Er iskias følsom overfor kulde?

Jeg har nu for tredje år i træk fået smerter i iskias-nerven, når det begynder at blive koldt.

Er den følsom over for kulde?

Hvad kan jeg gøre, andet end uldne underklæder?

Mvh

Elsebeth



 

Nerven er ikke som sådan følsom for kulde, men musklerne lige omkring er.

Mange oplever det samme som du, at ischiasnerven reagerer, når kulden sætter ind, men lige så ofte hvis foråret er kommet, og vi går amok i havearbejde, løbeture osv. Den nerve kan være meget drilsk. Det er den, fordi den løber lige op og ned (og hos nogle af os, igennem) en dyb baldemuskel kaldet piriformis. Hvis den er for spændt, vil den fylde for meget og dermed trykke på ischiasnerven. Den baldemuskel spænder vi lettere i, når vi går og fryser, og den er også meget involveret i dårlig kropsholdning.

Så udover at arbejde med at få dit bækken ind på rette plads og ikke lave hængeholdning, så vil det gavne dig, at du får lavet strækøvelser for musklen. Du får den her i to udgaver, men ellers kan du nok google dig til flere på ”piriformis udspænding”.

På en stol:

Læg anklen op på modsatte lår, lad knæet falde så langt ud til siden, som det vil. Rank ryggen og læn frem fra bækkenet, indtil du mærker, det strammer i balden.

På gulvet eller i sengen:

Lig på ryggen, bøjede knæ, fødderne i underlaget. Læg anklen op på modsatte lår. Tag nu fat i det ben, der står i underlaget og træk det op over maven, nu med det andet ben i ”skruestik”, indtil det strammer i balden.

Endelig vil en akupunktør kunne bruge en nål, der går ind og afspænder dybt i balden, og det kan hjælpe med det samme.


Mvh

Tine

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*