Annonce

Vil kun ammes liggende?

Af: Anette Straadt

27 juni 2016

Jeg har en datter, der lige er blevet 6 måneder, og vi er lige begyndt at give hende mos. Vi starter stille ud, da jeg ved, det er vigtigt at skåne deres maver.

Har du en guide til, hvordan man kan gå frem med den første mad?

Derudover har jeg ammet min datter fuldt ud i 6 måneder og gør det stadig. Hun er begyndt ikke at ville amme, når jeg sidder op med hende, derfor ender jeg altid med at lægge mig ind i sengen hver gang, hun skal ammes.

Er der mon råd mod dette? Ved godt, de er nysgerrige, og det har hun været i lang tid, og er ofte blevet forstyrret af sin storesøster, men nu vil hun ikke engang amme, når jeg sidder op med hende, lige meget om der er helt stille.

Udfordringen er jo for os, at vi har svært ved at tage ud længere tid af gangen, da hun så ikke vil få noget mad. I øjeblikket får hun nemlig kun mos en enkelt gang om dagen, hvor hun spiser meget lidt. Skal vi mon overveje flaske? Det var nemlig det, jeg gerne ville undgå, da jeg jo ved, hvor godt det er med modermælken.

Håber du har gode råd til mine spørgsmål/undren.

Kh Fie 

 


Det er rigtig godt at høre, at I er opmærksomme på at gøre overgangen til fast føde mild og skånsom for fordøjelsen.
Jeg har lavet en guide til netop det. Den ligger frit tilgængelig i Klub Æblebørn www.aebleboern.simplero.com/products/46501-Klub-Aebleboern. Og du kan melde dig ind og være helt gratis medlem i en måned.

Nogle babyer får nogle ”vaner”, når de bliver lidt ældre i forhold til amning. Du kan prøve at amme hende i ”tvillinge-stilling”, hvor du lægger hende med benene ud under din ene arm. Du kan også prøve laid-back-amning, hvor du læner dig godt tilbage og lader hende ligge på tværs hen over din mave.

Jeg synes som udgangspunkt ikke, I skal give flaske. Hun er jo meget tæt på at kunne spise andet mad, når I er ude. Tag mos med til hende, når I skal ud og tilbyd hende vand at drikke f.eks. af en drikkekop. Hun kan sagtens klare sig med bare en lille smule – måske bliver hun så sulten, at hun godt gider at amme siddende. Men ellers er det fint med lidt mos og vand. Prøv evt. også de flydende økologiske ”smoothies”, som er nemme at tage med og ofte ret populære hos børnene.

God fornøjelse.

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Annonce

Annonce

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*