi én af de pointer, som Anne-Grethe har omkring kvindens mange mere eller mindre definerede opgaver.

– Jeg har valgt at træffe nogle valg og simpelthen sige, at ’det her, det skider jeg på’, siger hun.

– Jeg har det for eksempel sådan, at mit hjem ikke behøver at være fuldkommen ’blæst’ og rent og ryddeligt, fordi du kommer her. Jeg ligner også nogle gange ’jeg ved ikke hvad,’ når jeg afleverer mine børn. Uden make-up, så jeg ligner en albino. Det er, fordi jeg prioriterer, at det er børnene, der får den tid, de skal have om morgenen, og så må jeg selv komme i anden række. Du kan ikke være perfekt på alle områder, for så går du sgu ned med stress.

Kvinder er én stor kalender

Anne-Grethe smiler. For selvom hun synes, at det er ’for dårligt’, at der stadig er forskel på mænd og kvinder på arbejdsmarkedet, blandt andet omkring lønnen og muligheden for at få de store poster, så erkender hun, at én af årsagerne for så vidt skyldes kvindens eget instinkt.

– Muligheden for at få store jobs ligger der helt klart for en kvinde, vi skal bare løbe ekstra stærkt. For der er så mange ting, vi synes, vi skal ved siden af, at det kræver noget ekstra. Det er sværere at skabe karriere som kvinde, fordi det ligger i os som et instinkt, at vi skal styre det her hjem. Det er enormt svært at give slip. Der kan mændene bedre 100 pct. fokusere på karriere.

– Mange kvinder kunne gøre som mændene, men det ligger et sted, at man ikke gør det. Vil man en karriere, må man være god til at slække på noget og sige til sig selv, at ’så er det den vej’, og at manden sgu nok skal klare det derhjemme.

– Vi er så forbandet bekymrede, men det er et instinkt, vi har. Et styreinstinkt. Husk nu, gør nu, siger vi. Jamen, kvinden er jo én stor kalender, man kan slå op i. Det er jo skrækkeligt!

– Man har hele kalenderen oppe i hjernen. Og så bladrer man frem og tilbage, samtidig med at man har et øje på hver finger. Min mand spørger mig, hvor hans computer er, og jeg svarer, at den ligger inde i soveværelset, for den information har jeg også fået med midt i det hele. Men skal jeg være mandens kalender oppe i hovedet, betyder det, at jeg har mindre fokus på min karriere, så vil man karriere, bliver man simpelthen nødt til at lukke den kalender og have tillid til manden, for han er jo ikke så tosset. Men det er meget det at være kvinde, synes jeg. At man bliver nødt til at økonomisere og prioritere, hvis man vil have karriere, ellers kan man kun være halvt til stede alle de steder, man er. Og det er ikke altid godt nok.

Med alt det, du selv har gang i, virker det ikke, som om du selv økonomiserer og prioriterer?

– Ja, der er nok at se til. Men der er hele tiden ting, jeg vælger til og fra, som f.eks. at mødes med dig i dag, eller hvornår jeg skal gøre mig lækker og tage til premiere, eller hvornår jeg ikke kan overskue det.

– Hvis man skal opfylde alle mulige andres behov hele tiden, bliver det svært, så det er nok der, man skal sætte ind. Vil man have mange ting i gang, giver det energi at have sine egne ting i gang, siger hun.

Forkælede vindere

– Se nu for eksempel min film. Det er en svær rejse at sige til sig selv, at ’nu vil jeg fandengaleme lave en film’ og så sætte sig ned og skrive et manuskript og skaffe penge. Og jeg ved ikke, hvornår jeg skal få tid til det, og du ved, der skal også nogle kroner på bordet. Jeg kan ikke bare hive stikket ud og sige, at herfra er jeg hende, der skriver og instruerer, og så lave min karriere om.

Det kan jeg ikke af økonomiske årsager – men heller ikke, fordi jeg elsker at spille og stadig vil det. Vil man lave et skifte fra at være spiller til også at skrive og instruere, så skal man have is i maven og sige nej tak til nogle ting. Men så går det ad helvede til økonomisk, og så må man sige ja tak til noget, og så får man ikke skrevet. Derfor føler jeg, at jeg er i et limboland lige nu. Jeg skal dygtiggøre mig og udvikle mig, men jeg er også bundet af at have en familie og skulle køre nogle kroner hjem. Så det er ikke bare at vælge og vrage på alle hylder. Det er virkelig en prioritering: Hvis jeg tager det her job nu, så får jeg en periode der, hvor jeg kan skrive. Det er et kæmpe puslespil, siger Anne-Grethe Bjarup Riis, der har fået produktionsstøtte til sin første film, hvilket hun er lykkelig over, fordi det har givet hende en smule frihed og luft.

– Det er noget særligt at have lavet sin egen film, og det bliver en drivkraft, der gør, at man vil videre og finder den nødvendige tid. Jeg tror, man bliver et ulykkeligt menneske, hvis man ikke går efter sine drømme, siger Anne-Grethe og stopper så pludseligt op og reflekterer over sine egne ord.

– Nej, det er også så forbandet forkælet! ”Man bliver et ulykkeligt menneske, hvis man ikke går efter sin drøm”. Undskyld mig, men hvem fanden i helvede kan tillade sig at sige det? Andre end os ’rige svin’. Det er fand’me så forkælet, at det er grusomt, udbryder hun.

– Selvfølgelig skal man gå efter sine drømme. Men jeg tror også, at samfundet lige nu er spækket med underholdning, der handler om, at man skal være en ener, en vinder. ’Du skal gå efter at blive en ener, og så vil hele dit liv blive ændret’. Det hele er baseret på, at vi skal stikke ud af flokken og blive ’den eneste ene vinder’, og alle de andre skal ned i tømmerflåden, siger hun teatralsk og understreget af fagter.

– Det er en mærkelig tendens med, at man bare skal gå efter sine drømme. Forstår det godt. Men det er jo ikke alle, der kan gå efter deres drømme. Der er noget galt med en samfundsstruktur, hvor alle skal være en ener. Det er jo løgn! Nu bliver det meget eksistentielt; hvad skal vi med vores liv? Skal vi blive på fabrikken og sørge for, at hjulene kører rundt, eller skal vi ’stikke ud’ og bare leve på en sten? Det er svært, siger hun.

Glødende økologist

Du er 43 år. Hvor meget betyder det for dig at holde din krop sund og i form?

– Jeg spiser sundt, og jeg dyrker pilates. Det sidste tre gange om ugen, og jeg elsker det. Det giver mig et kolossalt velvære. Det er i allerhøjeste grad et spørgsmål om velvære, at behandle sin krop ordentligt, og putte nogle ordentlige ting ned i sin krop, det kan man bare mærke. Der er en forskel. At spise sundt og motionere gør, at man bliver slank, og så får man det bedre. Men det er jo også et valg. Hvor meget tid og hvor mange penge skal jeg bruge på at motionere og spise sundt? Det er en prioritering.

Hvad gør I selv? – ALT, hvad vi har i køkkenet, er økologisk. Du kan ikke pege på noget, der ikke er økologisk. Jo, den der champagne, men ellers … Vi får Aarstiderne grøntsager, kød, fisk og frugt. Og alt, hvad der står på hylden, er økologisk. Sukker, the, honning, mælk, kaffen. Det er bare et valg, vi har taget, og det er for ikke at få alle mulige forbandede ophobninger af pis og lort ind i vores krop. Det er fuldstændig galimatias, hvad der bliver proppet i diverse produkter. Men hele etikken omkring det er jo også at passe på vores jord.

Det kan godt være, at det lyder lidt fortærsket, og det kan også være, at den trend går over med at spise økologisk, men det er ikke nogen trend herhjemme, det er et ’must’ for sundheden. Det bliver man nødt til at prioritere. Det er altså fuldkommen tåbeligt at gå ned i sit supermarked og tage den mælk og andre produkter, der ikke er økologiske. Det synes jeg simpelthen er tåbeligt! Jo, de økologiske ting er stadig dyrere, men så handler det for eksempel igen om at prioritere. Behøver vi at æde alt det kød hver dag?

Kan vi ikke prøve at lave kartoffelfrikadeller en dag, det er billigt. Eller have en grøddag. Gå lidt tilbage til gamle dage. Jeg laver ikke budgetter, men jeg tror på, at for de samme penge kan man leve sundere økologisk, siger Anne-Grethe og fortæller, at hun mener, at supermarkederne burde have to forskellige indgange.

– De burde have et banner, der viser, at går du den her vej, så får du varer uden tilsætningsstoffer, og vælger du den her vej, så får du varer, der er spækket med tilsætningsstoffer, der er kræftfremkaldende. Men uha, det må man ikke. For alle producenterne, der producerer alt det der lort, vil jo helst skubbe det ind under gulvtæppet, ikke?

– Som forbruger synes jeg, at vi har ret til at få at vide, at går du ind her, køber du noget, der fylder din krop med tilsætningsstoffer, parabener og pis og lort, og sviner naturen til, men hvis du går ind dér, så er du med til at holde din krop og jorden sund. Så er der en vis etik. I stedet for at det er et virvar som i dag, hvor tingene er blandet sammen, og hvor man gør sig umage for at få alting til at se landligt og ordentligt ud, men det er en gang ’fake’ det hele, og det er ikke til at holde ud.

Det her er tydeligvis vigtigt for dig. Hvornår kom du til den konklusion? – Tidligt! Min mor er meget alternativ med mange ting, så da der begyndte at komme økologiske ting, og man blev bevidst om, at varerne var fyldt med alt muligt møg, begyndte vi at købe økologisk. Jeg boede i kollektiv, da jeg var 18, og der købte vi økologiske ting. Vi handlede et sted, hvor vi selv skulle veje mel, og kørte mel ”Vi skal stikke ud af flokken, og de andre skal ned i tømmerflåden” og korn hjem i store sække. Så det er mange år siden, jeg startede på det. Men jeg blev vel for alvor meget bevidst om, hvor skadelige mange produkter er både for jorden og for os selv, da jeg begyndte at få børn.

Den skæve ligestilling

Hvordan har du det med kønsroller og feminisme? – Vi skal jo udnytte, at vi er kvinder. Det er fantastisk at være kvinde. Og det er fantastisk, at vores forældres generation har gjort så meget for ligestilling og ligeværd. Jeg tager hatten af for de kvinder, der kæmpede kampen i 60’erne. Jeg havde nok selv stået oppe på barrikaderne og været kvindesagsforkæmper, hvis jeg havde været voksen dengang i 60’erne. Det bliver aldrig passé at være feminist, men mange misforstår begrebet ’feminisme’. Og tror, at det kun er kvinderne, der kan være feminister. Mænd kan også være feminister og gå ind for ligeværd og ligeløn. Det er jo en politisk ting. Så det er ikke noget, vi skal stå med selv.

– Jeg synes, det er ubegribeligt, at der ikke for længst er lovgivet omkring ligeløn. Der er skævheder overalt. I mit fag oplever vi da også, at mænd får højere løn. Det er derfor, jeg har en agent, som kan forhandle min løn, for mænd er bare frækkere til at forhandle. Kvinder er mere konfliktsky på forhandlingsområder og føler måske mere, at vi skal være realistiske i forhold til de kvalifikationer, vi har, hvor mænd skyder over målet og siger ’Jeg kan det hele. Jeg er Tarzan, jeg er det værd’. Kvinden har sværere ved at sige, hvad hun er værd. Det er en kvindelig ting. Jeg får ondt i maven, når jeg skal forhandle, især i mit fag. Skal jeg præstere noget, der er skide godt, så skal jeg også have det godt. Og hvis jeg får ondt maven over at stå og sige, at jeg skal have 5000 mere, så får jeg ondt i maven over, om jeg så også er god nok, når jeg står på scenen.

– I stedet har jeg en agent, der fortæller producenten, hvad jeg er værd, siger Anne-Grethe, der jævnligt stiller sig selv spørgsmålet: Er man den store løn værd? Eller er man bare grisk?

– Kvinder ER mere ydmyge. Mænd kan bedre med store armbevægelser. Men jeg ved ikke hvorfor. Måske er det et omsorgsgen over for en jægermentalitet. Kvinden føler ikke, at hun skal præstere så meget, bare få det til at køre. Og når hun så skal præstere, har det måske lidt større omkostninger, siger Anne-Grethe Bjarup Riis.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*