Rynker og røde kinder?

af: Tine Juul Andersen, skønhedskonsulent

Sommer og sol, vind og blæst – vores hud bliver mærket af livet udenfor, og hvis vi bare lader stå til, kommer vi hurtigt til at ligne en gammel læderhat i ansigtet. Vi sætter fokus på, hvordan du kan nyde udelivet og samtidig passe på den fine ansigtshud.

Skønne udeliv, som vi har længtes så meget efter. Vi skal huske at nyde solen, men uden at have hovedet under armen. Sug al den D-vitamin ind som muligt, men har du sart hud, har du nemt ved at få pigmentforandringer, er du meget i haven eller på havet eller i bjerge og vil undgå tyk, grim læderhud, ja, så kan du ikke undgå solcremen, men der er også andet du kan gøre for at styrke huden både indefra og udefra.

Spis din hud stærk indefra

Tarmen er det vigtigste organ i forbindelse med huden, så er der bøvl her, vil det ofte afspejles på huden. Det gælder om at spise masser af fibre og farverige grøntsager, der er fyldt med antioxidanter. Er du til wok mad eller dampede grøntsager er det bare at give los. De bitre grønne som f.eks. ruccola og babyspinat støtter op om tarmen ved at hjælpe leveren til at rense affaldsstoffer ud. Masser af gode olier i maden som kokosolie, olivenolie og sesamolie. Sesamolie er bedst over salater, for den tåler ikke opvarmning. Sukker er det værste i forhold til pigmentforandringer. Er det længe siden, du har taget en kur med mælkesyrebakterier, vil det også glæde din tarm og dit immunforsvar i øvrigt.

Det ekstra hudboost

Til den sarte hud og den hud, der måske bryder ud med soleksem, kan det betale sig at sætte ind forebyggende, men du kan altså også gøre noget, når det er brudt ud.

Såvel den sarte hud som eksem hud har gavn af C-vitaminer. Collagenet i huden styrkes, hvilket samtidig har antiage-effekt.

Betacaroten forbereder huden på solen og er så smart, at den er forstadiet til A-vitamin, så kroppen selv omdanner den mængde, den har brug for til A-vitamin. Faktisk skal man være opmærksom på ikke at få for høje doser A-vitamin, for den gør huden ekstra lysfølsom. Til gengæld er A-vitamin super for huden udenfor solen og er derfor tilsat i de fleste natcremer. Hvilket er en af grundene til ikke at bruge sin natcreme om dagen. Sammen med gode olier, som f.eks. Oil of Life Beauty, Udo’s Choice eller lignende, er det et stærkt fundament for huden indefra. Gerne to spsk. olier om dagen.

Hvis du lider af soleksem, kan du forebygge med de homøopatiske dråber fra Allergica, der hedder Helioron. De kan både tages i en forebyggende og en akut dosis. Hvis der er ekstra blus på, er ekstra calcium i en periode også en støtte som naturligt antihistamin.

Safter – styrker og smager

Aloe Vera juice er godt for virkelig meget. Det styrker slimhinderne og tarmen og med sine gode antioxidanter og MSM, styrker den hele kroppen, hvilket afspejler sig på huden. MSM er en svovlforbindelse, der styrker hudens bindevæv og har effekt også på slap hud. Både Avivir og Pukka har nogle fremragende Aloe Vera juicer. Man kan også tilsætte juicen sin morgensmoothie gerne sammen med kiwi, grape og mørke bær med de gode C vitaminer og et skvæt olie. Guf for kroppen og guf for huden.

Serums – max aktiv

Nu skal vi til det, vi kan gøre udefra. Huden elsker alt, der hjælper den til at holde på fugten. Og her er hyaluronsyre det mest effektive, som i dag findes i helt naturlig form. Den findes både i mange serums og i cremer. F.eks. er Anne Marie Börlinds Aqua Nature-serie baseret på hyaluronsyre fra en plante, der hedder kinesisk snefnugblomst. Esse Organic Skincare Serum er en anden vidunderlig serum med hyaluronsyre, men indeholder derudover Rooibos te-ekstrakt, pilebark og grapefrugtkerne-ekstrakt. Bærer fugten og gør huden klar til at modtage dagcremen udenpå.

Olier – de rigtige olier

Olier til huden kan være fantastiske. Det skal være de rigtige olier, i den rette mængde og periode. Hvis huden er meget tør, er det ikke olie, du skal starte med. Forestil dig, du har et helt knastørt stykke vaskeskind og sænker det ned i en spand med olie, hvad sker der så? Olien glider af, da den ikke kan trænge ind. Det samme med huden. Først skal huden være fugtig, så kan den absorbere olien. Og for det meste er 3-5 dråber olie nok til et helt ansigt.

Til gengæld kan olie være det mest forskønnende for huden, glans, glød og udstråling. Der er de skønneste olier derude nu. Organic Boost Intense Repair Oil går både ind med C-vitaminer fra hybenkerne, granatæble, macadamia og gulerod med betacarotenerne. Så god til den sarte hud og reparerer ar- og pigmentforandringer, samtidig med guleroden giver den fineste glød. At have den på huden, hvis man er i bjerge eller på havet med en solcreme ovenpå, så er din hud beskyttet også mod vind og vejr.

Cremer – med og uden faktor og farve

Det bedste, du kan gøre for at beskytte din hud mod rynker og røde kinder, sol, vind og vejr, er at sørge for det rigtige klima inde i kroppen og den rette beskyttelse uden på huden. Nu nærmer sig også tiden. hvor den længe ventede nye solserie fra Jurlique lander i Danmark. Af andre gode og rene solserier er Rudolph Cares ikke til at komme uden om. Dado Sens er unik til folk med soleksem pga. deres fedtfrie muligheder, og det samme gælder Green Peoples solserie.

Solcreme fås også som dagcremer, f.eks. Avivirs Aloe Vera Anti-Age Sun ansigt Spf. 15. Den er spændende, alene fordi den udover den fugtbevarende hyaluronsyre, også indeholder Tosolin, som forbereder melaninen i huden på solen, og derfor både beskytter mod ældning og giver et flottere brunt resultat. Det samme gælder for deres After Sun, der både køler efter en dag i solen, men også fremmer melaninen i huden til solen.

Det er i øvrigt altid godt at have Aloe Vera Gel Spray med i tasken, når du er ude en solrig dag. Den kan bruges akut på områder, der har været lidt for eksponeret for solen, læs rød.

Triology Daily Defence Moisturiser Spf15 er en anden effektiv og lækker daglig fugtighedscreme, som igen har den vigtige hyaluronsyre i sammen med acai-olie med masser af C- og E-vitamin. Det gør den bare til en dejlig dagcreme, blød også under makeup og beskyttende mod solens hårde stråler.

Du kan også få dagcreme, antiage, solcreme OG ekstra farve til ansigtet i Green Peoples Age Defy+ Tintet Spf15 Moisturiser. Den er så blød at smøre ud og giver glød pga. farven. Den er ikke heldækkende, som en makeupcreme kan være, men ensarter huden og dækker på en fin transparent måde, der blander sig med din egen pigmentering. Kan også bruges som primer under mineralmakeup, men er smuk alene.

Masker – dejlige masker

Det meget prisvenlige franske mærke Cattier har den mest beroligende maske, hvis du har været ude i sol, vind og vejr. Masque Argile Rose – Rosa lermaske – som med sine beroligende og blødgørende ingredienser – netop rosa ler, sheasmør og aloe vera – tilfører mikronæringsstoffer og beroliger på samme tid.

Hårshampoo med solbeskyttelse

Der er spændende muligheder for at passe på håret om sommeren. Du kan simpelthen i det daglige forebygge det umulige hår, du kan få af sol og vind. Med mindre du bare går direkte efter surferlooket. Green People har i deres hårplejelinje en shampoo, der hedder Sun & Sports Shampoo, der både reparerer og beskytter håret mod UV-stråling.

Er håret først blevet tørt og uregerligt er John Masters Organics Citrus & Neroli Detangler en balsam, du kan lade blive i håret, og som dufter himmelsk. Phytos hårmaske PhytoKératine Mask tilfører håret keratin, som netop er hårets byggestof nr.1. Denne maske er i øvrigt også virkelig god, hvis du har haft afbleget dit hår.

 

Ultimative fugtsprays – køb eller lav selv

Pukkas Rose Water Face Mist. Roserne er håndplukket ved morgengry og solnedgang, hvor de indeholder mest af de værdifulde olier og dufte. Samtidig modvirker den rødme og varme i huden med sin kølende effekt. På en varm dag er det som at tage brusebad i tusind roser.

Lav din egen fugtspray:

Bland lige dele Rooibos te og aloe vera-saft og tilsæt gerne dråber af din favorit æteriske olie. Hæld i en spraydispenser og brug den, så hyppigt du ønsker.

 

Drik antioxidanterne

Kan du lide Rooibos te, grøn te eller den for tiden vildt populære Matcha te, er det også det rene hudguf.