Annonce

Betændelses-bumser omkring munden?

Af: Tine Juul Andersen

10 marts 2014

Jeg døjer med acnelignende udslæt på hagen og har gjort det i mange år. Jeg er nu sidst i 20’erne. Jeg har prøvet alverdens produkter (både håndkøb og recept) og medicinkure uden varig virkning. Jeg var for nylig ved hudlægen og fik konstateret, at det udslæt, jeg har, i virkeligheden er perioral dermatitis – og altså skal behandles noget anderledes end acne.

Jeg synes dog, at det er svært at finde rundt i junglen af “gode” råd, og vil derfor høre, om du vil opsummere den mest effektive indsats, hvad angår eksempelvis skønhedsprodukter og kost, når man ønsker at blive udslættet kvit.

Tak for en rigtig god brevkasse!


Venlig hilsen

Stenbukken

 


 

Mange tak for spørgsmålet og ros. Det kan være svært at finde rundt, og der kan også være flere veje til målet. Endnu sværere er det tilsyneladende med årsagen. Man ved ikke helt, hvorfor det kommer, og hvad den bagvedliggende årsag er. Men det ses ofte starte i det – ifølge kinesisk ansigtszone-inddeling – hormonelle område, nemlig hagepartiet. Ofte med et område omkring munden, der ikke bliver angrebet.

Nogle oplever, at første gang det bryder ud, har været efter brug af hormoncreme. En kunde, jeg havde, oplevede det skete ved skift til andet mærke p-piller. Andre at det kan være udløst af tandpasta, interessant nok. Også kosmetik kan være udløser.

Der er nogle fællesnævnere med Rosacea. Nemlig at det kan virke at udelade stærke krydderier i maden, alkohol og for varme bade. For nogle kan det også være godt at undgå sukker og hvedemel.

Til gengæld er det rigtig godt med grøn te, mørke bær, mango og avocado. De første pga. de gode antioxidanter, der også modvirker betændelsestilstande, og mangoen har højt indhold af A-vitamin, der er hudcellereparerende, så huden ikke skæller. (Tag også gerne kosttilskud med Betacaroten, der bliver omdannet til A-vitamin i kroppen efter behov).

Vand 6 – 8 glas om dagen. Den første liter bruger kroppen til organerne, den anden til huden. Og vigtigt indefra med gode fedtsyrer især omega-3, der både smører indefra og er betændelseshæmmende. Om end det er godt at holde igen med de stærke krydderier, er gurkemeje en undtagelse, da det også indeholder betændelseshæmmende stoffer.

På huden har mange lyst til at gøre absolut ingenting. Men da peridoral dermatitis kan give meget tør og flagende hud, er der brug for pleje udefra også. Både Jurlique, Dado Sens og Susanne Melchiorsen har nyttige bud til det. Man har også lyst til på den ene side at holde sig helt fra makeup, og på anden side har man lyst til at dække det rødmende. Prøv dig forsigtigt frem med mineralbaserede foundations, der indeholder zink.

Et bud på daglig pleje kan være at komme Calendula lotion (flydende tinktur) fra Jurlique underst, og Calendula creme yderst, som dæmper rødme og irritation. Begge er også let matte. Til akut brug i løbet af dagen, men også som natpleje, kan Herbal Recovery Mist være et bud – især fordi den også indeholder spilanthes, der hæmmer inflammation (og svamp) i huden.

Dado Sens er ved at udvikle en helt ny serie netop til særlige typer udfordringer som denne. Skriv igen, hvis du får brug for at få noget af det uddybet.

Håber det hjælper dig lidt videre.

De bedste hilsner

Tine Juul Andersen

Annonce

Annonce

1 kommentar

Jeg lider også af meget slem perioral dermatitis, som kommer og går i perioder. Især under mit stressforløb har det været slemt.

Jeg har prøvet alverdens produkter og intet har haft en virkelig effektfuld lindring – tværtimod har det ofte gjort problemet værre. Jeg er dog så småt ved at have fundet frem til, hvad der fungerer for mig og hvad jeg skal holde mig fra og ligeledes, hvad der trigger lidelsen.

Alkohol er en stor synder. Især hvis jeg blander forskellige former for alkohol. Typisk skal jeg holde mig til en type, hvis jeg beslutter mig for at indtage alkohol. Derudover er stærk og krydret mad samt sukker og hvedemel en trigger. Så kage, hvidt brød og slik skal indtages i meget små mængder.

Jeg har dog haft held med at finde en god ansigtsvask og ansigtscreme, som både fugter og dæmper rødmen (og jeg har efterhånden været mange produkter igennem – også fra apoteket). GloTherapeutics laver nogle gode produkter til sensitiv hud, som jeg kan anbefale. Jeg bruger personligt Hydrating Gel Cleanser og Balancing Moisture Remedy. Jeg bruger også makeup for at dække rødmen omkring munden og næsen. Her har jeg KUN god erfaring med Youngblood’s produkter, som indeholder zink og har nærmest en helende effekt på huden. Jeg kan især anbefale Natural Loose Mineral Foundation. Den er GULD værd! Den kan godt tørre huden en anelse ud, men det er det der gør at den har en form for helende effekt på min hud. Og så dækker den rødme og ujævn hud usandsynligt godt. Men bruger du ansigtscremen fra GloTherapeutics, afhjælpes problemet med den tørre hud en smule. Generelt kan jeg anbefale Youngblood – har kun produkter derfra og har aldrig oplevet at det har gjort den periorale dermatitis værre – det er dog også væsentlig dyrere end andre mere gængse produkter i din lokale Matas, men ofte findes det billigt på nettet – søg dig frem. Det er meget vigtigt med en god afrensning og plejerutine inden sengetid.

Det kolde vintervejr er bestemt heller ikke godt for huden, så jeg dækker mig ansigt så meget til jeg kan med et stort halstørklæde, når jeg cykler rundt i Københavns gader. Overdreven sol har jeg oplevet også kan forværre lidelsen, så husk solcreme og lidt skygge om sommeren.

Masser af vand er også vejen frem og så ellers holde eventuel stress nede. Et svækket immunforsvar er med til at forstærke lidelsen. Jeg mediterer og er ikke umiddelbart den spirituelle type, men af være afbalanceret er virkelig vigtigt, har jeg oplevet. Og så tager jeg kosttilskud – herunder fiskeolie, magnesium og jern.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*