For lille med amning alene?

Tak for en skøn brevkasse. Min 4 mdr. skønne datter er meget lille (59 cm og 4800 g). Ved fødslen (skøn hjemmefødsel) var hun 49 cm og 2900 g.

Hun ammes fuldt ud og bliver tilbudt bryst meget ofte. Hun er godt tilfreds, aktiv og virker ikke mere sulten. Min sundhedsplejerske for foreslået, at jeg giver hende en aftenflaske efter amning og evt. starter på lidt smagsprøver af grød. For at hun får nok næring.

Mine overvejelser er, at jeg ønsker at amme så lang tid, hun er tilfreds, men kan også godt se at hun er meget lille. Og jeg er lidt bange for modermælkerstatning, da hun har en smule eksem. På min mellemste datter syntes vi, at modermælk påvirkede hendes eksem.

Jeg spiser gode vitaminer, fiskepiller, D-vitamin og probiotika en gang imellem. Så synes egentlig, jeg er fyldt op af gode vitaminer og mineraler til at give videre i mælken. Kan det være at min mælk ikke er nærende nok? Og hvis jeg giver grød, hvad er din anbefaling til mest nærende?

På forhånd tak

Venligst NT

 


 

Selv tak. Dejligt at du kan lide den. Tillykke med din datter og dejligt, at du havde en skøn hjemmefødselsoplevelse!

Det er desværre en ret kendt situation, du beskriver. En del sundhedsplejersker anbefaler flaske eller tidlig start på grød i stedet for at snakke om, hvordan modermælken kan gøres endnu mere mættende og nærende. Det er rigtigt ærgeligt, især hvis amningen ellers kører godt, og mor gerne vil amme.

Det er så fint, at du beskriver, hvordan din datter har det. For det er jo netop det vigtigste her. Ikke at hun skal passe ind i en bestemt kurve. Så jeg synes, du skal tage det helt roligt og amme videre. Ikke mindst for at forebygge eksem. Og så skal du netop arbejde på at gøre din ammemælk så fed og nærende som muligt, og det har du masser af muligheder for.

Det er godt at høre, at du får gode vitaminer, mineraler og fiskeolie og D-vitamin. Husk, at du gerne må tage dobbelt dosis, mens du ammer, så du får nok til både dig selv og din datter. Og så er probiotika en meget meget god ide. Både fordi det styrker din datters immunforsvar, forebygger allergi og så virker det faktisk også stimulerende på mælkeproduktionen. Så det vi jeg anbefale dig at tage hver dag.

Basis for din ammemælk er selvfølgelig en sund og nærende kost. Men gør især en ekstra indsats for at få en masse sunde fedtstoffer – meget gerne en masse økologisk koldpresset kokosolie. Du kan smøre det på brød, putte det i daddelkugler, smelte det i smoothies, blande det med kakao og lidt sødt til nutella, måske bare spise det af en ske… De gode fedtsyrer går over i modermælken og gør den endnu mere mættende. Spis også gerne mange nødder, frø og kerner. Og hold dig så vidt muligt fra de hurtige kulhydrater.

Hvis du beslutter dig for at gå i gang med grød/mos, så er grøntsagsmos noget af det, der er nemmest at fordøje. Start f.eks. med mos af søde kartofler og tilsæt en stor teskefuld god koldpresset olie. Men jeg synes som sagt, du skal amme videre og booste din egen mælk mest muligt.

God fornøjelse.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*