Annonce

Mellemørebetændelse af mælk?

Af: Anette Straadt

18 august 2015

Jeg har en dreng, som har døjet meget med sygdom og mellemørebetændelse.

Nu læser jeg så på nettet, at komælk og mellemørebetændelse kan hænge sammen. Han er selv begyndt at sige fra overfor modermælkserstatning, som jo også er baseret på komælk. Han er snart 14 måneder.

Derfor tænker jeg, hvordan jeg kan være sikker på, han får dækket sine kalkbehov, og de vitaminer, der er i mælken?

Generelt vil han gerne spise alt muligt forskelligt, men han er ikke så glad for kød lige nu. Jeg tænker lidt på mandelmælk. Lige nu får han kun tilskud af D-dråber.

Mvh

Line


 

Det er fuldstændig rigtigt, at der ofte er sammenhæng mellem komælk og øreproblemer.

Sammenhængen opstår, fordi mejeriprodukter virker slimdannende hos mange mennesker. Og når der dannes ekstra slim, er der stor risiko for, at det eutatiske rør stopper til. Det eustatiske rør går fra svælget og op til ørerne, og det sørger for, at der er fri cirkulation af væske. Så når røret stopper til, øges trykket i ørerne, og der vokser nemt bakterier og virus.

Der er også en anden sammenhæng, som kæder øreproblemer sammen med mejeriprodukter. Omkring 70 pct. af immunforsvaret sidder i og omkring fordøjelsen. Hvis et barn spiser noget, som det ikke tåler særlig godt, går det altså ud over immunforsvaret. Med et lavt immunforsvar opstår der lettere infektioner.

Så det kan være en god idé at forsøge med en periode uden mejeriprodukter – altså mælk, smør, yoghurt, fløde osv. Men du har helt ret i, at det er vigtigt at overveje, om din søn så får de næringsstoffer, han har brug for.

Jeg vil anbefale at du giver ham en god multi vitamin-mineral hver dag. Det skal være en letoptagelig pille, så gå evt. i helsekosten og spørg efter smagsprøver på nogle gode mærker.

Derudover er det en god idé at give lidt ekstra D-vitamin, så han får omkring 20-25 mcg hver dag. I Danmark anbefaler myndighederne kun 10 mcg, men jeg anbefaler ud fra det amerikanske Vitamin D-council, som anbefaler noget mere. D-vitamin er rigtigt vigtigt for immunforsvaret.

Børn har i høj grad brug for essentielle fedtstoffer, altså især omega 3 – ikke mindst for at opbygge deres hjerne og nervesystem. Og de er faktisk også vigtige for immunforsvaret. Så hvis ikke han får fisk som hovedmåltid mindst to gange om ugen, så vil jeg anbefale også at give en god fiskeolie. Gode mærker er Nordic Naturals og Eskimo 3.

Fordi immunforsvaret sidder i fordøjelsen (eller i hvert fald mindst 70 pct.) så er et tilskud af gavnlige tarmbakterier også en meget god idé for at styrke sundheden. Det kan faktisk have en afgørende betydning, at der er nok af de gavnlige bakterier i tarmene. Mælkesyrebakterier – også kaldet probiotika, kan købes til børn som pulver eller tyggetabletter eller dråber. Det fås bl.a. på apoteket og i helsekostbutikker.

Og hvad så med kalk? Man kan godt spise sig til tilstrækkeligt med kalk via grønne grøntsager, sesam, mandler, spinat osv, men det kræver en målrettet indsats. Som et alternativ, kan du give et tilskud af kalk i en tyggetablet. Det er rigtig vigtigt, at den også indeholder magnesium, da det er nødvendigt for at optage og binde kalken. D-vitamin og K2 er også vigtige i den sammenhæng. Så se gerne efter en multivitamin, der indeholder både K1 og K2.

Når din søn er 14 mdr., synes jeg, I skal stoppe med modermælkserstatning og så bruge vand som drikkevare – evt. også te og grøntsagsjuice.

Hvis I har brug for noget hvidt og flydende f.eks. oven på havregryn el. lign , så er mandelmælk et godt bud – og også havremælk.

Og husk så i det hele taget at bruge gode sunde fedtstoffer i maden som f.eks. koldpressede olier – meget gerne også kokosolie.

God bedring med din søns ører.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt, sundhedsplejerske

 

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*