Annonce

Skån miljøet – vask ved lave temperaturer

25 april 2017

Ofte er maskinvask af tøj ved høje temperaturer unødvendigt. Vil du både skåne miljøet, dit tøj og din pengepung, så læs med her.

Vasketøjskurven truer med at gå over sine bredder, og tøjskabet ser noget slunkent ud. Det nytter ikke at udskyde det længere – det er tid til at vaske. Men på hvilke grader?

Som udgangspunkt skal du selvfølgelig følge vaskeanvisningerne på dit tøj. Men det er sjældent, at hverdagstøj bliver så beskidt, at det skal vaskes på de anviste grader. Ofte kan du sagtens vaske tøjet “koldt”, og dermed spare på energien. Som tommelfingerregel kan du regne med følgende inddelinger:

15-20°C: T-shirts, bluser, bukser og tøj, du normalt ville vaske ved 30-40°C, og som ikke er bakteriefyldt eller meget beskidt.

30-40°C: Vurder, hvor snavset tøjet er, og skru evt. ned på 30°C, hvis dit tøj ikke er alt for beskidt.

60°C: Sengetøj, håndklæder, undertøj og tøj, der kan indeholde bakterier eller støvmider.

90°C: Karklude og tøj, der har været i kontakt med smitsomme bakterier fra fx opkast, diarre eller som du har gjort rent med på toilettet.

Husk dog, at…

  • Koldvask kræver, at du bruger koldvaskemiddel, da koldvaskepulver er tilsat nogle særlige enzymer, der opløser fedt og snavs ved lavere temperaturer. Almindeligt vaskepulver kan du derfor ikke bruge til vask ved 15°C-20°C.
  • Bakterier dør ikke ved brug af koldt vand – uanset vaskepulverets type.
  • Anvender du ofte koldvandsvaskemidler, er det vigtigt, at du kører en vask uden tøj én gang om måneden ved 90°C. Det er for at fjerne bakterievækst i vaskemaskinen og dermed forebygge dårlig lugt.

Kilde: Tænk.dk

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*