Annonce

Frygtkultur skaber overflod af diagnoser

01 maj 2017

Vi lever i en tid med et væld af diagnoser, som egentligt skulle hjælpe os til et bedre liv. Men flere eksperter advarer om, at vi har nået så høj en grad af overdiagnosticering, at det kan være skadeligt for os.

Engang var en diagnose svær at få og nærmest noget eksklusivt. Ofte skete det efter lang tids udredning hos specialister og fagfolk. I dag taler vi om, at vi har fået et diagnosesamfund, hvor vi oplever en stor sult efter hurtige diagnoser, når noget bare afviger en smule fra det normale. Hvis du har brug for hjælp hos det offentlige, så kræver det som regel en diagnose, hvis du skal videre. Efterspørgsel har det med at skabe udbud i et voksende marked. Og sådan er det også med diagnoser, som der er kommet mange nye af de seneste år. Snart forventes sorg også at blive introduceret som ny diagnose.

Der har efterhånden været ret meget kritik af vores diagnosesamfund, som efter mange fagfolks mening risikerer at sygeliggøre os i al for stor grad. Konsekvensen er, at vi på den måde gør det almindelige og det at være menneske til sygdom eller en risikofaktor. Psykologiprofessor Svend Brinkmann har skrevet bestsellerbøger om emnet – og alene det, at bøgerne sælger så godt, er et klart udtryk for, at vi er mange, der er ved at få diagnose-forkvabbelse. Og det er faktisk et sundhedstegn. En af de skarpeste kritikere af vores moderne diagnosesamfund er professor og speciallæge John Brodersen, Afdeling for Almen Medicin, Københavns Universitet. Han mener faktisk, at vi med vores higen og sult efter diagnoser har skabt en skadelig og usund frygtkultur med så meget overdiagnosticering, at det kan være ødelæggende for os selv og vores relationer til hinanden. Som samfund og for det enkelte menneskes selvforståelse og identitet.

 

Forfinet teknologi

Det officielle sundhedsvæsen og også medierne spiller med deres retorik en stor rolle, mener John Brodersen, der tilføjer, at der er en lang række årsager til, at vi er endt med at have et diagnosesamfund. F.eks. den teknologiske udvikling, som har gjort det muligt at lave langt færre invasive undersøgelser.

– Teknologien er blevet så forfinet, at den finder flere afvigelser, som bliver fortolket som risikofaktorer. Men disse faktorer er som regel bare udtryk for den store biologiske variation, der er i vores krop. De er ikke udtryk for, at vi er syge. Dermed har vi sat gang i en proces, som er i fuld gang med at sygeliggøre det almindelige hos mennesker, forklarer John Brodersen.

– Vi misforstår simpelthen den biologiske variation og gør den til en risikofaktor, som det er godt at beskytte sig imod og dermed behandle. Og politikerne og sundhedssystemet har gjort tidlig diagnosticering til et super positivt begreb – og er deres bedste bud på, hvordan vi nedsætter dødeligheden og overlevelsen. Men det interessante er, at vi rent faktisk ikke nedsætter dødeligheden på den måde, pointerer John Brodersen.

– Vi forstår ikke og kan derfor ikke rumme kompleksiteten i den naturlige biologiske variation. Vi kan ikke sige til og fra, og derfor går vi ofte galt i byen, når vi laver sandsynlighedsberegninger i forhold til sygdom, når vi gør det til noget mekanisk, som vi kan måle, siger John Brodersen, der mener, at tingene bliver blandet godt og grundigt sammen. Kræft er efterhånden blevet en risikofaktor og ikke en sygdom, siger John Brodersen.

 

Talresistens

– Det er med til at skabe en frygtkultur, når hverken sundhedsvæsenet, medierne eller demagogiske patientforeninger kan rumme et højt abstraktionsniveau og samtidig kommunikere sundhedsbudskaber retvisende ud til befolkningen, siger John Brodersen, der taler om, at frygtkulturen har gjort folk talresistente i forhold til risikoen for at få en alvorlig sygdom.

– Ligegyldigt, hvilke talscenarier, du præsenterer befolkningen for, preller det af på dem – f.eks. at der statistisk skal behandles ti for, at vi kan redde én, eller du ganger eksemplet op med flere hundrede. Det er ligegyldigt. Folk vil bare have den behandling, fordi de tror, det er ligesom at vinde i klasselotteriet. At behandlingen er risikofri og uden bivirkninger. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Der er bivirkninger ved alle behandlinger, og det er et stort problem, at sundhedsmyndighederne ikke er gode nok til at fortælle befolkningen om skadevirkningerne. At der er en bagside af medaljen. Forebyggelse og tidlig diagnosticering er simpelthen sovset ind i en positiv diskurs, siger John Brodersen.

 

Penge i diagnoser

En væsentlig årsag til at vi har fået et diagnosesamfund er ifølge professoren også, at der i vores liberalistiske samfund er et stort økonomisk incitament til at opfinde nye diagnoser. Sundhed og sygdom er noget, der i høj grad bliver overladt til folks eget ansvar, og med en diagnose kan det være lettere at håndtere. Der er store økonomiske interesser for medicinalindustrien i, at der kommer nye diagnoser til, fordi tærsklen for behandling dermed bliver sat ned. Samtidig er lægernes motivation til at sætte gang i en behandling blevet større. Mange taler om defensiv medicin, hvor læger af frygt for klagesager risikerer at overbehandle.

Og også vores undervisningssystem med bekymrede forældre på sidelinjen er aktive medspillere, når den urolige dreng bliver diagnosticeret med ADHD. Særligt tidlig diagnosticering hos børn er ifølge John Brodersen særdeles betænkeligt, fordi en diagnose grundlægger en livsfortælling og et selvbillede, som sætter sig fast. Derfor kan en tidlig diagnose være stigmatiserende og ødelæggende for barnet – og også for den voksne. Hos sidstnævnte gruppe ser man dog ofte, at de bryder sammen, når de bliver frataget en diagnose – simpelthen, fordi det ændrer synet på dem selv. Diagnoser er identitetsskabende, men virker også stigmatiserende og er derfor med til at skabe den store ulighed på sundhed, vi faktisk har i Danmark.

 

Sundhedskrig har omkostninger

John Brodersen mener, at frygtkulturen også giver sig udslag i, at der er så meget krigsretorik forbundet med forebyggelse og sygdom. Den retorik er i sig selv med til at efterspørge diagnoser hos befolkningen og hos patientforeninger. Konsekvensen er ifølge John Brodersen skadelig overbehandling.

– Vi skal overvinde og bekæmpe kræft. Det hører vi hele tiden fra sundhedsvæsenet, politikere og patientforeninger. Og vi fremstiller gerne kræftoverleverne som heltemodige soldater. Men vi ser sjældent på skaderne. Hvad det har kostet. Der er flere, der er blevet overdiagnosticeret med store bivirkninger til følge, end der er mennesker, der har overlevet kræft. Men du ser aldrig en person, der har fået erstatning pga. overdiagnosticering, men ofte pga. for sen diagnosticering, siger John Brodersen, der efterlyser et nyt og mere nuanceret sprogbrug, når vi skal formidle viden om forebyggelse og sygdom.

– Vi lider af sproglige begrænsninger, og det er stærkt medvirkende til, at der er så mange forsimplinger og misforståelser inden for sundhedsformidling, siger John Brodersen.

 


Funktionelle lidelser – endnu en diagnose

En af de nyere diagnoser i behandlingssystemet i dag er funktionelle lidelser. Egentlig dækker ordet over sygdom, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Mange af patienterne har tidligere fået diagnoser som:

  • Fibromyalgi
  • Kronisk træthedssyndrom
  • Irritabel tyktarm
  • Kronisk smertesyndrom
  • Somatiseringstilstand
  • Duft- og kemikalieoverfølsomhed
  • Kronisk piskesmæld

Man vurderer at ca. seks pct. af danskerne har en funktionel lidelse, der påvirker deres livskvalitet. Og at halvdelen har svært ved at passe et arbejde.

De funktionelle lidelser har det tilfælles, at der er tale om en tilstand, hvor hjernen og kroppen er overbelastet og ikke fungerer normalt. Gennem de seneste år er der blevet forsket intensivt i årsager og behandling af funktionelle lidelser.

Senest har mange piger, der er ramt efter HPV-vaccinen, oplevet, at det er denne patientgruppe, man vil henføre dem til.

Funktionelle lidelser er reelle sygdomme, men har længe haft ry for at være en såkaldt skraldespands-diagnose, hvor lægerne kan putte alt det hen, som er lidt mudret eller besværligt. Der er dog fra officiel side nogle symptomer og forhold, der skal være opfyldt.

Der er blandt forskere og behandlere bred enighed om, at:

Årsagen til funktionelle lidelser er multifaktoriel og lidelserne udfordrer den klassiske tænkning om, at sygdomme enten er rent fysiske eller udelukkende psykiske.

Ved funktionelle lidelser er hjernen sandsynligvis involveret. Man har ved skanninger fundet forandringer i den måde hjernen reagerer, når kroppen udsættes for smerte. Årsagen til disse forandringer og betydningen af dem er ikke endelig klarlagt.

Patienterne er ikke indbildt syge, og der er ikke tale om patienter som lyver, snyder eller overdriver for at opnå sociale ydelser.

 

Annonce

Annonce

1 kommentar

Læste i en mail fra”Naturli”,at der blev taget alt for mange(unødvendige)Biopsi-tests,-uden hensyntagen til dennne tests farlighed.Selvom jeg vidste,at en blodprøve,ikke kan være 100% retvisende ,-nægtede jeg,at tage Biopsi-testen.Det har også under det
videre forløb af min behandling vist sig ,at det måske har været den vigtigste beslutning ,jeg nogensinde har truffet,m.h.t. mit ejet helbred.
V.H.den 80 årige/P.D.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*