Hudpleje med birk: Birkeskøn

af: Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Mens mangen en pollenallergiker frygter birkens blomstring, så er træet leveringsdygtig i en saft, der både kan påvirke huden inde- og udefra. Og det er faktisk ret effektivt.

Når man nævner ordet ”birk”, kan der ske mange ting. Fra øjne, der lyser op og tænker på forår til pludselige tics hos dem, der får irriterende gener fra allergiske reaktioner, når birkepollen er i luften. Uanset er dette smukke træ med sin hvide bark meget genkendeligt og meget nordisk. Den nærende saft man kan tappe fra træet, uden at det tager skade. Saften, barken og bladene er meget næringsrige, og allerstærkest når træet er fuldt udvokset.

Birketræer (Betula Alba) vokser utroligt hurtigt – men stopper næsten væksten, når de er omkring 25-30 år gamle. Birk har eksisteret i Danmark fra 12.000 f.Kr., og det spøjse er, at man er begyndt at fælde mange af disse fantastiske træer, fordi mange har fået allergi.

Det ville være interessant at finde ud af, hvorfor så mange har allergi og gå ind og arbejde på disse årsager i stedet for at fælde løs. Det er også en anelse omsonst, da birkepollen bliver båret med vinden, idet det også er den måde, de bestøves på. Birketræet har nemlig enkønnede blomster, der kaldes rakler. Han-rakler og hun-rakler. Bestøvningen foregår med vindens hjælp, og blomsterstøvet kan flyve så langt som 100 km. Bestøvningstiden er også kort og intens og topper omkring 1. maj.

 

Birk renser og strammer

Men hvad er det for nogle forskønnende fordele, vi kan få fra dette træ?

Om foråret stiger saften op i birketræet med stor kraft. Saften smager skønt, da sukkerstofferne fra birketræet sammen med vandet fra jorden har en unik ”grøn”, frisk og let sødlig smag. I gamle dage blev saften også brugt til vin og – som nu – til sundhedsgivende glæder.

Når du drikker saften fra birk, er den gavnlige virkning bl.a. at få renset ud i bindevævet og dermed modvirke cellulitis (appelsinhud).

Birkens æteriske olier og høje indhold af flavonoider, som er aktive plantestoffer, har en let blodrensende, udrensende og vanddrivende effekt. De fungerer også som en dybdevirkende antiinflammatorisk antioxidant. Derudover indeholder birk essentielle olier, amaroider, tanniner (virker beroligende på huden og hæmmer inflammationer), saponiner (phytoøstrogen, der stimulerer hudens kollagenproduktion) og C-vitamin (fremmer dannelsen af kollagen i huden).

 

Birk som olie

Weleda har en fantastisk udgave af olie fra birk. Kroppens egne regulerende kræfter sættes i gang, når Weledas Birke-Cellulite-Olie smøres på huden.

At huden bliver strammet op og bliver mere glat at se og føle på, skyldes netop at bindevævet aktiveres, og de ophobninger, der er samlet gradvist, bliver renset ud. Det, bindevævet har glæde af, har hele kroppen gavn af.

De nye birkeblade, der bliver plukket om foråret til olien, stimulerer væskeorganismen og de forskellige stofskifte-aktiviteter. Sammen med de friske birkeblade er rosmarin og ruscus (musetorn) en del af denne olie. Den kan smøres på to gange om dagen, en gang om dagen eller en gang om ugen, alt efter hvad du ønsker af effekt, for den er også en glimrende blødgørende hudolie til almindelig blødhed.

 

Forårssmækker

Hvis du vil udnytte lidt synergi, kan du – inden olien smøres på – bruge Weledas Birk Body Scrub i badet og sætte blødgøringsprocessen i gang. Du kan toppe det med fokus på kost og drikke og evt. kosttilskud, som bindevævet elsker – nemlig C vitaminer og MSM.

Nøglen er nemlig syre-base balancen i kroppen. Og da vi ofte er for sure i den balance, skal der skrues ned for sukker, ost og hvidt brød. Skru i stedet op for lækre teer, flere friske grøntsager – gerne dampede eller let kogte eller lynstegt – spirer, frisk frugt, fuldkornsprodukter, koldpressede planteolier, grøn te og urtete.

Drik gerne et stort glas vand med en halv presset citron som det første om morgenen. Og brus det indre videre med Weledas Birke Eliksir, der fremskynder udskillelsen gennem urinvejene og tager oplagringer i opløbet. Smager lækkert bare blandet i vand eller i te eller æblesaft.

 

Rens, barber, blød

At birk netop er fantastisk til udrensning og næring ses også i andre produkter som f.eks. John Masters Birch & Cedarwood Cleansing & Shaving Bar. Birk har nemlig betændelseshæmmende egenskaber, så denne sæbe er velegnet til kroppen, men også til barbering for både kvinder og mænd. Med fyldig og blød skum. Super lækker, super smart.

Mere blødhed med birk fås gennem Jurliques bodyoils: Lavender, Lemon og Rose. Alle indeholder birk som en vigtig ingrediens til cellestofskiftet og C-vitaminer til kollagenet. Det samme gæder deres Purely Agedefying Face Oil af de helt samme grunde – kollagenproduktionen.

 

Sport, træt eller efter sauna

At birk har forskønnede, opstrammende og nærende evner ses i andre produkter som Green Peoples: Contour Sculpt Body Lotion. Ja, det ligger jo i navnet, hvad den kan – igen med birk som vigtig ingrediens.

Men du kan også bruge birkens egenskaber til at fremme blodgennemstrømningen, når musklerne er trætte og ømme, f.eks. efter sport. Her har vi Dr. Hauschka på spil igen med de rytmisk udvundede olier. Med Birch Arnica Body Oil med birkeblade og guldblomme (Arnica) stimuleres hudens stofskifte og blodgennemstrømningen fremmes, så anspændte muskler og trætte led bliver varmet igennem.

Forhåbentligt får vi ikke fældet alle birketræerne med deres sundhedsfremmende egenskaber. Må håbet for fremtiden være lysegrønt som birken om foråret.

Din egen birkete

Lav din egen birkete med en lille håndfuld birkeblade til en liter kogende vand.

Lad det trække i 10 min. Smager lige dejligt koldt som varmt.

Du kan blande birkete med æblesaft eller tilsætte citron og evt. lidt agave-sirup, hvis du ønsker en sødere version.