Krop

Gode råd kan godt være gratis

8. januar 2012

Læge Carsten Vagn-Hansen er aktuel med bogen ‘Hvad fejler du i grunden?’, der bl.a. forsøger at gøre op med den omsiggribende medicinering af alle former for dårligdomme. Her er simple, men effektive råd i lange baner …

Sygdomme er ubelejlige. En hovedpine, en forkølelse eller en influenza passer som fod i handske for den travle dansker. Derfor er det ikke nogen overraskende udvikling, at forbruget af hovedpinepiller og andre smertestillende midler er eksploderet de senere år. Vi vil helst kunne kurere det hele med en pille og passe vores arbejde. Men i virkeligheden behøver vi sjældent medikamenterne; mange dårligdomme kan kureres med naturlige midler og simpel omtanke.

– Den største misforståelse er, at vi hele tiden vil behandle symptomer og sygdom. I stedet skal du overveje, hvor årsagen til din sygdom skal findes. Er du blevet mere stresset? Får du tilstrækkeligt med frisk luft, lys, vand og sund mad, og har du et godt forhold til dig selv, din familie og dine venner? Sygdom er ofte resultatet af en negativ påvirkning af den ene eller anden art. Det er kroppens måde at sige fra på, siger Carsten Vagn-Hansen.

Sygdomme forsvinder af sig selv

Han nævner, at 95 % af alle sygdomme og symptomer forsvinder efter 14 dage. Så man behøver ikke nødvendigvis kime lægen ned, fordi man en morgen vågner med hævede ben eller muskelspændinger i nakken. Som oftest kan lidt omtanke og analyse af mulige årsager resultere i en langt mere effektiv kur.

Det er baggrunden for bogen ‘Hvad fejler du i grunden?’, der er udgivet på forlaget Hovedland. På bogens knap 400 sider gennemgår Carsten Vagn-Hansen helbredsrelaterede emner som kost, fedt, vitaminer, mineraler, sygdomme, hormoner, immunforsvar, sindet og hjernen, hjertet og kredsløbet, stofskiftet og nervesystemet. Bogen er på ingen måder et opgør med den øvrige lægestand, men forfatteren anbefaler, at du bruger din læge rigtigt. Det gøres blandt andet ved at se tiden an et par uger, før du bestiller tid hos lægen – med mindre du da lider af lammelser, brystsmerter eller andre meget alarmerende symptomer på sygdom. En venten vil ofte resultere i, at symptomerne går i sig selv, og du slipper dermed for unødvendige medikamenter. Du bliver måske samtidig klogere på årsagerne til symptomerne, og hvordan du undgår dem fremover på en sund og naturlig måde.

‘Hvad fejler du i grunden?’ byder på mange timers tankevækkende læsning. Bogens præmis er svær at være skeptisk overfor: De fleste kan nikke genkendende til, at sygdomme ofte kommer i halen på perioder, hvor man har sjusket med sig selv. Når man har spist usund mad i rigelige mængder, motioneret for lidt eller ladet sig pine af bekymringer og stress, kvitterer kroppen ofte med en luftvejsinfektion, et maveonde eller en virus.

Enkle og brugbare råd

Bogen rummer mange gode råd, der er overraskende enkle. Hovedpine skyldes f.eks. ofte noget så banalt som mangel på vand. Vi bør alle drikke mindst halvanden til to liter vand om dagen, men alt for mange af os går rundt og er svagt dehydrerede. Dehydrering viser sig som hovedpine, og et par store glas vand kan ofte kurere problemet – uden tabletter. Spændinger i nakken kan kureres med et varmt omslag. Dyp et frottehåndklæde i varmt vand, vrid det og læg det rundt om nakken. Kirsebærsten eller boghvedeskaller i særlige puder kan efter opvarmning i mikroovn have samme effekt. Hvis problemet er migræne, kan fiskeolie og folinsyre ifølge Carsten Vagn-Hansen være et godt svar.

Alle muskler er til for at blive brugt, men det sker ikke altid naturligt for det moderne menneske. Hjertet er den vigtigste muskel at holde ved lige, og Carsten Vagn-Hansen anbefaler, at man mindst to gange om dagen anstrenger sig, så man får åndenød eller hjertebanken. Det kan som regel klares ved at løbe en etage eller to op ad trappen.

– Hjertet bliver stærkere og kredsløbet i kranspulsårene bedres ved, at blodet løber udenom forsnævringer, siger Carsten Vagn-Hansen.

Ømhed i de øvrige muskler kan ofte arbejdes væk, eller et tilskud af D3-vitamin kan hjælpe processen på vej. Døjer du med muskelspændinger og -kramper, kan de kureres med et tilskud af magnesium.

Symptomerne kommer med alderen

Mange mennesker skranter i den tredje alder. Det kan sagtens være alvorlige sygdomme, der kræver medicinering, men ofte kan små, naturlige ændringer i livsstil og vaner ændre meget.

– Hævede ben kan motioneres væk. Vip med fødderne, hvis du sidder meget, eller gå en god tur. Forhøjet blodtryk kan modvirkes med motion, rigeligt frugt og grønt, tilskud af C-vitamin, D3-vitamin, magnesium og pycnogenol. Træk vejret langsommere, lær at slappe af, og gå gerne i sauna tre gange om ugen, anbefaler Carsten Vagn-Hansen.

Mange mennesker lider af sure opstød og halsbrand, og kuren er ifølge Carsten Vagn-Hansen meget simpel: Undgå fed mad, kvit tobakken, og skru ned for forbruget af chokolade, citrusfrugter, brød og alkohol. Hvis det ikke hjælper nok, kan du også neutralisere mavesyren med rødbeder, kiselgel, astaxanthin og æblecidereddike.

– Det kan også være en god idé at tygge og synke fire eller fem mandler med den brune skal på én gang om dagen, og en teskefuld natron klarer omgående problemet, når det er meget slemt, siger Carsten Vagn-Hansen.

Den mentale sundhed

Travlhed må ikke udvikle sig til stress, og stress må ikke udvikle sig til mavesår og hjertekarsygdomme. Stress bekæmpes mest effektivt ved simpel planlægning.

– Det gælder om at planlægge sine opgaver og løse dem en for en, uden at tænke på alle de opgaver, der ligger og venter. Når arbejdsdagen er omme, gælder det om at stoppe arbejdet ti minutter før tid i stedet for at ræse ud af døren. Brug tid på at lave en hurtig status oppe i hovedet. Glæd dig over det, du nåede, i stedet for at lade dig bekymre om det, du ikke nåede. Tag i bogstaveligste forstand et par dybe indåndinger, og bered dig på hjemturen, så du hele tiden kan være i nuet, i stedet for at hjernen banker derudad med bekymringer om alt det arbejde, der ligger og venter. Sørg for at lukke og slukke, før du tager hjem, anbefaler Carsten Vagn-Hansen.

Hvis vintermørket gør dig modløs, er der også en naturlig kur. Ifølge forfatteren kan depressioner modvirkes med en times kraftig sollys dagligt, og hvis solen ikke viser sig, kan man købe særlige lamper, der efterligner solens lys.

– 90 % af alle vinterdepressioner skyldes mangel på lys, men også daglig motion ude i naturen og rigelige mængder omega-3 fedtsyrer fra fed fisk og fiskeolie har en gavnlig effekt på depressioner, siger Carsten Vagn-Hansen.

‘Hvad fejler du i grunden?’ indledes med et citat fra lægekunstens fader, Hippokrates, der sagde: “Sygdomme kommer ikke bare ud af det blå. De udvikles fra små daglige forsyndelser mod naturen. Når for mange synder har samlet sig, kommer sygdommene pludseligt”.

‘Hvad fejler du i grunden?’ af Carsten Vagn-Hansen, forlaget Hovedland. 382 sider, indb., kr. 269,-. Forhandles bl.a. på www.saftkraft.dk.

Forrige artikelHjælp til selvhjælp: Hjælp kroppen ud af misbrug

Næste artikelHelseteket: De skønneste urtesæber

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.