Annonce

Mad på farten ender i overspisning

12 januar 2016

Sætter du tid af til morgenmaden eller spiser det på vej et sted hen? Mange danskere har ofte så hektisk en hverdag, at måltiderne bliver nedprioriteret og indtaget på farten. Men ifølge ernæringsprofessor kan det ende i overspisning.

Hvis du er en af dem, som spiser morgenmaden på vej til arbejde eller snupper en müslibar mellem indkøb, børneafhentning eller på vej til bussen ­– så er du ikke alene.

Danskerne er et travlt folkefærd, og derfor er der ikke altid tid til at sætte sig ned og nyde måltiderne. Det er i højere grad blevet noget, som vi indtager på vej fra A til B.

En undersøgelse lavet af Arla via Epinions Danmarkspanel viser, at blandt 18-35-årige er det 57 pct., som spiser et eller flere måltider ”on the go”. Af hele befolkningen er det 31 pct., som ikke tager sig tid til måltiderne.

Sparet tid, men ikke mæt

Men er det en god måde at spare tid på? Ja, vil nogen sige. Ifølge Arne Astrup, som er ernæringsprofessor og institutleder for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, vil det ofte resultere i manglende mæthedsfornemmelse og dermed overspisning.

– De signaler, kroppen og maven sender til hjernen om, at man er ved at være mæt, bliver forstyrret, når man i stedet koncentrerer sig om at køre bil eller at gå og kigge på ting, mens man spiser. Spiseprocessen og de sanser, der giver os alle mulige indtryk af maden, bliver distraheret af alt det, der sker omkring os. Og så kan man altså meget nemt komme til at spise mere, end man har behov for, siger Arne Astrup til Berlingske.

Nyd maden

Når alt går hurtigt, er det ikke smagen af maden, man lægger mærke til. Hvis maden bliver spist på farten, er det de færreste, som tænker over smagsnuancer og indtryk.

Ifølge Arne Astrup kan det være medvirkende til, at man spiser for meget.

– Hvis man spurgte mange af dem, som går på gaden eller sidder i bilen, mens de spiser sandwich, når de var færdige, hvad den egentlig smagte af, så tror jeg, at kun få af dem ville være i stand til at beskrive de smagsindtryk, de har fået. Det er gået dem forbi, hvad der var i den sandwich. De naturlige signaler, der fortæller, at nu er man mæt, bliver overhørt i al forvirringen,« siger Arne Astrup.

Overhold måltiderne

Har du for vane at springe et måltid over, måske for at tabe dig, bliver det ikke bedre. Det kan derimod have modsatte effekt.

Ifølge en undersøgelse fra American Journal Epidemiology har personer, som ikke spiser morgenmad, 4,5 gange større sandsynlighed for at bliver overvægtige.

Når du springer et måltid over, forsinker du dit stofskifte, øger din sult og skaber dermed større chance for, at du overspiser ved næste måltid.

Arne Astrups råd er at sætte tid af til måltiderne.

– Det er jo både afstressende og nydelsesfuldt, hvis man giver måltidet tid og opmærksomhed i stedet for, at det er noget, man bare skal have klaret. Det bidrager til mætheden og sikrer, at man stopper med at spise, når man har fået kalorier nok,« siger han.

Seks hurtige råd for at undgå overspisning:

  • Overhold måltiderne
  • Lyt til kroppen
  • Sæt dig ned og spis
  • Sæt tid af til måltiderne
  • Vær afslappet og afstresset
  • Smag på maden

 

Kilde: www.b.dk

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*