Vi ser oftest det glamourøse billede af de kendte skuespilleres liv på den røde løber. Men bag glamouren skjuler sig en daglig kamp for kunsten – og for at få lov at lave det, de er uddannet til.

Hun er landskendt fra tv og film. Hun er gift med en af tidens absolut hotteste mandlige skuespillere og har selv godt med opgaver i kalenderen de kommende måneder frem. Parret ses jævnligt med et stort smil på den røde løber i ugebladenes gå-i-byen-reportager.

Skuespilleren Anette Støvelbæk er med andre ord ganske privilegeret og har personligt bestemt ingen grund til at klynke over kunstens dårlige vilkår.

Alligevel mener den 43-årige skuespillerinde, at hendes fag et meget langt stykke af vejen er en “kamp for det, vi elsker”, som hun udtrykker det.

– Næsten alle mine venner er skuespillere, og det er bestemt ikke alle, der kan leve af det. Og for mange af dem, der kan leve af det, er det ofte med lodder og trisser. Nu er det jo ikke nødvendigvis sådan, at man partout skal kunne leve af sin uddannelse, heller ikke fordi man er kunstner, og det kan være fint nok at finde ud af, om man kan bruge sin uddannelse til noget andet, end det man oprindeligt havde tænkt. Men som skuespiller – og kunstner generelt – forholder det sig lidt anderledes end for så mange andre. Vi passer ikke ‘bare’ et arbejde. Vi tager os selv med på arbejde hver gang og kaster liv og sjæl ind i det, vi laver. Og derfor er det en enorm stor afvisning, hvis man kan blive tvunget til at lave noget andet, siger hun og foreslår helt konkret, at ’arbejdsløse’ skuespillere kunne være ’fredet’ af dagpengesystemet i tre måneder om året.

Teknisk set er en skuespiller arbejdsløs i de perioder, der måtte være mellem opgaverne, men reelt er pauserne en del af processen.

– I mit fag er det meget få, der har arbejde i 12 måneder om året. Det kan der være meget godt i, for det er et kreativt fag, og man har brug for at lade op mellem opgaverne, brug for at få ny energi og finde ny inspiration. Det er næppe spændende at stå ved et samlebånd, men det kan man sikkert godt gøre på akkord. Man kan derimod ikke være kreativ på akkord, siger hun.

En kamp for især kvinder

Vi sidder i Anette Støvelbæks – og hendes mand gennem snart 25 år – Lars Mikkelsens hyggelige lejlighed på Vesterbro i København. Her bor de med deres to sønner på hhv. 16 og 10 år. Familien er københavnere med stort ’K’. Anette er vokset op i Urbanplanen på Amager. Og hun var 18, da hun på gymnasiet mødte Lars, som er et par år ældre.

Allerede da vi lavede aftalen understregede Anette (udtrykkeligt), at det med ’skuespillernes kamp for at få arbejde’ heldigvis ikke rigtigt gælder for netop hende, i hvert fald ikke lige i disse år, og i særdeleshed ikke for hendes mand, men at hun kun alt for godt kender til problematikken, og gerne ville tale om emnet: kamp, køn og kærlighed.
For der er meget kamp, køn og kærlighed i skuespillerbranchen, som alle synes, de kender på grund af dens synlighed i mediebilledet, men som kun de færreste kender til bunds.

Selvom Anette på mange måder, som nævnt, er privilegeret og har mange opgaver, så er det ikke kun en myte, at der er betydeligt færre roller til kvinder end til mænd, og især færre roller til kvinder i mellemalderen – dem, der har rundet de 40, og som endnu ikke er vokset op i ’bedstemorrollerne’. Og når der er færre jobs i branchen, så må man en gang imellem selv tage vare om problemet og skabe sine egne jobs. Det er et udbredt fænomen i skuespillerfaget. Langt mere udbredt end mange ved af. Og langt mindre lukrativt end mange forledes til at tro.

Anette Støvelbæk vil nødigt lyde som en, der beklager sig. For det er gået godt, vældigt godt faktisk, siden hun blev færdig fra Odense Teaters elevskole i 1997. Bare tre år efter fik hun et stort gennembrud i Lone Scherfigs prisbelønnede dogmefilm “Italiensk for begyndere”, og siden har man set hende i blandt andet de populære tv-serier “Forsvar”, “Krøniken” og senest, men ikke mindst, i to sæsoner af “Lærkevej” på TV2. Dertil kommer en stribe film og – i mindre grad kendt i den brede bevidsthed – en lang række roller på teatrene.

Fyldt op af velfærd

Hun beklager sig faktisk så lidt over tilværelsen, at hun for eksempel synes, at velfærdsdebatten er gået helt over gevind. Og at det er på tide at tale om åndelige værdier frem for materialistiske.

– Jeg er virkelig træt af den der evindelige velfærdsdiskussion, der kører konstant for tiden. Her i landet har vi langt mere velfærd end nogen andre, (der er også dem, som bestemt ikke har, og dem, der lever under fattigdomsgrænsen, som vi naturligvis skal hjælpe). Vi er proppet med velfærd, som var vi en fransk fois gras-and, siger hun.

– Det gør det jo absurd, når politikerne nærmest konkurrerer om, hvem der kan give os danskere endnu mere velfærd. Jeg synes, det er trist, at næsten ingen lægger vægt på ting, som ikke umiddelbart kan måles i kroner og ører. Åndelighed. Kunst. Kultur. Og jeg kan godt blive bekymret over, hvilke værdier der skal være de herskende i vores samfund, siger hun.

Som så mange andre kunstnere mener hun, at der burde være bedre muligheder for kulturen. Og at de, der formidler kultur, også gerne skulle kunne leve af at gøre det. Det kan mange, men meget langt fra alle.

– Det er en kamp at være skuespiller/kunstner. Det har det altid været, men vi har dog kæmpet os til nogle rettigheder, så vi kan få penge for vores arbejde. Der bliver bare mindre arbejde. På teatrene vil man gerne lave store forestillinger med mange medvirkende, men der er kun penge til få skuespillere, så teatercheferne bliver tvunget til med lys og lygte at lede efter stykker med så få medvirkende, at de har råd til at lave en opsætning. Både Lars og jeg har spillet en del på de store scener, men også meget på de små – for meget små penge – fordi vi brænder for at lave teater. Vi er så så heldige, at vi tjener ok penge på andre opgaver, men den mulighed får alle desværre ikke. Og det får den uheldige sideeffekt, at vi så nogle gange arbejder alt, alt for meget. Mens andre arbejder alt, alt for lidt.

– En del af ‘kampen’ handler derfor om selv at være skabende. Utallige skuespillere sætter selv forestillinger op, som de mener, bør spilles, og holder kun akkurat skindet på næsen, siger Anette og tilføjer, at det har hun ganske vist ikke rigtigt selv gjort.

Arbejde for få penge

Og dog. For så tænker hun lidt efter, og pludselig viser det sig, at der ‘jo lige var den der forestilling på Teatret Ved Sorte Hest sidste år’. Og at hun rent faktisk netop nu indspiller en film, som en god kollega laver for praktisk talt intet budget.

– Det er sandt. Vi vil jo også gerne hjælpe hinanden, og så laver man nogle ting, som man ikke får særligt meget for. Og det bliver et skråplan. For så ender det med, at man ikke får ordentlig betaling for noget af det, man laver. Men sådan er branchen. Der er så meget vilje og sjæl og engagement, siger hun.

For nylig havde Anette Støvelbæk fået til opgave at sidde i juryen til optagelsesprøven på Statens Teaterskole. Det var en både spændende, udviklende og følelsesladet oplevelse.

– Hvert år søger 700 ind på uddannelsen. På landsplan kommer 24 ind. Det er en benhård udvælgelse, der finder sted, og det er utrolig svært at skulle sende nogle hjem, som man kan se brænder for at komme til at lave teater, og som har talentet. Man kan tydeligt mærke, hvor meget de vil det her fag. Og mange af dem, der rent faktisk kommer ind på teaterskole og knokler i fire år for at blive gode og dygtige, de kommer ud og kan ikke få noget at lave og må supplere deres indtægt med at undervise eller køre taxa. Det er altså utrolig svært at skulle noget andet end det, man brænder for og har brændt for i mange, mange år, siger hun.

Jalousien i faget

Når der nu er så mange om så lidt, som tilfældet er – især blandt kvinder – kan der så ikke let opstå jalousi blandt kollegerne?

Anette smiler:
– Jo, selvfølgelig kan der da det. Eller. Nej. Jeg ved ikke, om det er jalousi. Jeg kan da godt sidde og sige, hvorfor er det ikke mig, der får tilbudt alle de roller, som Sofie Gråbøl får? Og så er der andre, som kan sige det samme om mig. Men det er lidt på samme måde, som at Lars har meget mere at lave end mig. Det har han jo, dels fordi han er mand, men sandelig da også fordi han er skidehamrende god. Når telefonen i perioder ringer, og det altid er til ham, så bliver jeg ikke jaloux over det. Jeg bliver glad på hans vegne, og jeg under ham al hans succes. At få succes som skuespiller og få de mange store, gode og spændende roller handler i første omgang om talent, men sandelig også om held. Om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og i nogen grad om at kende de rigtige mennesker, for man bruger da sit netværk, siger Anette Støvelbæk.

I hendes kalender for det næste stykke tid står blandt andet indspilningerne af en ny tv-serie i 10 afsnit af Poul Berg og Karina Dam, “Limbo”. Og så håber hun, at det lykkes at finde penge til en spillefilm baseret på persongalleriet fra “Lærkevej”, som TV2 til hendes store ærgrelse besluttede ikke at fortsætte efter to ellers meget succesrige sæsoner.

– Hele holdet omkring “Lærkevej” fungerer så godt sammen, at vi alle brænder efter at få lov at fortsætte vores figurer, og sådan er det meget ofte blandt skuespillere. Der opstår små ‘familier’, når man er i gode produktioner, og så knytter man bånd og holder sammen.

Virkeligheden i kunsten

Det er også sådan en ‘lille familie’, der er på spil, når man efter nytår kan opleve Anette Støvelbæk og Lars Mikkelsen i den svenske dramatiker Lars Noréns drama “Dæmoner” på Østre Gasværk i København. Netop den opsætning er nemlig et resultat af skuespillernes kamp for at få lov at spille noget, de for alvor brænder for. Det er Peter Oliver Hansen og Camilla Bendix, to af Anette og Lars’ bedste venner, som er det andet par på scenen, og for Anette bliver det en kærkommen anledning til at prøve kræfter med en mere rå karakter, end vi normalt får lov at opleve hende i.

– Det er egentlig meget skægt, for det er igen en produktion, som vi er med i, fordi en ven – Peter Oliver – har taget sagen i egen hånd, og det var det, jeg for lidt siden ikke mente, at jeg havde været med til. Jo, jeg har da! siger Anette Støvelbæk.

Og så er det måske blot bare en tilfældig detalje, at “Dæmoner” faktisk helt grundlæggende handler om kamp, køn og kærlighed.