”Du dør ikke af at give et kompliment til andre”

Af: Kristine Buske Nielsen / Foto: Lars H. Laursen

Efter en farverig karriere som Danmarks første internationale supermodel sprudler den pensionerede Maud Bertelsen stadig af energi. Hun er træt af at se på de mange ’gamle sure æbler’, der har slået sig ned i dødens venteværelse, og hun ville ønske, at vi danskere var lidt mere åbne over for hinanden

Lilla, blå, gul, rød, grøn. Alle regnbuens farver har sin plads i Maud Bertelsens lejlighed i Vanløse. Hvor der er vægge, er der billeder. Familiefotos, yndlingskunstneren Dali, malerier hun selv har malet og billeder fra modelkarrieren. Køkkenet er fyldt med Madam Rød, som hun har samlet sammen gennem mange år.

– Jeg elsker Madam Rød. Jeg er ikke lige så vild med Madam Blå. Det er for koldt i farverne, siger Maud.

Hun er i dag 77 år, 78 den 25. februar, og kan se tilbage på en farverig karriere som Danmarks første internationale supermodel, men kan også skrive sanger og skuespiller på CV’et.

 

Ud i det blå …

Som 19-årig besluttede Maud sig pludselig en dag, at der skulle ske noget nyt. Hun gik direkte ned på Hovedbanegården i København for at tage toget til Madrid. Efter kort tid i Spanien mødte hun en mand på en bar, der foreslog at tage prøvebilleder af hende.

– Da jeg tog til Spanien, havde jeg ingen idé om, hvad jeg ville. Jeg var jo meget ung, så jeg havde masser af tid foran mig, siger Maud.

Hendes første job var til en reklame for Camel-cigaretter. Hun mødte flere store kunstnere som Ernest Hemingway, Ava Gardner og Cary Grant og fik flere småjobs hist og pist. Efterhånden udviklede modelkarrieren sig og især hatte, briller og pelse var Maud Bertelsens niche.

På en af sine optagelser for pelse, blev hun sammen med en anden model sendt til en zoologisk have uden for Paris. Pelsene blev hængt op i træer, og så skulle de to modeller sidde i en bil og spise cocktailpølser, mens to løver spankulerede rundt om bilen. Løverne var meget nysgerrige, og pludselig satte den ene tænderne i et af bildækkene, så der lød et brag.

– Der kunne være sket mange ting. En løve er større, end du regner med. Næsen er MEGET stor. Dens poter er endnu større. Da den lægger sig ind over den varme køler på bilen og trykker næsen mod forruden, gibber det i mig. Den behøvede bare at give et lille puf, så var ruden slået ind. Jeg var bange, men jeg har altid haft det sådan, at det vigtigste er at få billedet i kassen, siger Maud.

 

Modellen med de 100 ansigter

Det var 200 procent eller slet ikke. Så hvis håret skulle skrabes tilbage, fik Maud styr på flyveørerne med en klat lim, så de ikke virkede forstyrrende på billedet. På et tidspunkt kom hun til at bruge en for stærk lim, så noget af huden blev revet af.

Ved hver fotoshoot mødte hun op mindst en halv time før, så var der tid til at blive inspireret af det tøj, hun skulle fotograferes med og til at lægge en passende makeup. Store sølvarmbånd kunne bruges som dramatiske øreringe, mens et flettet tæppe kunne bindes om hovedet som en turban. Pludselig var den sprudlende Maud forvandlet til en diva. En gang viklede hun et par trusser om hovedet, fordi der ikke var andet.

– Når jeg så tøjet, begyndte idéerne at myldre frem i hovedet på mig. Jeg forandrede mit ansigt med makeuppen, og så levede jeg mig fuldstændig ind i den rolle, tøjet inspirerede mig til, siger Maud.

Derfor blev hun hurtigt kendt som modellen med de 100 ansigter, der med få midler kunne forvandle hvert billede til en ny kvinde. Men når optagelsen var færdigt, tog Maud makeuppen af og hoppede i et par jeans, inden hun gik hjem og samlede kræfter til næste arbejdsdag.

– Når jeg tog makeuppen af, var jeg bare den grinende skægge pige, som jeg er. At være model er ligesom at gå ind på en scene, hvor man spiller en anden og træder ned fra scenen som sig selv, siger hun.

 

Mor var der ikke

Men hendes liv startede ikke som de fleste andres. Som barn passede hun for det meste sig selv. En dag da hun var fire-fem år, gik hun som altid selv hjem fra børnehave og låste sig ind i den tomme lejlighed på første sal. Hun kravlede op i vindueskarmen og sad nu og gyngede med benene frem og tilbage i luften, mens hun med længselsfuldt blik kiggede efter sin mor ude på gaden. Pludselig fik den lille krop overbalance, og hun røg ud ad vinduet og landede på jorden. Naboerne kom hurtigt rendende og passede på Maud, indtil hendes mor kom hjem.

– Jeg husker det, som var det i går. Jeg var en lille unge, og mor var der ikke, siger Maud.

Efter flere svigt fra moren kom Maud i pleje. Her blev hun udsat for seksuelle overgreb og blev flyttet rundt til flere plejefamilier, hvor overgrebene og svigtende fortsatte. Som 14-årig gik hun ud af skolen, og som 17-årig valgte hun af flytte hjem til sin farmor, som var den eneste, der kunne give hende den kærlighed, vi alle har brug for.

– Alle de følelser og alt det tab af kærlighed, nærvær, og ingen, der passede på mig, har givet mig et drive i min karriere. Som model tror jeg ikke kun, det handler om at være dygtig. Det handler også om den ballast, man har med sig. Jeg vidste hele tiden, at jeg skulle klare min karriere selv. Jeg har jo aldrig haft nogen til at hjælpe mig. Derfor har jeg altid haft et skjold. Der er ikke nogen, der skal gøre mig ondt. Det har de gjort nok, da jeg var lille, siger Maud.

 

Sure gamle æbler

Efter både at have været supermodel i Madrid, Paris og Milano samt skuespiller og sanger, vendte Maud i 1993 tilbage til Danmark. Hun forlod sin mand Sergio, faren til sin yngste datter, fordi hun følte behov for at være sig selv. Kort tid efter blev hun værtinde på tv-programmet 50+ på Kanal København, som handlede om dem, Maud kalder ”de voksne mennesker”.

– Dem har jeg altid set meget op til. De unge havde jo ikke været her, hvis de ældre ikke var der først. Jeg ville vise, at de ældre kan mindst lige så meget som de yngre, og så har de mere at gøre med, fordi de har oplevet mere i livet, siger hun.

Hun researchede sig selv frem til de forskellige temaer og personer, der skulle medvirke i programmet. I et tema om transport fik hun fat i Jytte Abildstrøms 90-årige far, der stadig nød at køre rundt på den tohjulede. Han havde fødselsdag den dag, men valgte at fejre den i studiet hos Maud, hvor hans datter spillede Happy Birthday på trækharmonika.

– Da Harry Abildstrøm kom fisende ind i studiet på en cykel, begyndte alle i publikum at klappe. Det var tydeligt, at de var imponerede. Man tog virkeligt hatten af for ham, siger Maud.

Hun mener, at vi skal værdsætte, at vi bliver ældre og ældre, og at det ikke længere er atypisk at blive over 100 år.

– Man behøver jo ikke blive grim, selvom man bliver ældre, hvis man har skønheden inde i sig. Men det kræver, at man er positiv. Jeg ser jævnligt folk, der er 10 år yngre end mig, men de ligner nogle gamle sure æbler. Det er som om, de bare sidder i et venteværelse og venter på døden. Jeg mener i stedet, vi skal have noget ud af livet til det sidste. Der er altid noget positivt at trække frem, og vi ældre mennesker kan så meget i dag.

Selvom hun har slået sig ned som pensionist, myldrer idéerne i hovedet på hende. Sidste år udkom bogen ’Maud Bertelsen – Modellen med de 100 ansigter’, som hun selv har skrevet. Næste projekt i støbeskeen er en bog om verdenen set fra en hunds øjne.

– Det, jeg laver i dag, er ikke arbejde. Det er at leve. Idéerne kommer i bølger for mig, og så bliver jeg bare nødt til at føre dem ud i livet, siger Maud Bertelsen.

 

Danskerne har en mur foran sig

Maud er glad for at bo i Danmark. Hun elsker regn, slud og sne, lige så højt som hun elsker sommer og sol. Men hun savner de varmblodige italienere.

– Jeg savner italienernes umiddelbarhed, grin, smil og ’det går nok attitude’. Det mangler jeg her i Danmark. I danskere har en mur foran jer. Man skal passe på ikke at komme for tæt på, og det kan jeg ikke snuppe. Kom da hinanden ved!, udbryder Maud, der selv stammer fra taterne.

– I kunne godt have lidt bredere skuldre, siger hun.

Derfor går hun meget op i at sprede glæde og smil på sin vej.

– Når jeg går ud og handler eller går en tur ned i byen, så hilser jeg på folk og prøver at gøre dem glade. Hvis der er en, der ser lidt trist ud, spørger jeg smilende, hvad der er galt. Og så griner de jo lidt. Du dør ikke af at give et kompliment til andre, så det gør jeg ofte. Folk bliver kun glade og lyser op af det. De er ikke vant til, at man gør noget godt for hinanden. Derfor lader jeg tit dem bagved mig komme foran i køen i supermarkedet, og så er jeg ligeglad med, om andre kigger skævt til mig, siger Maud.

– Heldigvis er folk begyndt at forstå, at janteloven ikke holder. Man skal tro på sig selv. Jeg var ikke blevet til det, jeg er i dag, hvis jeg ikke havde troet på mig selv. Man skal ikke gå og være en undskyldning for sig selv, siger hun.

Selvom hun elsker at være social, ser hun altid frem til at komme hjem til sin hule i Vanløse og lukke døren, sætte noget god musik på og gøre det hyggeligt med stearinlys og et glas rødvin. Hvert år besøger hun sin veninde Kirsten i Paris, hvor de nyder at snakke minder over et måltid mad, som Maud som regel har kokkereret.

– Mit liv har været som en regnbue med alle farverne. Det smukke ved en regnbue er, at den både har de lyse og de mørke farver. Det ville ikke være spændende, hvis der kun var én nuance.

 


Om Maud Bertelsen

  • Født 1939 i København.
  • Er i dag pensionist.
  • Har døtrene Camilla og Sara og barnebarnet Theo.
  • Kan både skrive model, skuespiller og sangerinde på CV’et.
  • Udgav sidste år bogen ”Modellen med de 100 ansigter” om sin spændende karriere.
  • Har været værtinde på Kanal København programmet 50+ om modne mennesker over 50.

 

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*