Søvnforstyrrelser ved skærmbrug – dagslys er løsningen

Af: Pia Smith Baun / Foto: Colourbox

Hører du til gruppen, der bruger tablet eller smartphone inden sengetid? Skærmbrug inden sengetid har tidligere studier koblet sammen med sandsynligheden for at sove dårligere. Nu viser ny forskning, at masser af lys i dagtimerne får dig til at sove godt igen.

Sidder du med tablet et par timer op til, at du skal sove, kan det forringe søvnen. Sådan lyder konklusionen fra tidligere studier.

Nu viser ny forskning, at så længe du får 6,5 timers kraftig dagslys, vil du ikke sove dårligere, selvom tablettens eller computerens kunstige lys fylder om aftenen.

– Det blå-hvide lys, som en tablet udsender, kan narre vores hjerne til at tro, at det er dag, og derfor udskiller den mindre søvnhormon. Men hvis man får nok dagslys om dagen, lader det til, at effekten forsvinder, siger Frida Rångtell, ph.d.-studerende ved Uppsala Universitet. Hun er førsteforfatter til den nye forskningsartikel.

 

Overraskende resultat

I undersøgelsen blev 14 mænd og kvinder udsat for kraftig dagslys fra klokken 8 til klokken 14.30. Derefter blev deltagerne delt op i to grupper, hvor det ene hold skulle læse i en fysisk bog fra klokken 21 til klokken 23. Det andet hold skulle læse samme bog og i samme tidsrum, men bare på en tablet.

Begge hold skulle sove fra klokken 23.15 og blev vækket klokken 7.15 næste morgen. Efter en uge byttede holdene roller, og resultatet viste, at deltagernes melatonin-niveauer forblev uændret, uanset om de havde læst en bog i papirform eller på tablet.

– Det er et overraskende resultat, da man ville have forventet at læsning på en tablet om aftenen ville have påvirket både melatonin-niveau og søvnen, så det bliver interessant at se det bekræftet af flere og større studier, siger professor emeritus Morten Møller fra Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Københavns Universitet.

 

Andre årsager til søvnforstyrrelse end lys

Selvom lyset ikke har den hidtil formåede skadelige effekt, hvis du får nok sollys i dagtimerne, er der også andre faktorer fra din tablet, der påvirket din søvn.

– Det, du engagerer dig i, når du bruger din smartphone eller tablet før søvn, er formentlig mindst lige så vigtig som lyset. Hvis du kigger på Facebook eller læser arbejdsmails, før du skal sove, kan det muligvis øge din følelsesmæssige ophidselse. Det kan så påvirke, hvor nemt det er at falde i søvn og at sove godt efterfølgende, siger Frida Rångtell.

– Det vil ikke hjælpe at udsætte os for øget lys i løbet af dagen eller bortfiltrere den blå del af lyset fra skærmene, hvis vi læser eller ser noget, der ophidser os følelsesmæssigt. Derfor skal man være opmærksom på, hvad man engagerer sig i på skærmen.

 

Kilde: videnskab.dk

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*