Annonce

Min kæreste vil hellere savne mig?

Af: Birgitte Aagaard

27 september 2016

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 6 måneder. Det sidste stykke tid har jeg ikke følt mig så værdsat eller elsket. Det er ikke, når vi er sammen, men når vi er væk fra hinanden.

Vi ser kun hinanden i weekenderne, da han er i gang med en uddannelse på Fyn. Det er ikke på grund af afstanden, men fordi jeg føler, at han ikke længere har lyst til at skrive med mig mere, da han svarer mig med to timers mellemrum og nogen gange længere tid.

Det er ikke, fordi han har travlt, for det spørger jeg ham altid om senere om aftenen, og der siger han nej.

For ikke så lang tid siden fortalte jeg alt om, hvordan jeg havde det, og han sagde, han vil gøre alt, men der er skete ikke nogen forandring. Så jeg snakkede med ham igen, men han lød nærmest irriteret og sagde, at jeg svarede ham altid med det samme, og han vil hellere savne mig mere end at skrive med mig.

Det gør mig sindsygt ked af det og føler mig helt vildt ensom og slet ikke værdsat.

Den uværdsatte

 


 

Tak for dit brev, hvor du beskriver, hvordan du ikke føler dig værdsat af din kæreste, når han i hverdagene er på Fyn for at tage uddannelse.

Det er ikke altid let at være væk fra hinanden – slet ikke efter de første 3-6 måneders dejlige forelskelse. I har netop kendt hinanden i ca. ½ år, og ”hverdagen” vil normalt begynde at tage lidt over. Derfor har du brug for at vænne dig til den nye fase, jeres forhold er på vej ind i.

Det intense samvær og den konstante opmærksomhed i starten giver automatisk masser af selvtillid og tro den andens kærlighed. Til sammenligning kan en hverdag, hvor man hver især passer sit – eget job/studie og egen omgangskreds – umiddelbart føles, som om forholdet er kølet af. Det er det ikke, det er bare en mere realistisk og langsigtet måde at være sammen på, og det er noget, man skal øve sig i.

Det lyder ikke, som om din kæreste har mistet interessen, men blot at han forsøger at være nærværende i den studiesituation, han er i. Der er jo ikke meget ved hele tiden at ”være et andet sted” i hovedet, mens man skal prøve at trives og få det bedste ud af det sted, man befinder sig. Det er jo også i din interesse, at han gennemfører sit studie, er glad, får mulighed for at savne dig lidt – og derfor har overskud til dig, når han er hjemme i weekenden.

Hvis du forventer, at han er opmærksom på dig hele tiden, mens han er væk, kan du jo ikke forvente, at han har så meget at give af, når han så kommer hjem. Du må lade ham spare ”godterne” op til dig – så har du rigtig noget at glæde dig til.

Ethvert modent og holdbart forhold bygger på tillid, og at man er i stand til at give plads til hinanden. Der er brug for, at I hver især tager noget med ind i forholdet, som IKKE er fælles på forhånd. Dvs. I skal ikke dele ALT i hverdagen, men i stedet have noget nyt at fortælle hinanden, når I mødes. På den måde fylder I hinanden op – i stedet for at tømme hinanden.

Mit råd til dig er: Lav nogle aftaler om, hvornår I regner med at ringe eller sms’e sammen (f.eks. inden sengetid). Og begynd så i hverdagen at have mere fokus på dit EGET liv – med job, studie og egne venner. Få dig f.eks. en ny fritidsinteresse, dyrk motion, byg dig selv op med selvtillid – og saml energi og gør dig ”lækker”, til I ses igen. Så kan han slet ikke modstå dig!

Venligste hilsner

Birgitte Aagaard, coach

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*