Gå dig fra hverdagens stress

Af: Kristine Buske Nielsen / Foto: Scanpix/Iris

Ekstremsporter som Ironman og Maratonløbet er hipt i øjeblikket. Men et mere roligt tempo kan gøre en stor forskel. Med et par gode sko, kan du hurtigt vandre dig væk fra stress og livsstilssygdomme i naturen. Og vandring er ikke kun for gamle mennesker, fandt vores unge udsendte ud af på en tur i Sverige

Byen Mölle, der på grund af sit frigjorte badeliv omkring år 1900 blev opfattet som et skamfuldt sted, ligger klemt ind mellem Kattegat og naturreservatet Kullaberg. Det første stykke af vandreruten fra den lille havneby i Skåne er fladt og problemfrit.

Pludselig begynder det svenske terræn at levere forhindringer som bakket landskab, løse sten og smalle stier. Som en stenbuk får jeg sprunget fra den ene klippesten til den anden. Jeg er novice inden for vandring, og har altid troet, at det var en disciplin, der krævede en minimumsalder på omkring de 60. Men jeg opdager hurtigt, hvordan jeg kommer til at trække på smilebåndene, efterhånden som vi får lagt de første par kilometer bag os. Vandring kan faktisk være sjovt.

 

Pas på stress og hård motion

Stress-ramte bliver ofte anbefalet at motionere. En rask løbetur eller at fræse af sted på cyklen skulle være den rette stress-kur. Den form for motion er da også effektivt til at gøre kroppen mere robust over for et stress-angreb. Men når du først er sygemeldt med stress, kan hård motion faktisk gøre ondt værre. Det skriver erhvervspsykolog Majken Matzau i bogen ”Rigtige mænd går også i sort”.

Når du dyrker hård motion, udskiller kroppen stresshormoner, for at den kan komme op i tempo. Efter få minutters hård træning er produktionen af adrenalin steget markant og efter 30 minutter, er produktionen af cortisol også steget betydeligt.

Men når kroppen i forvejen er stresset, er den ikke i stand til at restituere ordentligt efter hård træning. Derfor kan det have bedre effekt at nuppe sig en helende vandretur.

 

Naturen heler

Undervejs på vandreruten er der flere oplagte pitstop. Pauserne er tiltrængte, ikke kun for at få pusten, men også for at suge den rå svenske natur til sig. På toppen af klipperne, der frodigt strækker sig ud i Kattegat, er det til at forstå, hvorfor Kullaberg er det mest besøgte naturområde i Sverige.

I Danmark tager en fjerdel af den voksne befolkning regelmæssigt på vandreture i naturen. Flere undersøgelser viser, at naturen har en gavnlig effekt på vores helbred.

Personer, der bor inden for en kilometers afstand til grønne områder, har en lavere forekomst af 15 forskellige sygdomme som depression, angst, hjerte-karsygdomme, sukkersyge, astma og migræne. Det viser et hollandsk studie fra 2009.

Så hvis du bor midt i bilos, boligbyggerier og bymidtens stress, er det måske en god idé at tage ud på vandreture i naturen.

 

Forskning bakker op om naturen

I en undersøgelse fra Stanford University blev testpersonerne delt op i to grupper. Den ene skulle gå 90 minutter gennem en grøn park med træer, blomster og græs, mens den anden gruppe skulle gå samme længde langs en stærkt trafikeret motorvej. De personer, der gik tur gennem parken, fik sænket deres niveau af depressive, selvkritiske tankemønstre, mens den anden gruppe ingen ændring havde.

Det samme har et japansk forsøg fra Chiba University vist. Her fik testpersonerne, der vandrede i en skov, nedsat flere stresssymptomer. Stress-hormonet kortisol blev nedsat med 16 procent, blodtrykket med 2 procent og pulsen med 4 procent. Gruppen, der vandrede i byen, havde ingen ændringerne i stresssymptomerne.

Undersøgelserne går godt i spænd med terapiformen Shinrin-yoku, der betyder ”at suge skoven til sig” eller ”skovbadning”. Skov-terapien blev udviklet i Japan i 1980’erne. Det handler helt enkelt om at besøge naturområder og gå en afslappende og beroligende tur. Og terapiformen har mange sundhedseffekter. Shinrin-yoku booster immunforsvaret, nedsætter blodtrykket, mindsker stress, øger evnen til at fokusere, også hos børn med ADHD, øger energiniveauet og gør dig helt enkelt gladere.

Det kan det altså betale sig at gå ud og vandre i naturen.

 

Gå hvor som helst, når som helst

8 kilometer virker som ingenting, men i det svenske terræn, kan det hurtigt give sved på panden og ømme ben. Ruten hedder Kullaleden og er en europæisk certificeret Kvalitetsvandrevej, der har sværhedsgrader til enhver vandrer. Du behøver dog ikke at tage helt til Sverige for at vandre.

I Danmark er der også mange gode vandrestier. Ca. 61 forskellige fordelt over landet. Det gode ved vandring er, at det altid er tilgængeligt. Du skal bare snøre et par gode sko, og så kan selv en gåtur i den lokale park gøre underværker. Du kan selv vælge terrænet efter, om du blot vil have en afstressende gåtur, hvor du kan suge naturens indtryk til dig, eller om du vil have motion, der kan mærkes dagen efter.

Da jeg kommer hjem, er kroppen træt, men ikke flad som efter en lang arbejdsdag. Det er en behagelig træthed, med en ny form for energi, og jeg har allerede lyst til at kaste mig ud i mere vandring i morgen. Min første vandretur smager af flere.

__________

Gode råd til begynder-vandreren

Skaf et par gode sko, der er behagelige at gå i længere tid ad gangen. Det kan blot være et par gode sportssko.

Lad være med at presse dig selv. Nyd turen og gå i det tempo, der føles rigtigt for dig.

Vælg ruten efter, om du vil have sved på panden på stejle bakker, eller blot vil nyde naturen i et mere fladt terræn.

Hav lette snacks og vand med, så du kan opretholde energien.

Skal du gå en længere tur, kan det være en god idé at strække ud før og efter.

Husk! Du har ikke travlt, så stop op og nyd naturen undervejs.

__________

Vi kommer mindre og mindre i naturen

iPaden, tv’et og mobiltelefonen kan få os til at brænde mange timer af foran skærmen. Og måske er det årsagen til, at vores børn er mindre i naturen, end man var for to generationer siden.

I bedsteforældregenerationen var 59 pct. dagligt i naturen i sommerhalvåret, da de var børn. Blandt forældregenerationen var 42 pct. i naturen hver dag. De nyeste tal viser, at det i dag kun er 25 pct. af børnene, der er i naturen dagligt.

Vi har altså mere end halveret børns naturforbrug på to generationer.

Kilde: TNS Gallup, 2009 og TNS Gallup 2015.