Pas på: Almindelige dagligdagsprodukter kan give alvorlig allergi

Af: Freja Fredsted Dumont

Foto: Adobe Stock

Konserveringsmidlet metylisotiazolinon (MI) findes i mange produkter, som vi bruger dagligt – håndsæbe, shampoo, håndopvask og rengøringsmidler osv. Men midlet er meget allergifremkaldende, og har du først udviklet allergi for MI, kan livet blive meget besværligt.

 

Du skal kigge en ekstra gang på bagsiden af din shampoo eller håndsæbe, næste gang du er ude at handle ind – for hvis det indeholder konserveringsmidlet, og du bliver allergisk overfor MI, kan det muligvis blive svært at være i dit eget hjem, eftersom maling i mange tilfælde indeholder metylisotiazolinon.

MI kan give luftbåren allergi

MI kan give såkaldt luftbåren kontaktallergi. Det betyder, at du kan få allergiske reaktioner såsom udslæt eller hævelser, bare ved at opholde dig i nærheden af produktet – som findes i mange huse på grund af afgasning fra malingen på væggen.

Du skal dog kun være opmærksom på MI i produkter, der bliver vasket af. MI er nemlig ikke længere lovligt i Danmark i produkter, der bliver på huden, såsom cremer og solcremer. Det bedste råd til at nedsætte risikoen for udvikling af allergi er derfor, ifølge kriteriechef hos Miljømærkning i Danmark, Lisbeth Ingel, at gå efter svanemærkede produkter.

Du kan blive allergisk overfor dine vægge

– Hvis man er MI-overfølsom, bør man kun anvende produkter, der garanterer at være MI-fri. MI afgasser sent og over lang tid, forklarer Lis Winther Funch fra afdeling for bygninger og miljø ved Teknologisk Institut til BT.

Det vides endnu ikke, om maling med MI kan males over og dermed indkapsles.

– Med min erfaring fra emissionslaboratoriet på Teknologisk Institut tror jeg dog ikke, det kan indkapsles. Det vil være et spørgsmål om tid, før det gasser igennem det nye lag maling, som jo ikke er helt tæt, siger Lis Winther Funch til BT.

Når man skal købe maling, bør man derfor gå efter eksempelvis Den Blå Krans, som garanterer, at malingen ikke indeholder MI.

Nedsæt risikoen for allergi

  • Tjek varedeklarationen for metylisotiazolinon, hvis du vil undgå MI.
  • Bemærk, at MI ikke er deklarationspligtig i maling. Det vil dog stå på malingen, hvis den indeholder mere end 15 milligram per kilo.
  • Sørg for at lufte grundigt ud med gennemtræk. Hvis der er nymalet, bør der luftes ud i længere tid end de tre gange ti minutter, som sædvanligvis anbefales om dagen.
  • Gå efter Den Blå Krans for maling helt uden MI.

Kilde: https://www.bt.dk/sygdomme/pas-paa-disse-helt-almindelige-produkter-kan-give-alvorlig-allergi

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*