Diæt mod refluks hos 1-årig?

Jeg har en datter som lider af silent refluks. Hun er nu 1 1/2 år. Jeg har prøvet ALT! Fra osteopater, diæter, læger, medicin osv.

Hun har sanseintegrationsforstyrrelser, hvilket gør, at hun bliver ekstremt hurtig stresset. Og stress påvirker refluksen. Jeg ved egentlig godt selv, hvad der virker (overordnet set). Ro, struktur, letfordøjelig mad og så en lav dosis medicin i en periode. Dog har jeg det skidt med at fylde hende med medicin.

Lægen taler om skånekost, som er kogt og dampet. Hun er bare meget småt-spisende og ikke vildt imponeret. Jeg har for nylig fået foreslået GAPS-diæt af en alternativ. Jeg synes bare, den lyder hård for sådan en lille størrelse. Det er jo primært grønt og kød. Min datter er glad for grød og mos.

Tænker du, at det vil gå til hende? Og tror du, det vil have god effekt, ift refluks? Jeg er så udmattet og har virkelig brug for nogle råd.

Kh Sofie

 


 

Hvor er det flot, at du har gjort så mange ting for at få fat om årsagen til din datters refluks.

Refluks er blevet en meget anvendt diagnose de senere år, og mange børn er sat i behandling med Nexium. Nexium nedsætter produktionen af mavesyre. Det hjælper selvfølgelig på symptomerne – som er tilbageløb af mavesyre/maveindhold i spiserøret. Problemet er dog, at det giver en forstyrrelse i resten af fordøjelsen. Mavesyren er nemlig vigtig for flere ting bl.a. fordøjelsen af proteiner, regulering af bakterier og optag af B12-vitamin.

Hvis tilbageløbet handler om, at mavemunden ikke fungerer optimalt og derfor ikke lukker ordentligt af, så kan f.eks. en osteopat være en rigtig god hjælp. Det har I også været omkring, så det er rigtig godt.

Refluks kan også opstå, hvis der er ubalancer eller fødevare-reaktioner i fordøjelsen. Det kan være et symptom på både for lidt og for meget mavesyre – som igen kan være et tegn på ubalance i fordøjelsen.

Det er meget vigtigt, at der er tilstrækkeligt med de gavnlige tarmbakterier især i tyktarmen. Jeg vil varmt anbefale, at I giver et tilskud af mælkesyrebakterier – også kaldet probiotika. Udo´s Probiotics Super Infant Blend passer til børn fra 0-5 år. Det er nemt at give, da det er pulver, der skal drysses på maden.

Du skriver, at I har prøvet diæter. Og er blevet foreslået GAPS. Jeg vil anbefale en mere individuel tilgang, hvor I finder ud af, hvilke fødevarer din datter eventuelt ikke tåler særligt godt.

Hvis der er nogle fødevarer, som et barn ikke tåler så godt, så kan det give netop symptomer på refluks. Man kan desværre ikke måle alle fødevare-reaktioner i en fødevare – langt fra. Det kan derfor være svært at sige, hvilke fødevarer det er. Den eneste 100 pct. løsning finder man med en udelukkelsesdiæt. Der findes dog nogle genveje, som kan give et fingerpeg om, hvilke fødevarer, der er tale om. Der kan tages en blodprøve for IgG reaktioner for 90 forskellige fødevarer. Den skal analyseres i Tyskland, og I skal selv betale for den. Det kan gøres gennem hjemmesiden www.hankomedico.dk.

Hvis I har mod på at prøve udelukkelsesmetoden, kan I også vælge at starte med de fødevarer, som oftest giver problemer, nemlig mejeriprodukter og gluten. I skal fjerne disse ting 100 pct. fra kosten – også det skjulte. Og I skal holde diæten gerne i tre mdr. for at få den fulde effekt, når det drejer sig om refluks. Jeg vil anbefale, at I får noget individuel professionel vejledning omkring dette, så I er sikre på, at din datter bliver dækket godt ind med vitaminer, næringsstoffer osv. I det hele taget synes jeg det lyder til, at en individuel konsultation vil være vejen videre for jer. Fordi det jo netop også handler om at sikre, at hun er dækket ind med næring, kalorier, vitaminer, mineraler osv. Det kan godt være en udfordring med et småt-spisende barn.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*