Hjælp – jeg har fået lægeskræk!

På grund af nogle ubehagelige oplevelser har jeg udviklet kraftig lægeskræk! Jeg har gået med nogle fysiske symptomer alt for længe, som åbenbart ikke vil gå væk af sig selv.

Selvom jeg tydeligt kan mærke, der er noget galt – og ved, at det i værste fald kan være noget alvorligt, så er jeg egentlig mere bange for “den hvide kittel” og for ikke at blive taget seriøst, end jeg er for at dø, hvor absurd det end lyder!

Men mit liv er helt fastlåst pga det, og jeg er bange, ked af det og også meget træt af at være dårlig.

Har du et godt råd?

Jeg har prøvet hypnose og TFT uden held.

På forhånd tak!

Hilsen

Den ulykkelige

 


Du beskriver, hvordan du er fastlåst i en situation, hvor du ikke føler dig rask, men ikke tør gå til lægen. Du skriver ikke noget om dine konkrete symptomer, og hvad du forestiller dig, at du fejler, så jeg tænker, at du måske har flere symptomer, at de varierer eller kan være svære at sætte en finger på?

Der kan være flere årsager til, at du ikke har oplevet nogen hjælp ved hverken hypnose eller TFT: Enten har du ikke mødt den rette terapeut, som passede til dig og dit behov. Eller det kan ske, at du ikke har været helt åben for at blive hjulpet?

Det er ikke sikkert, at du er bevidst om det, hvis du ”spærrer” for at blive hjulpet, så lad være at bebrejde dig selv. Til gengæld skal du overveje, om du måske har vænnet dig til at betragte dig selv som ”ikke rask” eller ”ikke OK”.

Selvom det ikke er behageligt at være i den rolle, kan det mærkværdigvis godt være trygt(!) og lettere at håndtere for dig – simpelthen fordi din hjerne og dine følelser bedre kan overskue det kendte.

Det ukendte – hvad du end måtte få at vide hos lægen eller det måtte kræve af dig f.eks. af forandringer (?) – har du fået bygget op til noget uoverskueligt. Svaret kan jo sagtens være, at du IKKE fejler noget særligt …

Hvis du f.eks. har ”dyrket” internettet og indhentet oplysninger, som du mener passer på din situation, skal du vide, at det ikke er vejen frem – det giver bare foder til negative tanker og kan give enhver symptomer på både det ene og det andet! Fantasiens kraft er langt større, end du aner.
Du skal vide, at psykosomatiske symptomer (symptomer, som ikke er fysisk begrundede) kan føles akkurat lige så virkelige som alle andre symptomer.

Bare for at sætte det i perspektiv: Du kan f.eks. opleve hjertebanken, svedeture, rysten, svimmelhed, synsforstyrrelser, smerter især i hoved, nakke og mave, søvnforstyrrelser, fordøjelsesproblemer, mavekramper og oppustethed – som alene kan skyldes stress og angst – IKKE en fysisk sygdom!

Derfor vil jeg foreslå dig at gå til en psykolog, psykoterapeut eller en life coach, du umiddelbart føler dig tryg ved, som kan hjælpe dig til at få ro på og overblik over din udfordring. Så kan du bedre vurdere i første omgang, om dette er et rent fysisk anliggende, og hvordan du i givet fald kan ”tilrettelægge” din kontakt til lægen, så du bedre kan overskue det.

Du kan f.eks. vælge at maile til lægen og begynde med at forklare din angst for at besøge ham/hende. Du kan også sige/skrive, at du ikke vil undersøges første gang, men bare snakke med lægen.

Hvis du alligevel ikke kommer af sted til lægen i din nuværende situation, kan du jo lige så godt bruge tiden til at tage det i små bidder, bygge dig selv op og få hjælp til at lægge en plan, så det hele ikke er så uoverskueligt.

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*