Smoothies uden avokado og banan?

Jeg søger et alternativ til avocado og bananer, når der skal laves smoothies.

Jeg kan ikke tåle de to frugter – jeg får en kvalme, der gør, at jeg bliver nødt til at lægge mig 1-2 timer, og derefter er alt normalt igen.

Jeg kan godt tåle banan når den er bagt i en kage eller middagsret. Hvad er det, de indeholder, som gør, at jeg får den kvalme?

Jeg har ikke altid haft det sådan, jeg kan huske, at jeg har spist banan, til jeg var ca. 20-22 år. Jeg er nu 51 år.

Den kvalmeramte

 


 

Der kan være flere forklaringer på, hvorfor du ikke kan tåle banan og avokado. Begge frugter er et problem i forhold til latex-allergi, så døjer du med det, kan forklaringen ligge der.

Begge frugter betegnes også som histamin-frigørere, hvilket betyder, at de kan være et problem, hvis du er histamin-intolerant. Da det er de eneste to frugter, du reagerer på, tænker jeg ikke umiddelbart, at histamin-intolerance er problemet, da man så typisk reagerer på flere/mange fødevarer.

Der kan simpelthen være tale om allergi eller intolerance over for de to frugter. Selv om det ikke ses så ofte, så er det en mulighed.

Lider du af pollenallergi, kan rå eksotiske frugter, drille kroppen, hvilket kan være en forklaring på, at du kan spise bananer, når de er tilberedt.

Et alternativ til at give sødme og den cremede konsistens i smoothies, kan være mango (frigør dog også histamin). Alternativt kan den cremede konsistens opnås ved at bruge lidt cashewnødder eller lidt kokosmælk og så søde med et par dadler.

Mange hilsner fra

Trine Vesteraa, ernæringsterapeut

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*