Annonce

Vaccination mod mæslinger?

Af: Anette Straadt

10 marts 2015

Jeg ville høre, hvad din holdning er til MFR-vaccinen? Vores dreng er 3,5 år, og vi har valgt, han ikke skulle have den. Men nu er der tale om udbrud, og at alle bør vaccineres. Så jeg bliver lidt nervøs, om det nu var et klogt valg, vi foretog dengang.

Vi har en datter på 1 år, og jeg er også nervøs for at vores store dreng vil få den og så smitte hende. Hendes immunforsvar er nemlig ikke super. Hver gang der er noget i luften får hun det, selvom jeg går hjemme med hende.

Så ville gerne høre dit råd med MFR-vaccinen.

Mvh

Michelle


 

Vaccinations debatten flyver højt i tiden. Og der er rigtigt mange følelser involveret i det. Og der er også mange aspekter.

Hvis vi kigger på det danske vaccinationsprogram, så er det meget mere begrænset end for eksempel det amerikanske, hvor små børn får mange flere vacciner.

Det danske program indeholder et program udvalgt efter danske forhold. Nogle vacciner bliver givet, fordi sygdommene har stor risiko for at give bivirkninger. Andre vacciner er mod sygdomme, som giver mere sjældne, men meget alvorlige bivirkninger.

Vi er rigtigt dygtige til at behandle sygdomme i Danmark. Og det kan jo tale som et argument for, hvorfor det ikke er nødvendigt at vaccinere vores børn. Alle vacciner har også risici for forskellige bivirkninger – nogle af dem alvorlige.

Om man skal vaccinere sit barn eller ej, er i mine øjne en helt personlig vurdering ud fra ens eget barns situation og sundhedstilstand.

Hvis man fravælger vacciner, er man i mine øjne forpligtet til at sætte sig godt ind i emnet. Jeg oplever lige nu, at debatten ind imellem bliver meget unuanceret. Og at nogle fravælger vacciner ud fra en ideologi uden at sætte sig ind i både fordele og ulemper.

For at hjælpe din beslutning lidt på vej, får du her noget information om mæslinger:

Mæslinger er en infektion forårsaget af et meget smitsomt virus (morbilli virus). Barnet er ofte meget dårligt, mens sygdommen står på. Mæslinger kan føre til lungebetændelse, mellemørebetændelse og sjældent meningitis. Du skal derfor være opmærksom på, om barnet får besvær med at trække vejret, klager over ondt i ørerne og/eller bliver sløv. Mæslinger kan ikke behandles med traditionel medicin.

Ifølge lægehåndbogen er: Mæslinger den mest alvorlige af børnesygdommene. Mæslinger påvirker immunforsvaret, og der er stor risiko for følgesygdomme som mellemøre- og lungebetændelse. Den vigtigste grund til at vaccinere er imidlertid de alvorligste komplikationer: Dødsfald og varig hjerneskade.

Mæslinger ledsages af alvorlig hjernebetændelse hos 1 af 1.000, og det antages, at 1 af 100.000 får en meget alvorlig hjernebetændelse. Ca. 15 pct. får følgesygdomme som mellemøre- og lungebetændelse. Risikoen for komplikationer er højere hos teenagere og voksne end for børn.

En undersøgelse har vist, at mæslinge-vaccinationen ændrer bakteriefloraen – i tarmen. Den bliver dårligere og mere artsfattig.

Uanset hvad du vælger, så vil jeg anbefale, at I styrker jeres børns immunforsvar bedst muligt.

Giv barnet en god basis-pakke bestående af en god multivitamin, ekstra d-vitamin, fiskeolie og probiotika.

Probiotika er ikke mindst vigtigt, fordi undersøgelser som sagt har vist, at vaccinerne faktisk skubber til balancen mellem de gode og dårlige mavetarm-bakterier. Og giv evt. et ekstra boost med C-vitamin, magnesium, BioStrath, Bidro Børn og Infeksin.

Så hvis du ikke giver dit barn probiotika fast, så vil jeg i hvert fald anbefale, at du gør det i tiden omkring en vaccination. Gerne minimum en måned før og efter.

Ud over basispakken, vil jeg anbefale dig det homøopatiske middel Thuja D6 i forbindelse med vaccination. Giv det gerne 14 dage før og efter vaccinen. Det er med til at nedsætte risikoen for vaccinationsskader.

Der er både noget, der taler for og imod vaccination. I dit tilfælde med en datter, der ikke er så stærk i sit immunforsvar, så vil jeg sørge for at booste hende mest muligt med kost og kosttilskud. Og så vaccinere hende på et tidspunkt, hvor hun er helt rask. Men det er en 100 pct. personlig beslutning.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt

Annonce

Annonce

2 kommentarer

Ja det må virkelig være svært, men mine børn bliver ikke vaccineret, jeg syntes at det er meget farligere hvis man får børnesygdommene som voksne især fåresyge for mænd og med vaccinationerne er man jo ikke dækket ind som hvis man har haft sygdommen og så skal man vaccineres igen og igen. Vi havde ikke alle de problemer førend der var en rig mand der ville være endnu rigere. Se bare med koppevaccinen, den svækkede vores immunsystem så Aidsvirussen kunne blive dræbende, det var derfor at de stoppede med at vaccinere, men det sagde de selvfølgelig ikke og influenzavaccinen, der har de indrømmet, at den ikke virker, men de bliver alligevel ved med at vaccinere. Nej vacciner er blevet en pengemaskine

Pia Elena Andersen: Man stoppede koppevaccination fordi kopper var udryddet. Det andet er da en grotesk konspirationsteori, hvor i alverden har du den fra?

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*