Ti tips til at undgå madspild

Med ti simple råd kan du reducere dit madspild i hverdagen – til glæde for både klode og pengepung.

Madspild: Et symptom på overflod og et brændvarmt emne. Hvert år smider hver dansker i gennemsnit 47kg mad ud – for en familie med to voksne og to børn svarer det til svimlende 7.200 kroner direkte i skraldespanden. Var der andre ting, du kunne bruge de penge til, så læs med her.

Ti råd til mindre madspild:

  • Stil de ældste varer forrest i køle- og køkkenskabe, så du husker at bruge dem først.
  • Tøm emballagen helt, før du smider den ud. Op til 25 procent af alt madspild skyldes uhensigtsmæssig emballage. Så stil ketchuppen på hovedet og klip remouladen op for at få det sidste med ud.
  • Opskrifter behøver du ikke at følge slavisk. Hvis du køber en særlig ingrediens til en ret og ikke får brugt resten, er det mad direkte i skraldespanden. De fleste ingredienser kan du sagtens erstatte med noget andet – brug for eksempel revet citronskal i stedet for citrongræs, server gulerødder til i stedet for kartofler, brug yoghurt i stedet for creme fraiche og så videre.
  • Skyl grøntsagerne i stedet for at “skære dig ind til det rene” på for eksempel salat, kål og lignende.
  • Frugt, der er rynket eller stødt, behøver du ikke nødvendigvis at kassere. Skær det kedelige af, og brug resten af frugten til for eksempel smoothies.
  • Rynket eller slatten grønt kan du komme i gryderetter, chili con carne, kødsovs, lasagne eller lignende i stedet for at smide det ud.
  • Lav kun den nødvendige mængde mad. En person spiser ca. 75-100 gram ris eller 3 kartofler (2-300 gram), 100 gram kød og 150-200 gram grøntsager til et måltid.
  • Køl eller frys hurtigt rester ned, så holder de sig bedre.
  • Hav opbevaringsbokse i alle størrelser. Selv små rester kan blive til lækkert fyld i en sandwich – og har du små opbevaringsbokse, er det lettere at gemme.
  • Sæt tydelig dato på mad, du fryser ned, så du let kan se, hvornår det bliver for gammelt.
  • Rester kan bruges til at have med i madpakkerne. Selv små rester kan spædes op eller suppleres med din almindelige madpakke. Hvis du tit har en lille rest tilbage, så husk at regne med restemaden i madpakkerne, når du køber ind til ugens madpakker.
  • Lav mad af resterne. Lær at være kreativ i køkkenet – meget kan genbruges. Tomatsuppe kan blive til lasagne eller kødsovs næste dag. Kødsovs kan bruges til pizzatopping. Kødrester kan krydres og kommes i tortillas. Skinkepålæg, spegepølse og så videre kan bruges på pizzaer.

Kilde: Tænk.dk

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*