Annonce

Klimavenlig livsstil og trivsel går hånd i hånd

23 januar 2017

Selvom det kræver en ændring i vaner og mønstre, er en klimavenlig livsstil ikke lig dårligere livskvalitet. Det viser et nyt projekt fra tænketanken CONCITO.

Du vil gerne beskytte natur, miljø og klima. Men der er så mange ting, man skal give afkald på, og man kan umuligt leve godt og klimavenligt på samme tid.. Tænker du sådan? Så er du en af de mange, tænketanken CONCITO vil udfordre i projektet ’større trivsel med mindre klimabelastning’.

– Det er ofte et overset faktum, at danskernes private forbrug – ikke bare af energi, men også af mad, ting og rejser – spiller en afgørende rolle for vores bidrag til klimaforandringerne. Den enkeltes valg af fødevarer, de ting vi køber og hvor ofte vi udskifter dem samt vores valg af bolig, transportmiddel, måden vi rejser på og meget andet har stor betydning for størrelsen af vores globale CO2-fodaftryk, siger projektleder i CONCITO, Mikael Bellers Madsen i en pressemeddelelse.

CONCITO har, i samarbejde med Psykologisk universitet på Aarhus Universitet, undersøgt, om det kan lade sig gøre at leve mere klimavenligt, uden det kommer på bekostning af følelsen af et godt liv. Det har de gjort gennem detaljerede portrætter af fem familier, som fik målt deres trivsel og CO2-aftryk på miljøet.

Mindre CO2, bedre trivsel

Alle fem familier udledte 20-25 procent mindre CO2 end de gennemsnitlige 19 ton per dansker om året. Alligevel blev deres trivsel målt til at være langt bedre end gennemsnittet.

– De portrætterede familier udfordrer myten om, at det ikke er muligt for almindelige mennesker at leve godt med en lavere klimabelastning, eller at de personlige konsekvenser vil være for store i form af nedgang i velstand og velfærd. Derudover udfordrer de forestillingen om, at det er svært at gøre en personlig forskel for klimaet. Der er masser af muligheder for personlige klimatiltag, og vi håber at familiernes gode erfaringer kan være med til at inspirere andre, siger Mikael Bellers Madsen.

Men hvis flere i fremtiden skal leve klimavenligt, mangler der nye strukturelle politiske tiltag. Familierne i projektet peger på behovet for blandt andet adfærdsregulerede indkøbsmuligheder og nemmere og billigere adgang til bæredygtigt forbrug. Det kunne for eksempel være gennem klimamærkning, afgifter på klimaskadelige varer eller skattefradrag på reparation af elektronik og andre forbrugsgoder.

Du kan læse mere om det klimavenlige projekt her: http://www.concito.dk/klimavenligtrivsel

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*