Stress – Du er ramt for livet

Nogle når at sige stop, før de bryder helt sammen. For andre springer elastikken pludselig, og de ”går ned”, ofte med stærke fysiske symptomer. Det kan lade sig gøre at komme videre, men som en ædru alkoholiker skal en stressramt passe på.

Stress rammer typisk de samvittighedsfulde og ansvarsbevidste, som gerne vil gøre deres arbejde så godt som muligt. De færreste erhvervsgrupper kan sige sig fri – flere og flere går ned.

Ifølge statistikken går stressen mest ud over kvinder. En af dem er Dorte Ågård, cand.mag. i engelsk og dansk og ansat ved Århus Universitet, hvor hun arbejder med pædagogisk uddannelse af gymnasielærere. Tidligere var hun lærer og uddannelsesleder i gymnasiet. Hun er nu kommet lykkeligt igennem en stressperiode på et år og har for nylig udgivet bogen ”STRESS. Sådan kommer du videre”, som en håndsrækning til andre med alvorlig stress.

Da elastikken sprang af stress

For Dortes vedkommende startede det i 2005. Hun havde ansvar for den pædagogiske tilrettelæggelse af undervisningen på et gymnasium, hvor hun arbejdede dengang. Der var voldsomt meget arbejde op til gymnasiereformen, som blev gennemført det år. Hjemme havde hun en stor familie, og desuden havde hun påtaget sig flere bestyrelsesposter. Selv var Dorte godt klar over, at den var gal. Hun fik aftale med sin chef om at afgive nogle af sine opgaver, ligesom hun kvittede bestyrelsesposterne. Og så kom sommerferien…

– Jeg troede egentlig, at jeg havde lagt det værste bag mig, men et par måneder efter sprang elastikken, fortæller hun.

– Jeg havde været arbejdsmæssigt belastet over så lang tid, og så kan man ikke bare sige pst, nu er det gået over. Det sidder simpelthen som en belastning i kroppen, så for mig skulle der bare en lille tue til at vælte læsset.

– Jeg fik en slem influenza med feber, lå i sengen en uge og sov eller kiggede op i loftet. Da influenzaen var ovre, kunne jeg ikke komme op igen – min krop nægtede at rejse sig, den ville simpelthen ikke mere.

Hurtig sygemelding for stress

Under hele forløbet var Dorte Ågård så heldig at få god hjælp af en psykolog, der på et tidligt tidspunkt foreslog en 14-dages sygemelding.

– Jeg blev chokeret, for så syg syntes jeg heller ikke, jeg var. Jeg kunne ikke undværes på mit arbejde, og jeg ville ikke ane, hvordan jeg fik 14 dage til at gå uden arbejde. Men de 14 dage blev forlænget med yderligere 14 dage, så til to måneder, og så to måneder mere. Hele forløbet kom til at strække sig over næsten et år.

– Det er meget svært for andre at sætte sig ind i, hvordan man har det, når man er stresset. Jeg havde en voldsom indre uro. Jeg dirrede over det hele og var spændt i musklerne, især i kæberne, så jeg fik tandpine. Jeg kunne ikke koncentrere mig, det flimrede for mine øjne, jeg kunne ikke huske fra min næse til min mund og glemte, hvad der lige var foregået.

– Men det værste var, at min hjerne hurtigt ”brændte sammen”: På dårlige dage kunne ganske lidt ”tankevirksomhed” betyde, at jeg havde svært ved at se ud ad øjnene. Jeg fik hovedpine og kunne ikke opfatte, hvad der foregik omkring mig. Det kunne f.eks. fremkaldes af at læse forsiden på en avis eller se en halv tv-avis. Det var for meget for min stressede hjerne, og resten af dagen kunne jeg ingenting.

Da Dorte var en måneds tid inde i sin sygemelding, skete der det, som ofte sker, nemlig at stressen udvikler sig til en depression. Så kom der nye symptomer:

– Jeg havde knugende, angstlignende ondt i maven, blev frygtsom og kunne næsten ikke holde ud at være sammen med andre mennesker, bebrejdede mig selv alt det, jeg ikke havde gjort eller burde have gjort noget bedre, græd ved den mindste anledning og magtede ingenting.

Sluk for computeren!

Dorte er så heldig at have en forstående familie, som hele tiden bakkede hende op. Antidepressiv medicin og yderligere sygemelding gav lidt ro. Det vigtigste for hende, hvad hun også anbefaler andre, var at gøre noget for sin krop:

– Når man har alvorlig stress, er det kroppen, der er syg. Den er nemlig fyldt med stresshormoner, som påvirker hjernen ligesom en hjerneskade. Derfor er det også kroppen, man skal tage fat på, når man skal blive rask.

– For det første skal man bevæge sig mindst en halv time hver dag. Gåture er lige så gode som løb, men fitnesscentre og aerobic med høj musik skal man holde sig langt fra, det er alt for voldsomt. Jeg gik ca. en time den ene dag og løb en halv time den næste, og jeg havde altid den samme rute. Så behøver man ikke spekulere på, hvor man skal gå hen, og samtidig kan man jo følge med i, hvordan blomster og buske springer ud eller taber bladene.

Stress ikke kroppen

– For det andet skal kroppen have ro. Det betyder, at man skal sove meget; men ro kan også være forskellige former for behandling, f.eks. massage, zoneterapi og akupunktur, som alle er gode for stressramte. Det kan også være afspænding eller det at lytte til rolig musik. Det, der hjalp mig mest, var massage og yoga.

– For det tredje skal man lave noget med sine hænder, dvs. sidde stille og koble hovedet fra. Jeg genoptog efter 25 års pause det at strikke, som jeg blev enormt glad for. man kan også f.eks. tegne, og madlavning i roligt tempo har samme gode funktion.

– Det handler i høj grad om at aktivere kroppen og koble det overbelastede hoved fra, og det betyder især, at man skal slukke computeren. Den flakkende overstimulering, man udsættes for, er meget, meget belastende. Jeg var vant til at tjekke mails og være på nettet løbende gennem hele dagen, og det kan skabe noget, der ligner afhængighed. Så man skal simpelthen på afvænning og sætte nogle skrappe restriktioner op for sig selv, f.eks. kun tjekke mails kl. 12.

Pensionist med fuld førlighed

– Somme tider siger jeg, at man skal indstille sig på at leve som en rask pensionist, altså en pensionist med sin fulde førlighed, men som bruger hele dagen på de gøremål, som yngre mennesker, der arbejder, ville klare på en formiddag.

– Sådan noget som at lave mad til familien, det skal tage rigtig lang tid. Det skal tage rigtig lang tid at gå i roligt tempo hen til Brugsen og købe ind, langsomt og stille. Det skal tage rigtig lang tid at sætte vasketøj over. Det er en aktivitet i sig selv.

Dorte kunne klare at læse en del, men kun i den lettere genre, som f.eks. krimier, men ikke noget indviklet, der krævede dybere tænkning og stillingtagen. Hun ved samtidig, at ikke alle stressramte er i stand til det. Hun har haft glæde af musiCure-musikken – altså cd’er indspillet af professionelle musikere, der i samarbejde med læger har lavet musik, der virker beroligende, og som også bruges på sygehuse.

Udgangspunktet for Dortes bog var i høj grad, at hun selv af sin læge fik anbefalet bogen ”Når kroppen siger fra”, med beretninger om mennesker, der var gået ned med stress eller depression. men udover den, fandtes der ikke litteratur om emnet. Derfor begyndte hun at fortælle sin egen historie, for at andre i samme situation kunne blive klar over, at de ikke er alene. Bogen er beregnet for stressramte og ikke mindst for deres pårørende. Ud fra samtaler med kolleger, venner og andre blev hun klar over, at utrolig mange mennesker har prøvet det samme i større eller mindre grad.

Eksempel på dagsprogram for en stressramt

Kl. 7.00: Stå op sammen med familien og sende dem afsted

Kl. 7.45: Tage bad

Kl. 8.15: Spise morgenmad

Kl. 8.45: Gå med hunden

Kl. 9.00: Sætte vasketøj over

Kl. 9.15: Læse roman

Kl. 10.00: Spadseretur 25 min. frem og tilbage til biblioteket og bytte bøger

Kl. 12.30: Frokost

Kl. 13.00: Middagslur

Kl. 13.30: Ordne vasketøj

Kl. 14.30: Besøg af en god ven til kaffe

Kl. 15.45: Hvil: Afspændingsøvelser på gulvet

Kl. 16.15: Tage imod familien

Kl. 17.00: Lave mad

Kl. 18.30: Aftensmad

Kl. 19.30: Lægge puslespil

Kl. 20.30: En halv times tv

Kl. 21.00: Gå med hunden

Kl. 21.15: Skrive dagbog, lave plan for næste dag, gøre klar til at komme i seng.

Det er tilladt at gøre mindre, end hvad der står i planen. Men man skal have en plan for ikke at følge alle mulige spontane indskydelser, hvad der kan være yderst risikabelt.

Stressramt: som en anonym alkoholiker

Budskabet, som Dorte Ågård gerne vil sende, er, at selv om man er stressramt, er der håb forude – hvis man vel at mærke tager sygdommen alvorligt og gør noget ved det. Ellers kan man pådrage sig kroniske lidelser. Der er faktisk mennesker, som falder om og dør af det. Uhyggeligt mange bliver førtidspensioneret i disse år på grund af stress.

Selv er Dorte i fuldt arbejde igen, men det var ubeskrivelig hårdt at komme i gang.

– Når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det, plejer jeg at drage parallellen til anonyme alkoholikere, som jo siger: ”Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke!” Jeg tænker: ”Jeg er stressramt, men lige nu har jeg det godt!”

– Det er nemlig en nærliggende risiko for mig at komme til at tage for hårdt fat igen og dermed gå ned med stress én gang til. Derfor har jeg lært mig nogle forholdsregler. En af dem kan synes banal, men er umådelig vigtig for mig. Det er, at jeg flere gange om dagen standser op og går ud af mit kontor og f.eks. ind på toilettet. Der sætter jeg mig i tre minutter og gør en tre minutters åndedrætsøvelse med lukkede øjne. Det gør jeg to-tre gange i løbet af dagen, går simpelthen helt for mig selv og sidder og koncentrerer mig om mit åndedræt.

– En anden ting er, at jeg i dagens løb indlægger et par gåture. Jeg arbejder på fjerde sal, og så kan jeg passende finde på et ærinde i stueetagen og bruger trapperne ned og op. Jeg prøver at dele min formiddag op, sådan at hvis det kan passe med, hvad jeg ellers laver, går jeg ved 11-tiden fem minutter over til en kantine, hvor jeg køber min mad. Jeg tager maden med, går stille og roligt op ad trapperne igen – og sætter min mad i køkkenet. Jeg spiser først ved 12-tiden, men jeg ved, at jeg har brug for de her pauser.

– Jeg har også haft glæde af at deltage i et kursus i stressreduktion, ”mindfullness”, som findes i de store byer og udbydes af psykologer eller psykiatere. Og så får jeg massage, cirka hver tredje uge.

For mig er det en meget vigtig pointe, at det er en livslang opgave at holde sig på den rigtige side af overbelastningen, understreger Dorte Ågård.

BOGEN

”STRESS. Sådan kommer du videre” af Dorte Ågård er udkommet på Gyldendal. Den koster 199 kr. og fås i boghandelen.

2 kommentarer

  • Vivi siger:

    Jeg græder, bogstaveligt ??
    Det er som om det er mig der skrives om. Alt det hele. Jeg er 55 og burde kunne klare det andre på min alder klarer. Men jeg kan ikke. Og smerterne er der hele tiden.

  • suustu petersen siger:

    Jeg er alvorlige ramt. Har lige fået det konstateret. Jeg kan intet klare, forstår simpelhent ingen ting. Min hjerne er lige som om den er gået i baglås. Det der er beskrevet her, er hvordan jeg har det og troede jeg skulle dø da jeg fik uforklarlige smerter i venstre arm og i hjertet.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *