Annonce

kræft

Håb mod kræftsygdom: Vi skal turde danse med vores følelser

31 juli 2017

Vi har mødt forfatteren Sabine Varming Cheyne, som blev rask efter over tre år med livstruende kræftsygdom, og fik en snak om at forstå og helbrede årsagen til sine egne destruktive og sygdomsfremkaldende følelser og mønstre.

– Når man er syg, er det vigtigt altid at bevare håbet … Tro på, at man kommer ud på den anden side, og at det bliver godt igen. Det er også vigtigt at få fat i lysten til livet! Og at have et lyst sind og nogle lyse og rene tanker, der kan rense alt det skidt og snavs, man støder på i livet. Traumatiske oplevelser, følelsesmæssige chok … Ting, man får sagt, og følelser, man bliver mødt med fra andre, og som man ikke kan håndtere. Misforståede hensyn, der sætter sig som blokeringer …

– Det er vigtigt at vedkende sig og komme igennem alle de følelser, man har afvist og lukket af for. Når man får fat i dem – får mærket dem – så sker der automatisk en heling, siger forfatter Sabine Varming Cheyne.

Hun har skrevet bogen ”Livets Dans”, hvor hun beskriver, hvordan hun til lægernes overraskelse vendte tilbage til livet efter 18 måneder som grøntsag i forbindelse med en fejlslagen operation, leukæmi og intens kemoterapi.

 

De forbudte følelser gør syg

De følelser, man ikke har tilladt sig selv at føle, kan være en nøgle til helbredelse, har hun lært.

Måske bliver man ikke vred, fordi man tidligere er blevet såret, straffet eller afvist af andre, når man er blevet det – måske som barn af forældre, der selv har oplevet, at få afvist deres naturlige følelser – ”Sårede mennesker sårer mennesker”.

Andre har svært ved at rumme glæden, lyset, kærligheden.

– For mig er det essentielt, at vi er her for at lære at håndtere følelser – at lære at være i alle vores følelser. Jo mere, vi kan rumme alle dele af os selv, des mere fred, har vi med os selv og andre, siger Sabine Varming Cheyne.

Når vi afviser en side af os selv, så opstår der en blokering.

– I vores celler lagres og ligger programmer og kodninger, som forhindrer os i at være os selv. Det er vigtigt at få renset dem for støj skabt af følelser, tanker, adfærd og handlinger.

– Når vi oplever noget, som giver os et chok, eller en situation, som vi ikke kan håndtere, bliver vi bange, og så sætter det sig i os, hvis ikke vi får mærket det, siger Sabine Varming Cheyne.

Derfor må vi før eller senere mærke og rumme det hele.

 

Tillid til, at vi kan klare kræftsygdom

Når vi går et lag dybere, kan vi finde de gamle blokeringer, der skaber begrænsninger og modstand i nuet:

– Måske får jeg alle de gode idéer, men får dem ikke manifesteret? Måske møder jeg ikke den rette, eller der opstår misforståelser? Hvis det sker, kan det være fordi, noget har sat sig på vores DNA-streng. Det kan skyldes nogle dybe skader, vi har, så vi reagerer uhensigtsmæssigt.

– Måske tillader vi ikke os selv at nyde livets sødme og fred? Måske har vi svært ved at rumme at være glade? Vi kan have så mange skader, at vi ikke er os selv. Ikke er det menneske, vi er skabt til at være.

– Vi har måske glemt vores vigtigste livsopgave, fordi vi har så travlt med at gøre ting for andre. Eller vi kæmper med styring, kontrol og manipulation for at beskytte os selv? Fordi vi ikke kan eller vil vise vores angst i situationer, hvor vi er sårbare.

– Så handler det om at få tillid til os selv: Få fat i følelserne – turde være i dem og mærke, hvad der ligger bag. Vi må være i hjertet med dem – og slutte fred med dem, siger hun.

 

Gentagelser til vi forstår

Vi møder det, vi er parate til at møde – og har så muligheden for at turde eller flygte fra det. De svære følelser kan få os til at vokse som mennesker. Flygter vi fra dem, møder vi dem ofte igen senere på en anden måde – indtil vi tør og lærer at rumme dem. Og derved kan rense det gamle uforløste også. Så er det ikke længere angstprovokerende at møde det igen, fordi vi har lært at være i det.

– Timing, parathed og villighed er afgørende. Når vi er parate til noget, får vi muligheden for at forløse det, vi er flygtet fra. Tager vi så ikke imod muligheden, viser det sig ofte for os igen og igen. Så vi kan vælge at få det forløst og renset og reparere vores celle-DNA. Vi må først blive bevidste om vores uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, før vi kan ændre dem.

– Vi går jo ofte rundt om de sværeste følelser. Men hvis vi skal hele, skal vi gå ind i smerten og sorgen. Vi skal turde det, vi er allermest bange for: At krakelere og stå sårbare og blottede, siger Sabine Varming Cheyne.

 

Dans med smerten

Det er derfor vigtigt at lære at byde følelsesmæssig smerte velkommen i stedet for at forsøge at undgå den.

– Det gjorde jeg for eksempel, da min bror fik sit første barn, mens jeg var syg af kræft og netop havde fået at vide, at jeg aldrig selv ville kunne få opfyldt min store drøm om at få børn. Det var svært – en overvindelse for mig – at se hans barn, fordi jeg derved kom i kontakt med min store, store smerte… mit store ønske, der aldrig blev til noget. Det var en smerte, som jeg endnu ikke havde rummet.

– Men det var godt, jeg gjorde det, for mødet med min brors barn betød, at jeg kom i øjenhøjde med min smerte. Jeg kunne mærke og forholde mig til den og slutte fred med den.

– Jeg kunne byde smerten op til dans – danse med den og sige: ”Tak for dansen” bagefter. Og: ”Nu skal jeg videre”, forklarer Sabine Varming Cheyne.

 

Ved kræftsygdom hænger mod og sårbarhed sammen

Modsat kan kontrol af følelser skabe blokeringer, der sætter sig i kroppen og skader helbredet.

– Det handler om at overgive sig hen til sine følelser en stund, hvor man lader være med at tage styring og kontrol på alt. Så kan vi komme til den nødvendige accept – ved ikke at holde smerten væk med kontrol.

– En anden situation, hvor jeg følte mig modig, mens jeg var syg, var til min brors bryllup, hvor jeg dansede med min far – at turde danse, selvom jeg var så syg, at jeg ikke vidste om mine ben kunne bære mig. Det var et meget sårbart øjeblik. Vi var de første på dansegulvet, og i stedet for at krakelere, voksede jeg af det. Det gør man, hvis man tør og giver plads til sig selv i stedet for at frygte det uvisse. Så mærker man en dyb indre fred, som kommer ovenfra.

– Jeg har også haft angst for at stå frem, som den jeg er og tale 100 procent fra hjertet. ”Hvem skal jeg præsentere mig som?” tænkte jeg engang. Men i stedet skulle jeg lære at tænke mindre og slippe kontrollen og angsten. Først nu er jeg blevet klar til det. Før var mit lys vekslende og ustabilt. Men man skal lade være med at være så automatisk og i stedet have 100 procent tillid til det, der sker i livet, mener hun.

 

Øve sig i at modtage

På et tidspunkt følte Sabine Varming Cheyne, at hun havde givet og givet og givet. Men var i underskud med hensyn til at modtage.

– Så fandt jeg ud af, at jeg havde en blokering mod at modtage. Jeg var ikke parat til at rumme alt det, folk ville give til mig.

– Da min bog ”Livets Dans” udkom, var der nogle, der sendte håndskrevne breve til mig og takkede for den. Men jeg kunne slet ikke kapere det. Der har været mange hårde og dybe lærdomme i det for mig. Jeg skulle også lære at elske mig selv. Og acceptere, at jeg ikke altid kan få den kærlighed, jeg har brug for, fra dem, jeg ønsker det fra, fortæller forfatteren.

Hun skulle også lære at beskytte sig selv og acceptere, at man ikke altid modtager kærlighed på netop den måde, man ønsker det. Nogle gange må man trække sig – i stedet for at blive i situationer, der er dårlige for en – og derved undgå at tage imod for meget af andres skidt.

 

Slut med offerrollen ved kræftsygdom

I dag oplever hun det som, at når hun vælger lyset og det positive – så bliver alt virkeligt og i orden.

– Jeg er trådt ud af offerrollen. Mand dig op, Sabine, du er her af en årsag, siger jeg til mig selv. Og undlader at tænke og sige: ”Alle ulykker kommer til mig”, men i stedet ”Nu vil jeg gøre en forskel, tage ansvar for mit liv og for min helbredelse”.

– Jeg arbejder stadig med at finde ud af: Hvor laver jeg afledningsmanøvrer? Tager jeg misforståede hensyn til andre og mig selv? Hvornår har jeg for travlt med at tilgodese andres behov først? Bør jeg tilgodese mine egne sande behov bedre? Hvor og hvordan?

– Første skridt mod helbredelse er at blive bevidst. Ikke alle har mod til det. Det kræver mod at se sine egne mørke sider. Der kan ligge en kontrol i at være syg. Jeg havde alle dem, jeg elsker, i min hule hånd, mens jeg var syg. Jeg fik alle andres kærlighed. Når jeg var stærk, følte jeg til gengæld, at de var bange for mig. Måske fordi de var bange for at se deres egen styrke, elske sig selv og rydde op indeni. Man risikerer jo at skulle lave om på alt – arbejde, ægteskab, venner … Og man kan være bange for at ændre adfærd. Men så må man blive bevist om det, understreger forfatteren.

 

Hjem fra symptombehandling

Som så mange andre mener Sabine, at behandlingssystemet mest tilbyder symptombehandling.

– Det psykologiske spil hjælper de ikke med. Og det vil underminere hele lægesystemet og medicinalindustrien at gøre det. Det er en helt anden virkelighed. Det er der mange, der ikke vil, tør eller kan. Som holder krampagtigt fast i det gamle. For nogle handler det om penge, prestige og afhængighed.

– Mens man er indlagt på dødsgangen, får man mulighed for at tale med en psykolog om sin sygdoms-dødsangst. Men det følelsesmæssige efterarbejde får man ikke hjælp med. Man kan stå meget alene med mange svære følelser og bivirkninger af behandlingen, når man udskrives efter et langt hospitalsophold.

– I dag møder jeg smerten ved at byde den velkommen. Når man har anerkendt den – set hvad den handler om, så forsvinder den. Gør man det, så kan man få et bedre helbred og blive bedre til at leve fuldt ud. Vi må alle gøre os fri af fortiden. For vi skal ikke have det ene ben i fortiden. Heller ikke i fremtiden, men i nuet, tilføjer hun.

 


Celle-oprydning forebygger kræftsygdom

– I vores celler lagres og ligger kodninger og programmeringer – som er skabt af vores følelser, tanker, adfærd og handlinger – og de kan skabe uhensigtsmæssige tanker og adfærd, der gør, at vi kommer længere og længere væk fra vores essens-kerne, fra hvem vi oprindeligt er.

– Fordi vi fjerner os længere og længere fra os selv – fra vores sande følelser og inderste ægte behov – har vi svært ved at mærke og skelne mellem, hvad som er optimalt for os og skaber indre fred, kærlighed og en sund helhed – og hvad som skaber større ubalance, konflikt og ufred i os.

– Vi må derfor rense, korrigere og opgradere overbevisninger, kodninger og programmeringer i cellerne, siger Sabine Varming Cheyne.

 


 

Dræbende information?

Skribenten af denne artikel har selv haft spørgsmålet om overbevisning, håb og dødsangst inde på livet. Det er der bl.a. kommet denne lille klumme ud af:

Min farmor blomstrede op i uvidenhed om lægernes dødsdom og levede i tre år efter, at hun blev sendt hjem for at dø. Man skal være meget varsom med at slå håb ihjel. Også læger.

Da min farmor for mange år siden havde kræft, blev mine forældre af læger informeret om, at hun højst havde tre uger tilbage at leve i. De kunne ikke gøre mere, så hun kunne ligeså godt komme hjem for at dø, mente de. Dengang fik alvorligt syge mennesker ikke nødvendigvis selv den slags meldinger – det gjorde de pårørende.

Mine forældre sagde ikke noget om det til min farmor, så hun troede, hun blev udskrevet fra hospitalet, fordi hun var i bedring. Hun blomstrede op, da hun kom hjem. Startede med at gå ud og købe sig en ny lækker frakke, boede en måned hos mine forældre – og senere fandt hun sig et nyt job. Der gik tre år, før hun døde.

I dag får den nogle gange ikke for lidt, når læger stiller livstruende diagnoser og udtaler sig om fremtidsprognoser og alt, hvad der måske kan gå galt, direkte til syge mennesker.

Men er det i orden, når en læge overvælder et medmenneske i en yderst vanskelig situation med dystre prognoser og fremtidsforudsigelser, hvis de intet gør for at samle mennesket op følelsesmæssigt bagefter? Så den syge også skal ”bære og bearbejde fremtiden” allerede, inden et krævende behandlingsforløb er sat i gang. Måske kunne lægen i stedet give patienten nogle af informationerne med hjem skriftligt, så de kunne indtages i selvvalgte doser. Og i stedet koncentrere sig lidt mere om at lytte, opmuntre, være medfølende og nærværende.

Nu er det selvfølgelig ikke sådan, at ”hvad man ikke ved, kan man ikke dø af”, men det er videnskabeligt bevist, at negative tanker og følelser påvirker helbred. Så de læger, der har for travlt med den sorte pensel og maler Fanden på væggen, skulle måske overveje, om de i virkeligheden risikerer at medvirke til at fremskynde dødsfald. Lægens negative vurdering af fremtiden kan være det, der får det bærende håb til at briste og et måske smertefuldt og ubehageligt sygdoms- og behandlingsforløb til at forekomme så uoverkommeligt, at man giver op undervejs.

Det kan være rigeligt at bære nuet, når man er syg – og gøre alt, hvad man kan for at have det så godt som muligt alligevel. Det positive bidrager til, at man lettere bliver rask.

 


 

Flere forsker i tro og helbred

Antallet af internationale forskningsartikler om tro og helbred er steget markant. Og den seneste forskning underbygger en sammenhæng.

Sygdom aktiverer eksistentielle behov i takt med sygdommens alvor – og kan vække latent tro i mennesker. Samtidig vokser evidensen for, at der er en sammenhæng mellem tro og helse. Aktivt troende mennesker har en bedre håndtering af kriser, lavere risiko for at udvikle sygdom og øget livslængde.

Ikke mindst i forbindelse med sygdom er tro en beskyttende faktor og væsentlig ressource; en kilde til håb og mening – og forebyggelse af angst.

Dét fastslår sundhedsforsker med speciale i tro og helbred teolog Niels Christian Hvidt. Han er lektor ved forskningsenheden Helbred, Menneske og Samfund ved Institut for Sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet.

– Troen har i mange år været fortrængt fra sundhedsvæsenet og henvist til den private sfære. I Danmark har det religiøse område nærmest været et tabu. Det er det næststørste tabu efter psykisk sygdom. Mange syge har været afholdende med at drøfte trosspørgsmål selv med deres nærmeste, siger Niels Christian Hvidt.

En del danske læger har gennem en årrække fokuseret på at yde den bedste medicinske service, men har følt sig usikre på og manglet tid til at gå ind i lidelsen og det eksistentielle rum med deres patienter.

Niels Christian Hvidt er overbevist om, at der herhjemme er ændringer på vej, som også nyere forskning er med til at bane vej for.

– Væksten i antallet af artikler, der omhandler spiritualitet, er i dag langt større end den generelle tilvækst af sundhedsvidenskabelige artikler. Den intensiverede forskning i forholdet mellem tro og helbred kan ses som et videnskabeligt nybrud. Men set i et historisk perspektiv er der dog snarere tale om en tilbagevenden til basale aspekter af både religion og sundhedsvæsen, fortæller han.

– Vores sygehusvæsen har historisk rod i kristendommens indbyggede krav om aktiv næstekærlighed, som i det vesterlandske klostervæsen fik en væsentlig faglig og organisatorisk forankring.

Han konstaterer også, at der i nyere tid har været en tendens til, at den naturvidenskabelige tilgang, der er bærende for sundhedspraksis, til tider har defineret sig i kontrast til troens univers:

– ”Man skal ikke tro, man skal vide”, hedder det jo så ofte! Konsekvensen har været den holdning, at tro ikke har noget med sundhedsvæsenet at gøre – og derfor har været henvist til ”privatsfæren”. Men den tilgang tager ikke højde for den efterhånden etablerede, evidensunderbyggede viden om, at sygehuset er blandt de steder i moderne, sekulære samfund, hvor mennesker tænker mest over eksistentielle forhold og behov, siger han.

Det er derfor oplagt at styrke indsatsen på det område, mener Niels Christian Hvidt, der forestiller sig, at sygehusvæsenet i kølvandet på de nye vinde i forskningen på sigt vil ændre sig.

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*