Hvordan undgår vi hormoner og antibiotika?

Min søn har desværre fået så mange forskellige sygdomme – børneeksem, astma og ørebetændelser. Han har fået lagt dræn på begge ører og fået fjernet mandler og polypper.

Hans ører bliver ved med at gå i betændelse, og lægernes svar hver gang er antibiotika.

Han får ikke mælkeprodukter udover en flaske med modermælkserstatning, vi lever økologisk, og han får NDS panda-probiotika og biostrath hver dag.

Derudover har han meget børneeksem, og de vil behandle med hormon.

Men er der noget, jeg kan gøre for at undgå det? Har prøvet næsten alle cremer, men det hjælper ikke.

På forhånd tusind tak for svar.

Den fortvivlede mor

 

 


Uh – det er sørme en barsk omgang I er ramt af. Eksem, astma og øreproblemer er alt sammen tegn på, at din søns immunforsvar er helt ude af balance.

Eksem og astma er immunforsvaret, der overreagerer. Øreproblemer er immunforsvaret, som ikke formår at nedkæmpe infektioner.

Du har allerede gjort dig nogle tanker om kost og kosttilskud – og det er rigtigt godt. For det handler jo netop om at få din søns krop bygget op igen og afbalanceret immunforsvaret.

Mælkeprodukter kan hos en del børn give problemer med både ører, eksem og astma. Det kan virke slimdannende og derfor stopper det eustatiske rør (som går op til ørerne) til. Og det kan forstyrre bakteriefloraen i tarmene, så immunforsvaret bliver forstyrret. Mindst 70 pct. af immunforsvaret sidder nemlig i tarmene.

Så det kan være en rigtig god idé at prøve en periode uden mejeriprodukter. Men I er nødt til også at undgå modermælkserstatningen – ellers får I ikke nogen effekt af det.

Fortsæt endelig med probiotika og biostrath. Det er rigtigt gode produkter til immunforsvaret. Probiotika er jo netop et tilskud af de gavnlige tarmbakterier, som er så nødvendige for at immunforsvaret fungerer optimalt.

Hvis I har brug for en god creme til at aflaste, mens I arbejder på at afbalancere immunforsvaret, kan jeg varmt anbefale gel og lotion fra Bidro. Der er mange familier, som har gode resultater med dem. Købes i helsekost eller hos Matas.

Så ja, der er bestemt nogle ting, du kan gøre:

  • Udeluk alle mejeriprodukter – også MME
  • Fortsæt med probiotika og BioStrath
  • Giv en god multivitamin-pille og ekstra D-vitamin. Så han får i alt ca 25 mcg dagligt
  • Giv et tilskud af en god fiskeolie. DHA og EPA fra fiskeolie er utroligt vigtigt for både krop og immunforsvar. Gode mærker er f.eks. Nordic Naturals eller Eskimo 3
  • Giv også gerne lidt ekstra zink – kan fås som små ”smelte-tabletter”

Følg den her ”opskrift” i seks til otte uger. Hvis det ikke helt løser problemerne, så kan det være relevant at kigge på, om der kan være andre fødevarer, som skaber ubalancer i kroppen. Det kan man f.eks. gøre med en udelukkelsesdiæt eller med en IgG blodprøve – f.eks. fra www.hankomedico.dk

Når et barn er så ramt, kan det også være en overvejelse værd at opsøge individuel rådgivning.

Rigtig god bedring.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*