Kan man spise alt ved amning?

Et spørgsmål angående amning. Jeg har ofte hørt, at kvinder, der ammer, skal holde sig fra nogle bestemte fødeemner for at undgå uro i maven hos barnet (Løg, kål, jordbær, juice, vindruer, stærke krydderier osv.).

I den senere tid er jeg stødt på en helt anden holdning - at man blot skal spise, hvad man har lyst til, det kan barnet sagtens klare. Dette skulle blot være med til at udvikle smagsløgene hos barnet. Hvad mener du?

Har du desuden et par få råd om, hvordan man forebygger og lindrer uro/mavekeb?

På forhånd mange tak for hjælpen.

Venlig hilsen

R

 


 

Tak for dit spørgsmål. Jeg møder ind imellem dette spørgsmål om amning og specifikke fødevarer. Og jeg hører mange også holdninger til det. Så her får du min udgave:
 
Der er ingen tvivl om, at det, som mor spiser, har en betydning for ammemælken. Både hvad angår smag, sammensætning af næringsstoffer og også eventuelle reaktioner hos barnet. Og det er også rigtigt, at det er godt for barnets smagsudvikling, at mor spiser en varieret kost. Det kan man se ud fra undersøgelser, der viser, at ammebørn oftest er mindre kræsne, end børn, der har fået modermælkserstatning, som jo smager stort set ens hver gang.
 
Men hvad er det, der sker, hvis der kommer reaktioner? Hvis mor spiser noget, som hun ikke tåler særlig godt, så producerer hun nogle antistoffer eller histaminer. Også selvom det ikke er en klassisk allergi. Eller at hun faktisk ikke selv er opmærksom på, at hun reagerer mod noget. Og disse antistoffer eller histaminer kan overføres via ammemælken til barnet, så barnet f.eks. får mavekneb.

Og så kan vi jo kigge på, hvilke fødevarer, der oftest giver problemer. Det gør komælk og hvedemel. Fordi de store proteiner (kassein og gluten) kan være svære at fordøje for en del. Og også give antistof-reaktioner.

Men der kan selvfølgelig også være mange andre ting. Så I forhold til de fødevarer, som du nævner, så kan der selvfølgelig godt være problemer hos nogen. Men det kan altså også godt hænge sammen med mængde. Hvis man bare spiser 5 jordbær, giver det ikke nødvendigvis problemer. Men hvis man spiser en hel bakke, vil nogen opleve, at barnet bliver uroligt.
 
Så min holdning er helt klart, at den ammende mor skal spise en sund og varieret kost. Ikke mindst med masser af sunde fedtstoffer. Og hvis hun så oplever, at barnet virker til at have mavekneb, så må hun kigge på, om det kan hænge sammen med hendes kost. Kig tilbage på, hvad hun har spist. Og hvis det er en mavekneb, som fortsætter, så prøv i første omgang at udelukke alle mælkeprodukter.
 
Styrk rigtigt gerne både mors og barns fordøjelse ved at tage tilskud af probiotika (mælkesyrebakterier). Til det spæde barn er det nemmest at give Bio Gaia dråber.
 
Og tænk selvfølgelig også på, om der er nogle skævheder, som skal rettes op f.eks. hos en kranio sakral terapeut.
 
 
Med kærlig hilsen

Anette Opstrup



Tip en ven

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.

Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.

Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.

© Naturli, Forlaget Mediegruppen