Annonce

Rent grøntsagsdruk!

05 januar 2018

Den autodidakte, ukronede juicekonge, Mads Bo, står bag verdens første opskriftsbog med juice- og smoothie-opskrifter, der udelukkende indeholder grøntsager. Naturli har testet!

Det er afgørende for vores helbred, at kroppen får alle de næringsstoffer, den har behov for. Det er vores eget ansvar, at vi får tilstrækkeligt med grønt, for der er ikke nogen, der kommer og propper grøntsagerne i halsen på os – heldigvis da. Men mange mennesker har svært ved at få indtaget nok mængder af det vitaminrige grønt.

– Der, hvor skoen trykker for rigtig mange mennesker, er ved kål, broccoli og selleri – altså alle de råvarer, der har den største sundhedsmæssige effekt på vores helbred. Da jeg første gang fandt ud af, at man kan kamuflere grøntsagerne lidt ved at blande lime og krydderurter i og derefter drikke dem, tænkte jeg:  Hold da kæft, det er smart det her, siger Mads Bo.

En mand med juice på hjertet

Det med grøntsagerne er blevet lidt af en hjertesag for Mads Bo, eftersom de har hjulpet ham af med diverse skavanker som eksem, allergi, træthed og uren hud. Mads tog i sin tid et aktivt valg, og skiftede sin usunde livsstil ud med et liv dedikeret til sunde juicer.

– Jeg vil gerne sprede budskabet om grøntsagernes alsidige sundhedsvirkninger i juice og smoothie til alle mennesker i verden. Ikke kun fordi jeg selv har reddet min røv ved at indtage mere grønt i juiceform, men selvfølgelig også fordi de bare er så pivsunde og let optagelige i rå og flydende form.

Du kan med lethed påvirke både vægt, blodtryk, blodsukker, kroniske smerter samt humør, med de grøntsagsfyldte væsker. Og opskriften er simpel: hæld grønt i glasset!

– Det handler om at få lavet nogle juicer og smoothies, som er tæskhamrende sunde, men samtidigt også smager godt, siger Mads Bo.

Mads Bos nye bog ”Verdens grønneste juicer og smoothies” er hans sjette bog i rækken, og med denne vil han gerne nå ud til alle dem, som er klar til at tage et afgørende skridt imod en sundere livsstil – samt alle dem, som virkelig er syge, og som bliver nødt til at gøre noget aktivt for at få det bedre.

Frugtsukker og slikskålen er lige skidt

Bogen er den første i verden, hvor du får en juice- og smoothieopskriftbog med en ingrediensliste udelukkende bestående af grøntsager – og lidt citrusfrugter.

– Denne her bog her er lavet til alle de mennesker, som er i gang med at juice, og som er klar til næste step, hvor vi undlader de sødende frugter. Men den er i høj grad også til de 320.000 diabetikere, som har råbt og skreget på en bog som denne med juice- og smoothieopskrifter helt uden frugter.

Og lige præcis sukkerindholdet er noget, vi skal passe på med, når vi begynder at drikke vores frugter. For uanset om man drikker frugtsukker eller har hænderne nede i slikskålen, kan det have samme effekt på vores blodsukker.

Ifølge Mads Bo vil vi i den kommende tid komme til at opleve en eksplosion i tilfælde af type 2 diabetes, og ifølge tal fra Diabets foreningen skønnes det, at der lige nu er 300.000, der har prædiabetes. De er med andre ord godt på vej.

– Vi skal passe lidt på med sukkerindholdet, når vi begynder at drikke vores frugter. Det er en lille advarsel til dem, der køber en juicer og presser æbler og appelsiner – i virkeligheden ville det være bedre at drikke et glas vand og spise frugterne i stedet, siger Mads Bo.

Drik dig sund og rask

– Friskpresset juice leverer næringsstofferne direkte til alle kroppens celler på kun få minutter, og den skal ikke fordøjes på samme måde som almindelig mad. Efter blot 20 minutter er alle kroppens celler fodret af, og så snart, det er sket, kan kroppen begynde at helbrede sig selv, fortæller Mads Bo.

Juice er en særdeles god kilde til antioxidanter og næringsstoffer som A-, C- og E-vitamin. De spiller alle en stor rolle i aldringsprocessen, og når man drikker friskpresset juice, åbnes en uhyre effektiv forsyningsvej til kroppen. Der er direkte udbringning af vitaminer, mineraler, enzymer, kulhydrater, klorofyl og talrige andre fytonæringsstoffer. Klorofyl er plantens ‘blod’, og det er dér, vi finder alt det solskin, som planten har optaget gennem hele sit liv.

Alle disse naturlige næringsstoffer arbejder sammen om at styrke dit immunforsvar. Det vil sige, at de ikke alene beskytter mod hoste og forkølelse, men også mod kræft, hjertekarsygdomme og en lang række andre sygdomme.

Drop fanatismen – det er balancen der er vigtigst

Mads Bo vil gerne inspirere til at tage ansvar for sit eget helbred, og i det budskab ligger også, at vi ikke skal være fanatiske. Derfor tror Mads Bo på et koncept der hedder 80/20, hvor vi er sunde 80 procent af tiden, men hvor der også er plads til en weisbeer, en flaske rødvin med en man holder af, eller en pizza i ny og næ – det er balancen, der er så vigtig.

– Jeg ser sundhed som en slags bankkonto, hvor vi kan trække penge ud og sætte penge ind. Det gør ikke noget, at vi hæver nogle penge, så længe vi husker at sætte penge ind igen.

Og ifølge Mads Bo er der tre faktorer, der skal være i orden, når vi skal booste vores sundhedsbankkonto: Ilt, altså motion og bevægelse, vand og næringsstoffer – ikke kun mad. For meget af den mad, vi finder nede i supermarkedet, er næringsforladt.

– Næringsstofferne kan vi få på mange måder, men en af de helt geniale måder ved at få det gennem juice og smoothies er, at vi får dem i en rå og uspoleret form, som er super letoptagelig.

Det, der gør, at Mads Bo står tidligt op hver morgen og går sent i seng for at sprede budskabet om juicens virkning, er, at han tror på, at det kan gøre en kæmpe forskel for en masse mennesker, hvis helbred skranter.

– Jeg er ikke i gang med at sælge dig et nyt kosttilskud eller noget andet hokuspokus.  Jeg er i gang med at sælge dig et budskab om en ny måde at leve på og en måde at få det optimale ud af guldet, der vokser i jorden.

Mads Bo har i løbet af de sidste 14 år lusket masser af sundhed i os med smoothies og juicer. Som regel tilsat en anelse frugt, der får det hele til at glide ned. Nu er han klar med sin seneste udfordring: En bog med grøntsagsopskrifter uden søde frugter!

Her på redaktionen har vi testet seks opskrifter fra bogen for at se om sundhedsgrad og smag harmonerer – vi har derfor tildelt juicestjerner alt efter, hvordan de faldt i vores smag.

 


 

SWEET BEET – Bland det bedste

 

CRAZY LIME Spidskål i forklædning

 

CITRUS BASKER Sæt gang i festen

 

MYNTE MOUSSE Den sunde dessert

 

BLÆRET BUNDTRÆK En vaskeægte blodsukkerstabilisator

 

SEXY CITRUS Din nye bedste ven

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*