Hårfarve angriber dit immunforsvar

Af: Malene Tonnung

Dit immunforsvar reagerer på hårfarve, som var der tale om influenza eller lignende infektioner, og langtidseffekterne af hårfarvning kendes endnu ikke.

Farvel leverpostejsfarvet hår – goddag hårfarveallergi

Med jævne mellemrum behandles emnet hårfarve og allergiske reaktioner i de landsdækkende medier, og de fleste kender nok også én eller har selv prøvet at ende med uønsket eksem eller sår i hovedbunden, selvom målet bare var at slippe af med leverpostejsfarven.

Hårfarve virker som infektion

Blandt de danske kvinder har 7 ud af 10 prøvet at farve håret, mens mændenes tal kun er 1½ ud af 10. Fem pct. af dem ender med synlige allergiske reaktioner.

Men selvom du ikke er blandt de uheldige fem pct. med eksem i hovedbunden eller hævelser i ansigtet, så reagerer din krop alligevel på kemien i hårfarven. Det viser ny dansk forskning fra Københavns Universitet og Videncenter for Allergi.

Forsøg på mus viser nemlig, at meget lokal hårfarvning aktiverer hele kroppens immunsystem på samme måde, som hvis vi får influenza eller andre infektioner.

– Det vil sige, at en masse mennesker, der går og farver hår, i virkeligheden påvirker deres immunsystem uden at vide det, siger Charlotte Menné Bonefeld, ph.d. og lektor i immunologi på Københavns Universitet til forbrugerbladet Tænk.

Undgå permanent hårfarve

I forsøgene var det permanent hårfarve af den slags, der kan købes i butikkerne, der aktiverede immunforsvaret. Desværre kender forskerne endnu ikke konsekvensen af resultatet.

– Vi ved ikke, hvad det har af betydning for vores mulighed for at bekæmpe sygdomme, siger Charlotte Menné Bonefeld til forbrugerbladet Tænk.

Eksperter fraråder selvtest

Danske forskere er ikke de eneste, der er opmærksomme på hårfarveprodukternes skadevirkninger.

En international gruppe forskere har undersøgt hårfarveproducenternes anbefalinger af selvtest inden hårfarvning, og deres konklusion er, at selvtesten bør frarådes.

Selvtest kan udløse hårfarveallergi

Størstedelen af permanente hårfarver indeholder stoffer af typen phenylenediaminer, der er stærkt allergifremkaldende.

Derfor anbefaler de fleste producenter på æskens indlægsseddel, at forbrugeren tester sig selv for hårfarveallergi ved at påføre en lille mængde ufortyndet farve på huden, f.eks. bag øret eller i albuebøjningen, og lade den side i op til to døgn.

 

Forskernes konklusion på undersøgelsen af hårfarveallergi-selvtesten er:

– at man ved selvtesten risikerer at give sig selv hårfarveallergi, da allergi kan opstå, selvom kun et lille hudområde er udsat for det allergifremkaldende stof.

– at man ikke ved, om selvtesten kan forudsige, hvem der vil få en allergisk reaktion ved hårfarvning, da selvtesten ikke er valideret.

 

Gode råd om hårfarvning

– Vælg en skyllefarve i stedet for en permanent farve.

– Vælg striber i stedet for helfarvning – det påvirker huden mindre.

 

Læs råd om hårfarvning hos Videncenter for Allergi og Miljøstyrelsen.

Kilder: Tænk, Videncenter for Allergi

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*