Krop

Behandling: Av, mor

19. september 2011

Dit barn tager sig til ørene og siger: Av. Åh nej, tænker du måske. Hvad gør jeg nu? Skal jeg ringe til lægen? Skal jeg give noget smertestillende? Hvad må jeg give? Er der andet, jeg kan gøre?

Som sundhedsplejerske møder jeg ofte forældre, som er i tvivl om, hvordan de bedst hjælper deres børn, når de har ondt.

I mange år var uvidenhed årsag til, at børn ikke blev taget tilstrækkeligt alvorligt, når de gav udtryk for smerter. Tidligere var der ligefrem påstande om, at nyfødte ikke kunne føle smerte pga. utilstrækkelig udvikling af nerverne. Så de blev udsat for indgreb af forskellig slags uden bedøvelse.

I dag ved vi heldigvis, at det ikke er sandt. Og alle børn har ret til at få lindret deres smerter.

Læge og heilpraktiker Anna Iben Hollensberg har haft mange børn i sin praksis.

– Børn skal som udgangspunkt ikke have smerter. Derfor skal fokus selvfølgelig først og fremmest være på at finde årsagen til smerten og så gøre noget ved dén.

Både forældre og behandlere oplever, at der ofte alligevel kan være behov for at afhjælpe barnets smerter. Og så gælder princippet om at vælge den mildeste løsning. Det kan måske være fristende at gribe til smertestillende medicin, men medicin indebærer altid en risiko for bivirkninger, og det kan gøre det  sværere at følge med i udviklingen af smerterne. Og nogle gange står man uden medicin eller har langt til lægevagten, og så må man bruge det, man har ved hånden.

Der er heldigvis mange ting, som man som forældre kan gøre derhjemme med naturlige midler i omgivelser, hvor barnet også føler sig mest tryg.

Først og fremmest handler det om at bruge de metoder, som skaber ro og tryghed. Smerten vil føles mindre, hvis barnet er roligt og trygt. Så benyt helt bevidst de metoder, som lige er ved hånden: pust på det ømme sted, stryg barnets hud, hold en hånd på panden, vær nærværende og rolig.

Det kan være udfordrende for forældrene at rumme barnets smerte. Hvis mor eller far selv har det meget svært med, at barnet har ondt, så vil barnet blive mere uroligt, og det vil kunne øge oplevelsen af smerten. Så forsøg at være rolig og støttende frem for at skabe utryghed og uro.

Gamle husråd til børn og smerter

– Børn har ofte rigtig god smertelindrende effekt af gamle husråd som omslag, siger Anna Iben Hollensberg. Brug f.eks. et omslag med revet løg i lidt gaze, der sættes i plaster bagved øret, hvis barnet har ondt i ørene. Det ser ud til at have en drænende effekt på lymfesystemet, som derved letter trykket i øret. Eller mod mavesmerter: et omslag med kogt, tempereret havregrød (ca. 38-40 grader) i en plasticpose med et hårdt opvredet viskestykke omkring og lagt på maven. Er smerterne der pga. en forvreden ankel eller forstuvet finger, er det et kølende omslag, der skal til på området. F.eks. i form af en pose frosne ærter pakket ind i et viskestykke.

Hvis du på forhånd ved, at dit lille barn skal udsættes for noget smertefuldt som f.eks. en vaccination eller en blodprøve, så kan du give en smule sukkervand lige inden. Det er jo sådan, at sukker virker som en form for “dope”, og der er lavet undersøgelser, der viser, at det har smerte-lindrende effekt på børn.

Vær opmærksom på, at man som forældre skal huske, at sukkervand ikke skal bruges i det daglige som lindring, hvis dit barn er uroligt. Der vil det i stedet have den modsatte effekt, og gøre dit barn “speedet” og uroligt. Det er kun til enkeltstående tilfælde, hvor du på forhånd ved, at dit barn bliver udsat for smerte.

Medicin mod børns smerter

Selvfølgelig kan der også i dit barns liv opstå behov for smertestillende medicin. Her er det en rigtig god idé at have sin læge med på råd, hvis smerterne fortsætter.

– Som tommelfingerregel skal man ikke give smertestillende kontinuerligt (f.eks. paracetamol i form af Pamol, Panodil eller andre mærker) i mere end max 2 døgn. Nogle børn har problemer med at omsætte medicinen i kroppen, og det kan give problemer på sigt. Kontakt derfor gerne lægen, hvis smerterne fortsætter, siger Anna Iben Hollensberg.

Studier fra 2008 har desuden vist, at der muligvis er en sammenhæng mellem brug af paracetamol til små børn og senere udvikling af astma eller allergi. Der bliver forsket i sammenhængene flere steder i verden. Ny viden som dette gør ikke, at medicinen skal blacklistes, men at den skal bruges med omtanke – som ved al medicin.

Som sundhedsplejerske skal jeg også gøre opmærksom på, at smertestillende til børn kan være lidt af et tveægget sværd. For på den ene side, så har børn selvfølgelig ret til at blive lindret for deres smerter. Men på den anden side kan man risikere, at den smertestillende medicin dæmper nogle symptomer, som ellers ville kunne fortælle noget om, hvad der er galt.

Paracetamol er f.eks. også febernedsættende. Og en feber med høje temperaturer kan være tegn på forskellige problematikker, som man måske ikke vil få øje på, hvis feberen bliver slået kunstigt ned. Derfor er det vigtigt ikke bare at fortsætte i længere tid med at give smertestillende uden at have fokus på, hvad årsagen er.

Homøopatisk smertelindring

Som heilpraktiker har Anna Iben kontakt til mange kolleger i andre lande. Her har man rigtig god erfaring med at bruge homøopatiske midler i smertebehandlingen til børn.

I Frankrig er det almindeligt, at daglejemødre f.eks. har Camilia Globuli (Fa. Boiron – forhandles ikke i DK) i skuffen til børn, der har ondt for tænder eller anden uro/utilpashed. I Danmark fås også homøopatisk medicin med kamille f.eks. Chamomilla comp. fra Allergica eller Chamomilla D4 fra Urtica.

Og i Tyskland bruges ofte midlet Viburcol (fås også i Danmark) til små børn ved uro, utilpashed ved småinfektioner og smerter fra tandfrembrud eller kolik.

Der findes også forskellige homøopatiske midler, som er specielt rettet imod, hvis dit barn har ondt pga. smerter i knoglerne (f.eks. en brækket arm) eller i bløddelene altså ledbånd (f.eks. en forstuvet fod).

Få evt. hjælp og vejledning hos en uddannet homøopatisk behandler.

Smerter hos børn skal altså altid tages alvorligt. Bevar så vidt muligt roen, og tilbyd dit barn smertelindring med dit nærvær og naturlige midler. Hvis ikke det har tilfredsstillende effekt, så søg hjælp hos lægen eller hos en dygtig behandler.

Husk altid at have fokus på, hvad der er årsag til smerterne, og lad dit barn undersøge nærmere, hvis du er i tvivl.

Kilde: www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736%2809%2960031-3/fulltext

 

Genopret balancen, hvis dit barn er utilpas
Giv mild kost i en periode. Undlad gerne mælk, brød og sukker et par dage, da det kan være for stort et arbejde for fordøjelsen. Hav i stedet fokus på letkogte grøntsager og gerne grøntsagssaft – fortynd den, hvis barnet ikke synes, den smager godt.

Giv gerne børnevenlige urteteer med f.eks. lakridsrod og kamille. De smager sødt og er en god erstatning for sodavand og meget sukkerholdige drikke.

 

Hvis barnet har ondt i øret
Varm et par dråber olivenolie op i håndfladen og dryp det ned i øret. Det nedsætter overfladespændingen og reducerer dermed smerten. (Må ikke gøres, hvis barnet har dræn).

Smør med Traumeel salve på lymfekirtlerne. Dvs. bag øret og ned langs siden af halsen.

Forrige artikelKnækbrød med rygeostcreme og purløg

Næste artikelDiabetes øger risikoen for demens

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.