Annonce

Genstridig svamp i huden hos fem-årig?

Af: Anette Straadt

20 marts 2017

Min niece på 5 år, som er adopteret fra Sydafrika, har problemer med svamp i huden. Hun kom til Danmark, da hun var 8 måneder. Lægerne siger, hun har svampeinfektionen med fra Sydafrika.

Hun får følgende tilskud: Bamse bomstærk, eye q-fiskeolie ( tyggeudgaven), d-pearls 20 mg , Mælkesyrebakteria-tyggetabletter fra apoteket og Bio Strath dagligt. Hun bliver selvfølgelig smurt i en god creme og olie uden parabener og parfume hver dag, da hendes hud er meget tør.

Har du et godt råd til behandling af hendes svamp i huden, da vi i vores familie ikke er så begejstret for at bruge lægens creme med hydrocortision i?

Venlig hilsen

A

 


 

Det er klogt tænkt at fokusere på, hvordan I kan styrke din nieces krop med naturlige midler imod svampeinfektionen.

Hydrocortison kan være ok til at dæmpe symptomer kortvarigt, men det er ikke godt at fortsætte med i længere tid. Og under alle omstændigheder er det vigtigt at hjælpe koppen bedst muligt til selv at komme i balance igen.

Bamsebomstærk er en bedre multivitamin end dem, man køber i supermarkedet. Jeg vil dog anbefale at vælge en endnu mere letoptagelig og lidt stærkere børnevitamin som Omnimini.

EyeQ-fiskeolie indeholder mest EPA og ikke så meget af den vigtige fedtsyre DHA. Et rigtig godt kvalitets fiskeoliemærke er Nordic Naturals. De har også tyggekapsler til børn, men bedst er det at bruge den flydende udgave. Der skal bare ½ tsk fiskeolie f.eks. i et glas koldt æblejuice eller øko-sodavand. Så får man de gode mængder af DHA og EPA, som er så gode for hjernen og for hele kroppen.

Det er rigtig godt, at hun får D-vitamin. Ikke mindst pga. hendes mørke hudfarve. D-pearls er et fint valg.

Mælkesyrebakterier er absolut også vigtigt. De gavnlige bakterier her kan i høj grad være med til at gøre det sværere for svampen at holde fast. Jeg vil anbefale, at I evt. veksler lidt mellem forskellige mærker for at få så bred en virkning som muligt. Der findes nemlig mange, mange forskellige stammer af mælkesyrebakterier. Udo’s Probiotics Super Infant Blend (0-5 år) er f.eks. et godt og bredt produkt til børn. Det er pulver, som er nemt at drysse på maden.

Når svampen ikke sådan lige vil give slip, så kunne det være, fordi kroppens immunforsvar ikke er helt i balance.

Min erfaring med børn fra andre verdensdele er, at der ofte kan være fødevareintolerancer i spil. Og at det netop kan give problemer med hud, immunforsvar, mave eller andet.

Jeg vil anbefale jer at overveje dette – evt. kigge lidt nærmere på fødevare-reaktions-testene hos hankomedico.dk eller opsøge vejledning hos en behandler, der arbejder med børn og fødevare-reaktioner.

I kan også snakke med lægen om det og spørge, om de vil tage nogle tests. Men husk, at disse tests ikke dækker alle typer af reaktioner. De kan dog være gode at få taget alligevel, så I ved, om der er nogle deciderede allergier i spil.

På selve huden kan I smøre med kokosolie, som har en svampehæmmende effekt. Det samme har manuka-olie, som I kan købe i helsekostbutikken. Det er en meget lille flaske, så den kan man evt. duppe på de mest angrebne steder.

De bedste ønsker om god bedring!

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*