Testosteron – et hormon for mænd – og kvinder

Det naturlige mandlige kønshormon, som vi forbinder med aggression og mænds virilitet, er faktisk ikke så aggressivt. Det er vigtigt for både mænd og kvinder.

Testosteron, som vi kender som det mandlige kønshormon, modvir­ker aldring, styrker musklerne og beskytter mod knogleskørhed. Det styrker personligheden, giver motivation, velbefindende og lyst. Til gengæld kan mangel medføre øget risiko for hjerte-karsygdomme, svækkelse af musklerne og mangel på seksuel lyst.

Derfor bør mange, i hvert fald over 50 år gamle, få målt niveauet af testosteron og andre hormoner og evt. få dem suppleret med bio-identiske hormoner eller anvende naturlige måder til at stimulere dem på.

Dannelsen af testosteron

Testosteron dannes overvejende (95 pct.) i testiklerne hos manden og i æggestokkene hos kvinden. Der dannes også lidt i binyrebarken. Dannelsen styres af signaler fra underste del af hjernen, hypothalamus, der stimuleres af signaler fra hjernebarken ved sexlyst og fornemmelse af succes. Beskeden går så videre til hypofysen, der styrer mange af vores hormoner og kropslige funktioner, og via overord­nede hormoner sætter gang i produktionen af testosteron ud fra andre hormoner, der stammer fra kolesterol. Bliver der dannet for meget, nedsættes produktionen af de overord­nede hormoner.

Når testosteron kommer ud i blodet, bliver det meste bundet til et protein ved navn sexhormonbindende globulin – SHBG. Det dannes i leveren og regulerer mængden af frit testosteron, som er den virksomme form. Det bundne fungerer ikke. Østrogen stimulerer produktionen af SHBG og nedsætter derfor det virksomme frie testosteron.

Der dannes mere SHBG med alderen, især hvis man har nedsat insulinfølsomhed på grund af en forkert kost, overvægt og for lidt motion eller har fået fuldt udviklet type 2-sukkersyge. De sunde fedtsyrer i fede fisk og fiskeolie (EPA og DHA) nedsætter mængden af SHBG og øger dermed det aktive frie testosteron.

Lavt testosteronniveau kan foruden med alderen ses ved skader på testiklerne, f.eks. ved sport, efter fåresyge i puberteten, efter radioaktiv bestråling og kemoterapi og ved svulster i hypofysen.

Høj stress i længere perioder og stort forbrug af alkohol kan også nedsætte testosteronniveauet. Øl indeholder østrogene stoffer og kan være gif­tigt for testiklerne. De er også følsomme for varme, så det er bedst at undgå tætsiddende og varmt tøj. Moderat motion og fysisk arbejde kan derimod stimulere produktionen af testosteron.

Der har været mistanke om, at overskæring af sædlederne hos manden (sterilisation) måske kunne nedsætte produktionen af testosteron, men flere studier har vist det modsatte, at produktionen blev øget.

Kvinders behov for det mandlige hormon

Kvinder danner stigende mængder testosteron i puberteten og har den højeste produktion i begyndelsen af tyverne. Lysten til sex falder gennem tyverne, trediverne og fyrrerne, hvilket ofte forstærkes af p-piller, der undertrykker alle de naturlige kønshormoner, både østrogen, progesteron og testosteron. I overgangsalderen er mængden af testosteron ofte halveret.

De seneste år er der på baggrund af store undersøgelser opstået en angst for at erstatte de faldende mængder af hormoner, og hvis en kvinde vælger hormontilskud med østrogen, vil hun i reglen opleve, at det ikke hjælper på sexlysten, musklerne eller energien. Angsten for at få en dyb stemme og skægvækst har også forhindret mange i at overveje at få tilskud af testosteron, selvom det kun forekommer ved alt for store doser.

Mange nyere studier har imidlertid vist, at tilskud af naturligt testosteron er sikkert og virksomt og kan modvirke både kræft og den vækst af brystvævet, som øges af østrogen og kunstigt progesteron (progestin). En undersøgelse fra 2006 har konkluderet, at kvinder med hormonmangel, som fik testosterontilskud ved hjælp af et plaster på huden, fik stærkere knogler, større muskler og en mere stabil sexlyst samt bedre humør med en dosis på kun 6 pct. af den, som normalt gives til mænd. Lavt testosteronniveau hos kvinder efter overgangsalderen er forbundet med øget risiko for åreforkalkning og hjerte-kredsløbssygdom, der er den hyppigste dødsårssag hos kvinder i denne alders­gruppe.

Fra testosteron til østrogen

Allerede når mænd er i 30’erne, bliver en del af deres testosteron omdannet til østrogen. Det sker ved hjælp af et enzym ved navn aromatase, der altså ”stjæler” testosteron fra manden med træthed, nedsat sexlyst, nedsat motivation og øget kropsfedt til følge, og fedt øger produktionen af aromatase. Østrogenet kan også give mænd bryster. Testosteron er muskelopbyggende, også i hjertet, og mangel giver svagere muskler. Østrogen fremmer derimod nedbrydningen af musklerne.

Omdannelsen af testosteron til østrogen kan hæmmes ved at spise sundt, undgå overvægt og via naturlige stoffer. Et af de mest effektive er chrysin, der er en bioflavonoid fra passionsblomst. Chrysin kan kombi­neres med piperine fra peber, der bedrer optageligheden meget. Men der er mange andre naturlige hæmmere af aromatase, blandt andet quercetin i æbler, kål, løg og hvidløg, resveratrol i skallen af røde druer og rødvin, apigenin i selleri, persille, artiskokker og basilikum. Desuden naringenin i citrusfrugter og oleuropein i oliventræets blade. Man kan købe kosttilskud, der indeholder disse stoffer. De har mange andre gode egenskaber og modvirker brystkræft, og du kan finde dem alle i såkaldt middelhavskost.

Broccoli og blomkål indeholder stoffer, der hjælper kroppen med at nedbryde østrogen. Det kan aminosyren L-arginin også.

Naturlig øgning af testosteron

Regelmæssig motion med høj intensitet, f.eks. vægtløftning, medfører øget testosteron i alle aldersgrupper. Man kan for at undgå binding til SHBG spise fed fisk og tage tilskud af EPA og DHA i fiskeolie. Ekstrakt af roden fra store brændenælder (urtica dioica) indeholder stoffer, der kan binde sig til SHBG i stedet for testosteron, hvilket øger det frie testosteron med gennemsnitligt 40 pct. Det svarer nogenlunde til den aldersbetingede nedgang i produktionen af testosteron.

Det er påvist, at planten tribulus terrestris kan øge testosteron med over 50 pct., og det samme gælder for muira puama fra regnskoven i Brasilien. Forskning har også vist, at stoffet acetyl-L-carnitin, der er vigtigt i fedtforbrændingen og for musklerne, øger produktionen af testosteron. Muno colo-strum R indeholder også mindre mængder af testosteron.

Der er altså mange naturlige måder at producere og bevare sit testosteron på. Men i nog­le tilfælde kan det ikke være nok, og det kan kun afsløres ved blodprøver, hvor man måler frit testosteron, estradiol og SHBG og det fastende insulin i blodet eller hæmoglobin A1c (sukkerhæmoglobin). Hos en sund kvinde vil der være et lavt (men ikke for lavt) indhold af testosteron, højt estradiol og højt SHBG samt lavt fastende insulin. Hos en sund mand højt testosteron, lavt estradiol, lavt SHBG og lavt fastende insulin.

Lavt frit testosteron, højt estradiol og højt SHBG samt for højt fastende insulin med nedsat insulinfølsomhed betyder sygdom, især sukkersyge og forstadier samt hjerte- og kreds­løbslidelser. Der er ofte nattesved. Lægen har så mulighed for at ordinere et tilskud af bio-identisk testosteron i den rette mængde, bedst som plaster eller gel til optagelse gennem huden.

2 kommentarer

  • mette holm siger:

    Jamen, hvad er højt og lavt? Tal-eksempler udbedes.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *