Nyheder

Så hurtigt smitter du kollegerne

20. marts 2013

Du har sikkert gjort det i misforstået loyalitet: Taget på arbejde, selvom du var syg. En amerikansk undersøgelse viser, hvor dårlig en idé det er.

Mikrobiolog ved University of Arizona Kelly Reynolds havde bemærket den typiske udvikling på kontoret, når vinteren meldte sin ankomst: Flere og flere af hendes kolleger fik de typiske vintersygdomme såsom influenza, ondt i halsen og forkølelse.

Så hun besluttede sig for at undersøge, hvor hurtigt bakterierne fra de syge kolleger egentlig bredte sig på kontoret. Hun lavede et forsøg sammen med sit team på et af kontorerne på universitetet. Det var den typiske “opsætning”: Raske mennesker i et kontorlandskab og en enkelt medarbejder med noget, der mindede om influenza.

Virussen var spredt på fire timer

Resultatet var ret opsigtsvækkende: I løbet af fire timer var omkring 50 pct af overfladerne på kontoret inficeret med virussen. Det samme var omkring halvdelen af kollegerne.

Forsøget blev udført i en kontorbygning med 80 medarbejdere. Ti af dem blev brugt som forsøgskaniner. En af dem blev inficeret med en kunstig virus, der ikke gør mennesker syge, men som er kendt for at angribe bakterier. Virussen har dog omtrent de samme egenskaber som en influenzavirus, når det kommer til overlevelse og spredning.

Deltagerne fik så små dråber vand på hænderne, og en enkelt af disse dråber indeholdt virussen. Deltagerne vidste ikke hvilken – og dermed vidste de heller ikke, hvem af dem, der bar virussen.

Kopimaskinen og toiletdøren var de store smittebærere

Derefter skulle de ti medarbejdere bare passe deres arbejde, som de plejede, og efter fire timer rykkede Kelly Reynolds team ind og undersøgte kontoret og medarbejderne.

Selvom det var et kontor med meget lidt socialt samkvem, hvor de fleste medarbejdere blev på deres egne kontorer eller i deres eget aflukke det meste af dagen, var omkring halvdelen inficeret med bakterierne efter bare fire timer. Det samme gjaldt halvdelen af de mest anvendte overflader: Håndtaget til toilettet, kopiknappen på kopimaskinen, pc-tastaturerne m.v.

Bakterier kan overleve i op til tre dage

Kelly Reynolds’ team kiggede kun efter den virus, de havde plantet. Der var givetvis mange andre bakterier at kigge efter.

– I den virkelige verden vil forskellige sygdomsfremkaldende bakterier have foreskellig levetid. Den længste levetid er formodentlig tre dage, og den korteste er et par timer. Hvis det er en metaloverflade, som f.eks. et dørhåndtag, vil de færreste bakterier overleve mere end et par timer, mens plastikoverflader kan få bakterierne til at leve meget længere. Særligt plastikoverflader med en porøs overflade, hvor der kan være organisk materiale gemt nede i, kan bakterierne leve godt og beskyttet, siger Kelly Reynolds.

God håndhygiejne gjorde en forskel

Hun oplyser samtidig, at god håndhygiejne på kontoret kan gøre en stor forskel. De gentog forsøget, efter de havde givet medarbejderne adgang til desinficerende klude, servietter med mere og opfordret dem til at bruge dem mindst et par gange om dagen. Efter et par dage, hvor medarbejderne kunne vænne sig til de renlige vaner, sendte de påny en enkelt medarbejder ind i kontorlandskabet med virussen. Det nye forsøg afslørede, at den forbedrede hygiejne hos alle medarbejdere nedsatte risikoen for at få virussen med hele 90 pct.

Ingen grund til at bekymre sig om host og nys

Der er dog ingen grund til at bekymre sig alt for meget om mennesker, der nyser eller hoster.

– Det er ret udbredt, at mennesker bliver bekymrede, når der nyses eller hostes i deres nærhed. Og det er da også en måde, bakterierne kan spredes til andre. Men det er meget mere sandsynligt, at du kommer i kontakt med andres bakterier på en forurenet overflade, fordi luftbårne bakterier ret hurtigt søger ned på overflader, hvor de kan overleve et sted mellem nogle timer og flere dage, siger Kelly Reynolds.

Alle har et ansvar for mindre smitte

Kelly Reynolds understreger, at både arbejdsgiver, de ansatte og den syge har et ansvar. For det er ikke nok, at den influenzaramte bliver hjemme når feberen raser, eftersom influenzavirussen kan være på den influenzaramte både før symptomerne opstår og flere dage efter, at personen føler sig rask igen. Der er altså ingen vej udenom: Arbejdsgiverne kan med fordel stille håndsprit og servietter til rådighed og jævnligt minde medarbejderne om at fastholde en høj håndhygiejne.

Kilde: University of Arizona

Forrige artikelStrålebehandling kan give hjerteanfald

Næste artikelRootza med oksekød og rødkålssalat

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.