Annonce

Må man spise fødevarer, der giver allergisk reaktion?

Af: Anna Iben Hollensberg/ Carsten Vagn-Hansen

17 december 2017

Skal jeg undgå indtagelse af fødevarer, som jeg er allergisk overfor?

Spørgsmålet lyder måske dumt, og man fristes til at svare: Selvfølgelig skal du det!

Alligevel er jeg nødt til at spørge. Jeg har flere fødevarer, som jeg er allergisk overfor. Jeg ved det, fordi det nogle gange, når jeg spiser dem, klør lidt i munden eller lidt på huden, men ikke mere end det. Jeg har ikke overblik over alle fødevarerne, og jeg tager det ikke så seriøst, fordi jeg ikke direkte mærker voldsomme symptomer, når jeg spiser dem.

Vi taler her om MANGE fødevarer, og skulle jeg udelukke dem, ville det gøre det enormt svært at spise sundt og grønt. Nu har jeg hos en ortomolekylær læge fået lavet en intolerancetest. Det skyldes, at jeg bl.a. lider af kronisk forstoppelse. Testen har vist, at jeg skal udelukke nogle fødevarer for en periode – og ja, der røg de sidste fødevarer, som jeg tåler rent allergisk. Dem skal jeg nu udelukke.

Derfor spørger jeg (nu hvor jeg udelukker intolerante fødevarer), om det er dårligt for mig at spise de fødevarer, som jeg nogle gange har allergiske symptomer på?

Lægen kunne ikke svare klart på mit spørgsmål, så derfor spørger jeg her. Jeg håber virkelig at kunne få hjælp.

Den allergiske

 


 

Intolerancetests kan give et indblik i ens situationen her og nu. Den viser immunreaktionerne både for det, du spiser meget af i hverdagen, og det, du kan have immun-overreaktioner overfor. Det kræver en vis øvelse og ret præcis detailvurdering af patientens fødeindtag at kunne tolke og anvende resultaterne. Og så giver testen et fingerpeg i retning af, om der er det, man kalder ”leaky gut” eller forøget permeabilitet i tarmsystemet, hvor immunsystemet bliver trigget for let. Det er typisk, hvis testen viser, at der er rigtig mange ting, man reagerer på – som hos dig.

Det betyder ikke at du er allergisk over for alting i testen, men nok nærmere at dit immunsystem får for mange input fra tarmindholdet.

Tommelfingerreglen er, at det er bedst at udelade de fødevarer, du mærker, du reagerer på, end de, der i testen viser intolerance uden symptomer – hvis det skal være. Når der er mange fødevarer, som testen viser, du er intolerant overfor (men ikke mærker allergi overfor), så kan det, at spise efter en rotationsplan, være en af måderne at få ro på.

Det er en effektiv måde at komme igennem en behandlings-/eliminationsperiode på med flere fødevarer på tallerkenen uden at føle al for stort afsavn. At spise efter rotationsplan betyder, at du spiser ethvert fødeemne med fire dages mellemrum. Så får du æg mandag, betyder det tidligst æg igen fredag – og tilsvarende for alt andet. Ofte ses der klinisk god gavn af også at udelukke (rødt) kød, gluten, mejeriprodukter og sukker i en bestemt periode – f.eks. fire uger, som ren og skær aflastning, imens der kommer ro på det samlede system (også selv om der ikke er udslag på testen). Dem kan du så trinvist spise igen efter de fire uger – prøv én fødevare ad gangen og se, om der kommer reaktioner igen. I så fald afprøv igen efter næste fire uger og så fremdeles.

En grundregel er, at sammen med kostændringerne/ aflastningen/nedreguleringen, så er det meget formålstjenligt samtidig at adressere en genopbygning af den sandsynligvis skadede tarmslimhinde, der er årsag til miseren (Leaky gut kan komme efter stressbelastninger, rejser, operationer, antibiotikakure, kemo eller steroidbrug, eller pga. brug af gigtmedicin, osteoporosemedicin mm).

Så tilførsel af probiotikabakterier + præbiotika samt opbyggende substanser, kan være med til at øge ophelingen af tarmslimhinden i takt med, at tarmen får mere fred for belastende fødevarer i ophelingstiden. Resultatet skulle gerne munde ud i større robusthed, hvor du kan komme til at tåle stadig flere fødevarer uden at opleve reaktioner på huden eller i slimhinderne.

Det er målet i behandlingen af intolerancer og leaky gut. Håber det gav mening. Det er komplekse og meget sammenspillende faktorer, der er tale om i allergier/ intolerance/leaky gut.

Mange venlige hilsner

Anna Iben Hollensberg, læge og heilpraktiker

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*