Er laktosefri mælk en fuldgyldig erstatning?

Kan man erstatte almindelig mælk med laktosefri mælk?

Den nysgerrige

 


 

Laktosefri mælk indeholder de samme vitaminer, mineraler, fedtstoffer og proteiner som almindelig mælk. Forskellen er i mælkesukkeret: Laktasen. Som regel er noget af laktosen filtreret fra, og resten er nedbrudt ved hjælp af enzymet laktase.

Laktosefri mælk smager næsten som almindelig mælk og kan bruges til nøjagtigt de samme ting.

Laktosefri mælk er en hjælp til de personer, der har svært ved at tåle laktose. Det kan f.eks. være, fordi de ikke selv producerer laktase i kroppen og derfor ikke kan spalte laktose. De får så typisk ondt i maven, oppustethed, diarre, træthed eller andre symptomer.

Hvis man har problemer med at tåle komælk generelt, så er laktosefri mælk ikke nødvendigvis en løsning. Mange, der reagerer på komælk, reagerer på proteinerne i mælken. Her hjælper det ikke at skifte til laktosefri mælk, da det indeholder samme proteiner som almindelig komælk.

Man kan få taget en blodprøve, der kan vise, om man mangler laktase-enzymet, der skal spalte laktosen. Hvis man mangler den, så vil man få diagnosen: laktose-intolerant.

Der findes ingen prøve, der kan give et 100 pct. endegyldigt svar på, om man kan tåle komælk generelt. Hos lægen kan man få målt reaktion med IgE-antistoffer, men det er slet ikke hele sandheden om, hvad man reagerer på.

Den eneste fuldstændige metode er at udelukke alle mælkeprodukter fra kosten en periode. Gerne 6-8 uger eller længere – alt efter hvilke symptomer man evt. har. Husk også mælkepulveret i leverpostej, fløde, smør, yoghurt osv.

Hvis der er brug for at undgå mælkeprodukter, kan man i stedet bruge en variation af havredrik, sojadrik, risdrik, mandeldrik m.fl. Husk at risdrik er en meget hurtig kulhydrat. Sojamælk skal ikke overdrives pga. plante-østrogenerne. Det er i det hele taget bedst at variere lidt. Der findes også mælkefrie-alternativer til ost, fløde og yoghurt.

Med mindre du spiser rigtigt mange grønne, grove grøntsager, sesamfrø, mandler mm., så kan der også være behov for at tage et tilskud af calcium og magnesium for at dække kroppens behov. Vær også opmærksom på, om du får nok jod.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*