Annonce

Tærte med brie og forårsløg

11 maj 2017

Til 4-6 personer

Du skal bruge:

  • 100 g smør + lidt til formen
  • 180 g hvedemel
  • 2 spsk. vand
  • 5 æg
  • 2 dl fløde
  • evt. lidt stødt muskatnød
  • 3 forårsløg
  • 70 g blød brie
  • salt og friskkværnet peber

 

Du skal også bruge:

  • En tærteform med en diameter på ca. 22 cm

 

Sådan gør du:

  1. Skær smørret i små tern, og smuldr det sammen med melet i en skål, til det ligner revet ost. Du kan med fordel bruge en foodprocessor, hvis du har sådan en.
  2. Tilsæt vand, og saml hurtigt dejen med hænderne, så du har en ensartet masse. Pas på ikke at ælte for længe, dejen skal bare samles.
  3. Rul dejen ud med en kagerulle, så den passer til din tærteform.
  4. Smør formen grundigt.
  5. Tryk dejen godt ud i formen, så den går helt op til kanten. Kom husholdningsfilm over formen, og sæt den på køl i ca. 30 minutter.
  6. Tænd ovnen på 225 grader.
  7. Prik huller i dejen med en gaffel, sæt formen i ovnen, og bag bunden i ca. 10 minutter.
  8. Lav imens fyldet: Slå æggene ud i en skål, og pisk dem sammen med fløden, et stort nip salt og peber og evt. lidt stødt muskatnød, hvis du har det på lager.
  9. Skyl forårsløgene grundigt, og skær top og bund af. Skær derefter forårsløgene over på langs.
  10. Skær brien i tynde skiver. Du kan eventuelt dyppe kniven i varmt vand for at gøre det nemmere.
  11. Tag den bagte bund ud af ovnen, og lad den køle af et par minutter. Skru ovnen ned på 175 grader.
  12. Fordel brien over bunden af tærten, hæld æggemassen ud over, og læg forårsløgene oven på.
  13. Bag tærten i ovnen ved 175 grader i ca. 25 minutter.
  14. Servér eventuelt med en frisk lille salat.

TIP: Tærten kan spises både varm og kold. Hvis du har rester af tærtedej, kan den gemmes i fryseren og bruges til Tærte med blomkål, parmesan og sort peber, som du finder på side 69 i bogen ‘Mæt på budget’

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*