Annonce

gravid

Skøn og lækker under graviditeten

06 juli 2017

Man må ikke farve hår, man skal undgå alt med kemi, og selv farve i kinderne fra sol kan føre til en utilsigtet virkning. Det er ikke let at være gravid og samtidig have lyst til at peppe udseendet lidt op. Så vi har fundet en række tips og skønne alternativer for dig og dit ufødte barn.

Faktisk oplever mange, at det er en ekstra sidegevinst ved at være gravid, at man pludseligt begynder at interessere sig for, hvad man spiser, og hvad man smører på sig. For nu handler det ikke kun om én selv, men det der med at blodet overføres til den lille ”dims” i maven, der siden bliver til et større foster, for så at blive til et lille nyt menneske – og som man har ansvaret for. Pludselig mister man lysten til at fylde sig med skrammel og bliver ekstra opmærksom på, hvad man i stedet kan vælge. De nye vaner og den nye interesse og opmærksomhed tager de fleste med sig videre. Det får både baby, de selv og ofte hele familien glæde og gavn af.

Ligesom ved andre livsstilsomlægninger, går mange fra at tænke: ”Ej, må jeg heller ikke det og det …” til: ”Hold da fast, der er en hel verden af valgmuligheder, jeg ikke anede fandtes!”.

På den ene side kan man altså gøre det super svært, på den anden side kan det faktisk være ret enkelt. Det kan være en super sjov proces. Hvis man er til den slags, bevares …

 

Nyd solen og varmen

Husk solcremen, den økologiske, og der er findes efterhånden flere uden kemiske filtre, som f.eks. Acorelle, Coola og Badger. Eller lav din egen. Se f.eks. på Urtegårdens hjemmeside under opskrifter, hvor mineralblandingen tiosol bruges som solfilter.

Undlad at ligge og riste, men det gælder nu for alle, og vær ekstra opmærksom på, at en del oplever, at de får pigmentpletter under graviditeten. Derfor godt med solcreme og skygge eller en smart hat. Er de først kommet – pigmentpletterne – kan du, når der igen er mindre sol, anvende hybenkerneolie til at mindske eller fjerne pletterne. Er de dybere – hvis du f.eks. på samme tid har haft godt gang i sukkerindtaget, der fremmer pigmentpletter – kan du hos dygtige kosmetologer få lavet urtepeelinger, der giver super resultat.

 

Graviditeten og de vilde hormoner

Hvad sker der? Nogle oplever pludselig at få bumser. Ja, der er fuld gang i hormonerne på flere måder. Under graviditet vil du kunne opleve, at huden begynder at producere mere olie, og der kan komme bumser – eller det modsatte kan ske dvs. ekstra tørhed og sarthed.

Her findes flere metoder til at balancere huden. Fra enkeltolier, som Tamano, eller Green Peoples økologiske serie, som Light Day Moisturiser med pH-balancerende prebiotika og pilebark, der indeholder naturlig salicin. Den renser porerne, mens kamille beroliger og perilla-olie lindrer – også ved f.eks. eksem.

 

Smækker lækker elastisk hud uden strækmærker

Der er intet unaturligt i strækmærker, der fortæller historien om din krops forandringer – hvilket en graviditet helt sikkert er.

Det er dog skønt at have et skind, der kan strække sig behageligt og smidigt. En mandelolie alene blødgør overhuden. Men strækmærker sker i bindevævet, og derfor skal olien gerne bestå af f.eks. arnica – den smukke plante guldblomme – der kan komme ned til bindevævet og hjælpe huden til denne udvidelse. Der er flere gode olier og cremer at finde og stadig holder Weledas Strech Mark Oil hele vejen. Mild og blid.

Det er også en dejlig måde at føle sig lidt ekstra lækker under graviditeten, når man smører skønne olier på huden.

 

Mellemkødet – gør det smidigt

Si’r det bare … I sig selv er det ikke noget, der er synligt eller handler om skønheden, men det er værd at nævne, da de fleste gerne vil undgå rifter under fødslen.

I Weledas Mama-serie findes den uforlignelige Perineum Massage Oil. Denne olie er udviklet af erfarne jordemødre og farmaceuter sammen med Weleda. Fra uge 34 i graviditeten, kan man starte med at forberede den følsomme hud omkring fødselsområdet – der hvor baby vil ”poppe” ud, ved at massere Perineum-olien ind i mellemkødet. Olien indeholder sød mandel og hvedekimsolie, der er rig på E-vitamin, så mellemkødet bliver mere fleksibelt til fødslen. Instruktion følger med olien.

 

Ler, fantastisk ler og ikke mindst rosa ler

Rosa ler er vidunderligt til sart og sensibel hud, men også hvis man bare vil gøre noget mildt og lækkert for sin hud. Det franske mærke Cattier, der har eksisteret siden leret blev dannet, eller i hvert fald i 45 år – har brugt de særlige mineralholdige ler-typer, som Frankrig har mange af – grøn ler, gul ler, grå ler og rosa ler, hvor ikke mindst den sidste er at forkæle en hud på på en særlig blid, men effektivt beroligende måde til en sart hud.

 

Fuld farve på neglene – smukke negle

Sådan noget som neglelak, kan være supersjovt, kækt og smukt. Og lige være den lille ting, der gør, at man føler sig lækker og klar til at gå ud. Men konventionelle neglelakker kan også være kemibomber.

Her er der kommet mange nye på markedet, som gravide kan bruge, såkaldte 3Free, 4Free, 5Free (dvs. uden de stoffer vi netop gerne vil undgå). Kure Bazaar, Benecos, SpaRitual, Treat Collection eller de duftfrie Little Ondine i alverdens smukke farver og til enhver smag.

Blå, sådan mørk dueblå, kan faktisk noget på en solbrun fod i sandaler …

 

Sukker, syntetisk parfume og problematisk kemi

Sukker – minimer det og vælg sundere kilder som kokosblomstsukker eller stevia, men stadig i lavest mulige dosis. Igen i forhold til baby i maven, men også for din huds skyld, dit pigment og dine hormoner.

Undgå selvfølgelig tobak og alkohol, og arbejder du som f.eks. frisør og det ikke er i en grøn salon, så kig inde på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor der står mere om, hvordan du bedst omgås kemien.

 

Mærker og certificeringer

Svanemærket er et dansk/nordisk miljømærke. Produkter behøver ikke være økologiske for at kunne blive svanemærket, men der er krav og standarder, der er værd at læse mere om, og det anbefales ofte til gravide.

Da det er en dansk certificering, betyder det, at mange tror, at fremragende økologiske og biodynamiske mærker som f.eks. mange af de tyske, ikke dur. Men da de ikke er danske/nordiske, er svanemærket slet ikke relevant for dem – og for de, der vægter økologi, er NaTrue-mærket den certificering med de højeste krav til økologi.

Der er også mange økologiske mærker uden certificeringer, da mange af disse certificeringer koster penge at få. Så står man over for et mindre mærke man er draget af, er det altid godt at spørge eller kontakte producenten.

 

Yoga under graviditeten

Hvis man er til den slags – altså yoga, så føler de fleste sig bare lækrere efter en yoga-session eller så meget i balance, at der sker en selvforglemmelse for en stund, mens man bare er i zen, og det kan være smukt og dejligt i sig selv.

Der findes en masse yoga-studios og centre, der tilbyder gravid-yoga med særligt uddannede instruktører.

 

Gravid og hårfarvning

Lad være! Bare for en sikkerheds skyld. Omend hennafarve lægger sig uden om hårstrået og ikke trænger ind i håret, så er det bare unødvendigt alligevel under graviditet.

Sæt håret kækt, få en chik ny klipning eller en smart hat i stedet. Lækre hårolier, som f.eks. dem fra Badger med havtorn eller med argan, giver de blødeste lokker med lidt ekstra schwung og de blideste dufte.

 

Lækre selvlavede DIY-olier og creme til graviditeten

Odacité er et nyt fransk mærke – det er lidt smart tænkt. Man har en grundcreme, og så kan man købe forskellige sera til at tilsætte. Du kan så alt efter dagen, årstiden, omstændigheden, friskhed eller mangel, forstørrede porer, man gerne vil have formindsket osv., tilsætte det, du trænger til. Ret så smart…

Skinfood er et andet mærke, der har specialiseret sig i de lækreste økologiske olier, man kan bruge alene eller blandet efter smag.

Isang er i sin enkelhed og æstetisk også tiltalende. Kan også blandes – det sammen kan Urtegårdens. Man kunne heldigvis blive ved – der er til enhver smag, pengepung og lyst.

 

Gravid og væske i kroppen

Er jo ganske almindeligt under graviditet, men kan føles ret belastende, når man trykker på sine fødder, og det nærmest blopper. Hav gerne benene oppe, når du hviler, det hjælper tilbageløb af væske ligesom let massage UDEN olie. Massage på tør hud er til stor hjælp og altid mod hjertet.

Weledas Venadoron-gel er netop ikke en olie, men en gel – med hamamelis (rød hestekastanje), der styrker venekredsløbet og køler trætte ben og giver en følelse af fornyet friskhed.

 

Lyt til kroppen i graviditeten

Det er lækkert i sig selv! Det er altså okay, at du ikke lige får lavet alle dine olier og cremer selv, mens du bager brød og sylter og syer pudebetræk og indretter børneværelse og …

Det er faktisk helt okay at slænge sig i hængekøjen og bare være … der blive jo masser af underholdning og gang i den, når baby først vil ud i denne verden og tage del i leg og løjer.

Er det strandvejr, og du tænker: “Har jeg en strandkrop?”, så husk det sjove og rigtige svar på spørgsmålet: Hvordan får man en strandkrop?

1. Ha’ en krop.

2. Tag til stranden.

Enjoy!

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*