Annonce

Fakta: Tine

01 april 2013

Blærebetændelse af slap bækkenbund?

Min bækkenbund er nok ikke hvad den har været. Kan det være derfor jeg døjer med hyppige blærebetændelser? Mine veninder siger, det hjælper med tranebærsaft, som jeg drikker flittigt, men det har ingen effekt hos mig. Også svamp for neden får jeg med sviden og kløe.

Har du nogle råd til mig? Jeg har ikke så mange penge til dyre kosttilskud osv.

BH

 

Ja, det kan godt skyldes, at din bækkenbund trænger til optræning. Hvis din bækkenbundsmuskulatur ikke kan bære og løfte blæren, vil der opstå en lomme hvorfra urinen ikke kan tømmes ud. Og med de 37 grader vi har i kroppen, kan gammel urin hurtigt blive en bakteriebombe.

Du må i gang med knibeøvelser. Har du brug for hjælp til at komme i gang, kan jeg anbefale Helle og Inge Gotveds bog ‘Bækkenbundens optræning’. Der står alt, hvad der er værd at vide, og den er let og overskuelig.

Det kan ikke anbefales, at du drikker tranebærsaft, hvis denne er sukkerholdig. Svampe lever godt af sukker, så du fodrer svampen med dine mange glas saft om dagen. Enten skal den være usødet, eller også skal du tage tranebærrene som kapsler. En te brygget af timian og kamille er bakteriehæmmende, og er derfor godt at drikke.

Fødevarer, der fremmer svamp og som skal undgås, er: hvede, gær, sukker, for meget frugt (du skal ikke undgå frugt, men max. 1-2 stk. om dagen), alkohol.

Mvh

Tine Sofia Marcussen

 

Bumser trods alder?

Jeg er en voksen kvinde på 48 år, der stadig lider af uren hud, bumser osv. Jeg har flere nu, end da jeg var teenager. Lægen foreslår A-vitaminsyrecreme, som gør, at min hud skaller og bliver meget ømfindig. Ellers er der tetracyklin, men det, har jeg hørt fra andre, er noget farligt stads.

Er det hormonelt betinget? Der er ingen forskel på min hud efter, hvor jeg er i cyklus, ej heller de tre gange jeg har ventet mig. Hvad kan jeg dog stille op – ad naturlig vej?

BN

Kinesisk set, så er bumser fugt/varme. Dvs. at du skal undgå at spise fødeemner, der er fugtskabende såsom: sukker, hvedemel, svinekød, øl, nødder – især peanuts, mælkeprodukter. Rå og kold mad er heller ikke det bedste, vælg hellere wok eller dampede grøntsager, frem for råkost. Heller ikke for meget varmende mad: stærke krydderier, alkohol, frituremad, okse og lammekød.

Hvis din hud stadig er ømfindig og skaller, så byt din almindelige ansigtscreme ud med ren arganolie af god kvalitet. Den er fantastisk til sart og ødelagt hud.

Du skal også sikre dig, at du kommer regelmæssigt på toilettet og ikke er forstoppet. Det kan være, det er en generel grundig udrensning, der skal til. Men det er selvfølgelig nok lidt omstændigt.

Jeg har denne maske fra urtespecialist Rikke Gøerlich:

1 tsk. tørrede røllikeblomster/blade overhældes med 1 dl. kogende vand. Trækker indtil det er svalet.

Tilsæt nu 3 små fintrevne gulerødder og 1 tsk honning.

Lad masken sidde på i 10 minutter, og vask forsigtigt af. Røllike-te kan du også bruge som en skintonic.

Bedste hilsner

Tine Sofia Marcussen

 

Lys uden sod

Selvom de lyse tider er på vej, vil vi nok ikke undvære vores stearinlys-hygge endnu. Men er du ikke så glad for den sod, der lander i dit miljø, både det ydre og det indre, så er der kommet fine sojalys på markedet, som soder minimalt/nærmest ikke.

www.soyalys.dk

 

 Autonome danselyster?

Groove er dansemotion, som er ret ny her i landet. Det er for dig, der ikke gider følge instruktørens ordre. Og dog. Man får 2-3 mooves til hvert musiknummer, meget enkle, og dem laver man så, som man selv føler for. Det hele handler om at finde glæde ved bevægelse til fed musik, og IKKE om at gøre som alle de andre. I Groove-klasser føler ingen sig som elefanter i porcelænsbutikker.

Det er skøn motion, skøn musik og skøn filosofi, der ligger bag.

 

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*