Annonce

Få god bønne-karma

Af: Trine Vesteraa

27 november 2012

Er du en af de mange mennesker, der ikke spiser bønner og linser (også kaldet bælgfrugter), fordi du synes, de er for melede, giver rumlen i maven og er besværlige at tilberede? Så er du langt fra den eneste! Men giv bælgfrugterne en ekstra chance, for der er mange fordele ved at spise vegetabilske proteiner.

Læs med her og få gode tips til tilberedning og brug af bønner og linser, så du opnår bedre bønne-karma.

Betegnelsen bælgfrugter dækker over bønner, linser, ærter og jordnødder. Bælgfrugter indeholder masser af protein, komplekse kulhydrater og fibre, som er med til at stabilisere dit blodsukker, holde gang i fordøjelsen og give mæthedsfølelse. Miljømæssigt er bælgfrugter en klar vinder, for det kræver langt færre ressourcer at dyrke dem, end det gør at producere animalske produkter. Desuden er bælgfrugter billige og har mange anvendelsesmuligheder.

Tilberedning:

    •    Sæt altid bælgfrugter i blød i minimum 12 timer og skyld dem herefter grundigt. Iblødsætningsvandet skal smides væk, og bælgfrugterne koges i rent vand.
    •    Kog bælgfrugterne tilstrækkeligt – se på posen, men smag også på dem, så du er sikker på, de er tilstrækkeligt kogte. De skal være bløde, men ikke kogt helt ud.
    •    Tilsæt først salt, når bælgfrugterne er næsten kogte, ellers bliver skallen mere hård.
    •    Linser skal ikke sættes i blød inden kogning.
    •    Kog en stor portion ad gangen. Bælgfrugter kan nemlig fryses ned. Vær obs på, at bælgfrugter, der har været frosne, lettere koger ud, når de varmes op igen. Tilsæt dem derfor til sidst, så de ikke tilberedes så længe. 

Anvendelse:
Du kan bl.a. anvende bælgfrugter på følgende måder:

    •    Til postejer, frikadeller, falafel, humus, smørepålæg og i supper og salater.
    •    Røde linser er gode til at jævne supper og gryderetter med – når de er skyllet grundigt, koger de med i retten i ca. 20 minutter.
    •    Bælgfrugter kan spires og er skønne at variere maden med. Du kan bruge et rengjort marmeladeglas som ”spirebakke”. Prik hul i låget så luften kan komme til, og vandet kan drænes fra, efter du har skyllet dem. De skal sættes i blød i mindst 12 timer, skylles grundigt og herefter skylles ca. 3 gange dagligt.

For at undgå rumlen i maven så start langsomt op og undgå at spise for mange bælgfrugter ad gangen. Vær altid omhyggelig med tilberedningen for mavegener kan sagtens skyldes for kort kogetid eller iblødsætning.

God fornøjelse!

Trine Vesteraa

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*