Nyheder

Pas på farligt stof i din solcreme

11. juli 2016

Når du smører dig ind i solcreme for at blive klar til stranden, smører du højst sandsynligt butylparaben på din hud. Det samme sker, når du bruger mascara, ansigtscreme og makeup fjerner. Stoffet er lovligt i EU, men nu har et nyt studie vist flere hormonforstyrrende effekter, der sætter spørgsmålstegn ved, om butylparaben fortsat skal være lovligt at tilsætte i forskellige produkter.

Kosmetik og hudplejeprodukter er fyldt med parabener, der konserverer produkterne og hindrer bakterievækst. Der findes parabener, der ikke må bruges i fødevarer og kosmetik, fordi de er hormonforstyrrende, men nogle parabener er vurderet til at være sikre at bruge, hvis de blot overholder en sikkerhedsgrænse.

Et af de tilladte stoffer er butylparaben, der ofte tilsættes i solcremer og andre hudplejeprodukter samt kosmetik. Tidligere studier har vist, at de kan nedsætte sædcelleantallet hos hanrotter, men nu viser et nyt studie af rotter foretaget af DTU Fødevareinstituttet, at butylparaben har flere hormonforstyrrende effekter. Hos hanrotterne var der nedsat sædkvalitet og ændringer i prostata og testikler, mens der hos hunrotterne blev set ændringer i væksten af brystvævet og æggestokkenes vægt.

– Samlet set tyder vores resultater på, at butylparaben har flere reproduktionsskadelige virkninger, end man hidtil har kendt til, siger seniorforsker Julie Boberg fra DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.

 

Bør stoffet forbydes?

Nogle af effekterne ses kun i høje doser, men ved alle de undersøgte doser, kunne forskerne se, at stoffet påvirkede sædkvaliteten. Et andet nyligt opgjort studie viste, at hunrotter udvikler færre æg og har risiko for en tidligere overgangsalder, hvis de bliver udsat for hormonforstyrrende stoffer i fosterstadiet.

Der mangler dog viden om, hvad børn og voksne er udsat for fra hudplejeprodukter og kosmetik. Her er det vigtigt ikke kun at kigge på, hvad vi smører os med, men også de doser vi i forvejen har i kroppen.

Vi mangler viden om, hvad det betyder for mennesker at være udsat for parabener fra eksempelvis cremer og kosmetik. Det er især vigtigt at tage højde for cocktaileffekter, fordi mennesker bliver udsat for mange typer af hormonforstyrrende stoffer samtidig i løbet af en almindelig dag, forklarer Julie Boberg.

Den nye viden om butylparaben kan have betydning for, hvordan myndighederne i fremtiden vælger at regulere brugen af stoffet i forskellige produkter.

 

Kilder: food.dtu.dk

Forrige artikel”Vi har alle sammen en stemme, så brug den!”

Næste artikelPrøv en anderledes træningsform

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.