Krop

Få vejret dybt ned i maven

23. februar 2010

Vidste du, at vi hver dag trækker vejret 20.000 gange, og at åndedrættet har stor betydning for vores sundhed og velvære – og i sidste ende længden af vores liv?

For fem år siden gik fysioterapeut og åndedrætsspecialist Lotte Paarup noget så eftertrykkeligt ned med stress. Hun var 32 år og havde i mange år haft en tætpakket arbejdsuge, hvor hun gik i seng ved midnat og stod op igen klokken fem for at arbejde videre. Den livsstil og en kræftsyg mor fik hendes overstressede krop og sind til at stå af. Hun var hele tiden voldsomt træt og begyndte at udvikle angst.

– Jeg forstod overhovedet ikke, hvor stresset jeg var, og jeg var bestemt ikke særlig opmærksom på, hvordan jeg trak vejret. Men det gjorde jeg helt sikkert ikke særlig godt, for det gør ingen, når de er meget stressede, siger hun.

Et anker til nuet

I dag er hun tilbage i god form og en del erfaring rigere. Ikke mindst i forhold til, hvor vigtigt åndedrættet er, for hvordan krop og sind har det.

– Populært sagt, så får du et problem 20.000 gange dagligt, hvis du ikke trækker vejret ordentligt, fordi der sker en masse uhensigtsmæssige reaktioner i din krop, siger Lotte Paarup.

Flere stresshormoner, uroligt nervesystem, dårlig fordøjelse og uren hud er bare nogle af reaktionerne. Hendes egen vej ud af stress var da også bevidst at arbejde med åndedrættet, som hun kalder vores anker til os selv og nuet.

– Jeg troede dengang, at jeg kunne mærke mig selv, men det kunne jeg slet ikke. Så da jeg begyndte at trække vejret rigtigt, fik jeg styr på mine tanker og kom i kontakt med mig selv og min krop igen. Det betød, at jeg kunne arbejde konstruktivt med positiv forandring i mit liv.

Der er ifølge Lotte Paarup en tæt kobling mellem åndedrættet og det at kunne mærke sig selv. Derfor siger hun altid til sine klienter i dag, at hvis de har lyst til at mærke sig selv og deres følelser, så skal de arbejde med åndedrættet, ellers skal de helt lade være.

– Du kan intet ændre, hvis du ikke trækker vejret ordentligt, fordi følelser og tanker hænger ekstremt tæt sammen med, hvordan vi trækker vejret. Undersøgelser viser for eksempel, at når du er ked af det, bange eller frygtsom, så er din vejrtrækning højtliggende, kort og måske lidt forkrampet, og omvendt er den dyb og rolig, når du er glad og har det godt, siger hun.

Lotte Paarup

Fysioterapeut, personlig træner, Pilates ekspert og specialist i bl.a. åndedrættet. Du kan læse mere om hendes arbejde på www.lottepaarup.dk.

6. januar udkom hendes seneste bog ”Åndedrættet,” som er en guide til det livgivende åndedræt.

Se flere udgivelser på www.denintelligentekrop.dk, hvor du også kan læse mere om Lotte Paarup.

Den vigtigste kropsfunktion

De personlige og dyrt købte erfaringer har Lotte Paarup samlet i sin seneste bog ”Åndedrættet”, der er en guide til det naturlige åndedræt, og som netop er udkommet på forlaget Peoples Press. Sidste år udgav hun også dvd’en ”Oxygen” med åndedrætsøvelser.

Til daglig underviser og vejleder hun andre i det gode åndedræt i egne lokaler i hhv. Herlev og København.

– Når folk kommer til mig, kan jeg med det samme se på deres åndedræt, om det er en stresset person. Så trækker de vejret kort, hurtigt og overfladisk i brystkassen og skuldrene uden at bruge maven.

Det er Lotte Paarups vurdering, at langt de fleste af os har glemt den naturlige vejrtrækning, som vi kom til verden med. I stedet har vores hektiske og ofte stressede livsstil givet mange af os en uhensigtsmæssig måde at trække vejret på, uden at vi er bevidste om det.

Desværre. For forkert vejrtrækning har store konsekvenser.

– Åndedrættet er den vigtigste kropsfunktion, vi har. Selv hjertet er afhængigt af åndedrættet, siger hun.

Den naturlige vejrtrækning
Den optimale og naturlige vejrtrækning får du ved at få bevægelse i både bugvæg og ribben.

Træk luft ind igennem næsen. Mærk, hvordan der kommer bevægelse i bugvæggen/maven, som forplanter sig til ribbenene og hele vejen rundt til ryggen.

Pust al luften stille og roligt ud igennem næsen og mærk kroppen slappe af.

Skader krop og sind

Ifølge Lotte Paarup afstedkommer forkert vejrtrækning mange negative ting. Når vi trækker vejret forkert, går det eksempelvis ud over vores følelse af ro og balance i sindet. Vores tanker bliver mere ufokuserede, og vi får sværere ved at være til stede i nuet. Ved rigtig vejrtrækning beroliger og genopbygger vi derimod nervesystemet med færre stresshormoner i kroppen til følge.

Vores fordøjelse bliver også ringere, og vi bliver dårligere til at udrense skadelige affaldsstoffer fra kroppen. Trækker vi derimod vejret korrekt, så får vi masseret de indre organer og tarme, så fordøjelsen fungerer godt. Og vi får sendt de skadelige affaldsstoffer ud af kroppen, når vi via god vejrtrækning får masseret de indre organer og sendt masser af livgivende ilt rundt til kroppens celler.

Forkert vejrtrækning kan også ses i vores hud, som bliver mere uren. Det sker ifølge Lotte Paarup, fordi kroppen renser mere end normalt ud igennem huden og ikke gennem udåndingen, som når vi trækker vejret rigtigt.

Kropsholdningen bliver også dårligere, fordi vi bruger musklerne i skuldre og nakke til at få luft ned i lungerne med frem for ved hjælp af åndedrætsmusklen, som er den naturlige vej og motoren for åndedrættet. Det giver en mere slap krop, der har tendens til at falde lidt sammen og blive stiv.

Vidste du …
At lungerne er vigtige som beholdere, luften går ind og ud af, men at det er åndedrætsmusklen, der sørger for, at vi trækker vejret.

Forkorter livet

Dårlig og forkert vejrtrækning betyder også, at vi får sværere ved at tabe os. Fordi vi konstant er småstressede og i kamp-flugt tilstand, så tror kroppen, at den skal passe på det fedt, der er – og samtidig siger den til hjernen, at vi skal spise mere.

– Rigtig vejrtrækning slanker faktisk, både fordi kroppen ikke holder på fedtet, og fordi fordøjelsen og udrensningen fungerer bedre, siger Lotte Paarup.

Hun kalder også den naturlige vejrtrækning for en fantastisk sovepille, fordi det beroligende nervesystem bliver dominerende, og antallet af stresshormoner i kroppen daler. Ikke mindst vores energiniveau er afhængigt af, om vi trækker vejret korrekt.

– 90 procent af vores energi skal komme fra vejrtrækningen, ved at vi får ilt og vigtige næringsstoffer ud til kroppens celler. Blot fem forbedrede vejrtrækninger om dagen optimerer dit energiniveau og sænker stressniveauet, siger Lotte Paarup.

Man ved, at vi opnår et længere liv ved at have en god vejrtrækning livet igennem, fordi åndedrættet stimulerer alle kroppens mest vitale funktioner og dermed den såkaldte metabolisme, som er vigtig for vores celler.

Nogle af de mange fordele
• Færre stresshormoner i kroppen
• Mere ro og balance i nervesystemet
• Større kontakt med dig selv
• Klarere tanker og mere fokus i nuet
• Et godt redskab, når du vil udvikle dig og ændre tankemønstre
• Bedre fordøjelse
• Udrensning af affaldsstoffer
• Smukkere hud
• Bedre kropsholdning
• Vægttab
• Lavere blodtryk
• Bedre søvn
• Et længere liv

Et indre brusebad

Heldigvis kan vi alle sammen lære at trække vejret naturligt igen, som vi er skabt til. Det skal bare have opmærksomhed og trænes, siger Lotte Paarup.

Først og fremmest er det vigtigt at vide, hvordan den naturlige vejrtrækning er.

Forestil dig, at du trækker luft ind igennem næsen og mærker, hvordan der kommer bevægelse i bugvæggen/maven, som forplanter sig til ribbenene og brystet og hele vejen rundt til ryggen – og pust så al luften stille og roligt ud igen igennem næsen. Sørg for at skuldrene er i ro undervejs.

– Det er bedst at trække vejret ind igennem næsen, fordi det giver mere ro i kroppen. Samtidig bliver luften varmet op og renset, og det er godt for lungerne, siger hun.

Hun råder til, at vi i det daglige husker at tjekke vores vejrtrækning. Så næste gang du sidder i bilen eller foran computeren, så stop op og mærk efter, hvordan du trækker vejret.

– På stressede dage vil du opdage, at din vejrtrækning er dårligere end på de gode dage. Og jo længere tid du har levet i en stresstilstand eller bare trukket vejret forkert, jo længere tid vil det sandsynligvis tage for dig at få en sund og naturlig vejrtrækning. Til gengæld er det værd at bruge tid på, for det gode åndedræt er som et indre brusebad med helbredende egenskaber, siger Lotte Paarup.

Træk vejret med Lotte Paarup
Kunne du tænke dig at blive bedre til at trække vejret ordentligt? Så er Lotte Paarups dvd Oxygen et godt bud. Det er simpelthen træning for åndedrætsmusklen.

Forrige artikelEt skridt op med udrensning

Næste artikelEn skøn fridag

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.