Smerter i fødderne på grund af manglende indlæg?

Jeg har haft problemer med mine fødder, fra jeg var helt lille. Derfor fik jeg nogle special-indlæg, da jeg var omkring 7 år. Så gik der nogle år, og jeg holdt op med at gå med indlæg.

Nu er jeg blevet 19 år og har kæmpe smerter i mine fødder. Jeg kan næsten ikke gå, og hvis jeg prøver, får jeg så voldsomme krampetrækninger, at jeg ikke kan gå…

Jeg har bestilt nogle special-indlæg igen. Men føler, at jeg ikke kan blive ved med at være tapper og vente. Når jeg intet kan 🙁

I

 


 

Mange tak for din mail.

Er dine problemer på grund af medfødte deforme fødder? Eller er dine fødder helt anatomisk normale, men du har bare haft ondt i dem ofte lige fra barn?

Jeg kender din historie alt for godt, jeg har selv haft samme problem som dig, og netop da jeg selv var 19, tænkte jeg: “Hvad er fremtiden, når jeg ikke kan gå?”

Hver morgen havde jeg det, som om jeg havde danset hele natten, så ondt havde mine fødder. Genkender du noget her? I dag fejler mine fødder absolut ingenting.

Nu skal du høre:

Afbestil de indlæg. I hvert fald i første omgang.

Problemet med indlæg er, at de indbyder dine fødder til at lave absolut ingenting. Dvs. at den onde spiral er begyndt allerede, da du fik indlæg som 7-årig: Dine fodmuskler er blevet svagere og svagere.

I stedet skal du i gang med at træne dine fødder. Hver dag i nogle måneder.

Prøv at Google “fodøvelser” og hvis der ikke kommer noget, du kan bruge, så skriv igen til mig.

Samtidig skal du begrænse brugen af dine nuværende indlæg, og langt hellere bruge dine fødder meget mere aktivt.

Kan du se det for dig? At fødder, der bliver båret og støttet af indlæg, bliver svage og dovne? På sammen måde som en ryg bliver svag, hvis man går med korset. Eller nakken bliver svag hvis man går med nakkestøtte (derfor man er gået helt væk fra at bruge en sådan, når folk kommer ud for piskesmæld)

Dermed ikke sagt, at ingen i verden kan have behov for indlæg, men først, når dine muskler er stærke og smidige, kan der tages stilling

Dit kredsløb er sikkert af samme årsag betydeligt ringere, derfor dine kramper, og der er garanteret en del spændinger i dine underben.

Massage vil være godt. Tag også tilskud af magnesium citrat, eller du kan smøre med magnesiumolie på lægge og fødder.

Og se så at sætte 10 minutter af hver dag til solide fodøvelser.

Det kan SÅ godt betale sig!

Skriv gerne igen.

Kærlig hilsen

Catrine Marcussen, bevægelsespædagog og akupunktur

 

2 kommentarer

  • Mette Sørensen siger:

    Jeg er helt enig i, at fodøvelser gør en kæmpe forskel. Jeg havde selv smerter i fødderne i mange år og var til fys som anbefalede indlæg og optapning af fødderne i nogle måneder. Da jeg havde fået det med nogle års mellemrum, tænkte jeg, at det er jo bare en ‘krykke’. Derfor fandt jeg selv frem til nogle fodøvelser (bl.a. Helle Godtveds lille bog Ha’ det bedre med fødderne, der kan lånes på biblioteket), og siden har jeg ikke haft de store problemer med fødderne – og der er nu mange år siden. Jeg laver øvelserne nogle minutter flere gange dagligt.
    Men jeg bruger dog stadig indlæg når jeg er på lange travetur eller når jeg skal stå meget – der er jo ingen grund til at overbelaste fødder, der fra starten var lidt svage.

  • Kirsten siger:

    Jeg kan anbefale at købe MBT sko, – så går du bare godt & uden smerter, jeg gør det selv efter anbefaling fra Carsten Vagn-Hansen, og mine fodsmerter er væk. Klik ind på http://www.mbt.com/da-dk/homepage Her kan du se udvalget og finde nærmeste forhandler.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *