Nye bryster hjalp ikke på selvværd!

Mit selvværd er helt i bund! Jeg prøver at gøre alt for at få et bedre selvværd, men intet hjælper. Jeg er gået så langt, at jeg har fået lavet bryster. Dem er jeg glad for, men så melder alt det andet sig, og jeg bliver aldrig tilfreds ...

Jeg er det perfekte eksempel på, at plastikkirugi ikke altid hjælper. Hvad kan jeg gøre?

Venlig hilsen

Ung kvinde

Tak for dit brev - flot, at du skriver og tager fat om tingene! Du skriver om et emne, jeg som terapeut arbejder allermest med - for hvem vil ikke gerne have et godt selvværd?!

Måske er du en af dem, der udefra set ikke 'ligner' én med et selvværd helt i bund, som du skriver. Rigtig mange piger stiller skyhøje krav til sig selv både mht. udseende, vennekreds, karakterer osv. Og det er her, vi skal starte: Er dine krav til dig selv fornuftige?

Hvis du tænker dig om, vil du sikkert opdage, at dine forventninger til dig selv IKKE er rimelige eller realistiske. Du vil se, at mange er dårligere stillet end dig på forskellige områder, og du ved egentlig godt, at livet ikke er Paradise Hotel - have store bryster, fyldige læber, lange ben, smal talje, den "rigtige" kæreste, være god til at danse og føre sig frem, have det til enhver tid 'rigtige' tøj og den 'rigtige' frisure osv - listen er uendelig!

Af dit brev kan jeg læse, at du så småt er begyndt at drømme om en anden form for lykke - fordi du har opdaget begrænsningerne i at ændre på det ydre for at føle sig bedre tilpas med det indre. Jeg håber for dig, at du med din operation for allersidste gang har TILLADT en kropslig ting at begrænse dig (og her taler vi ikke om store vorter på næsen, skæv hofte eller pukkel på ryggen).

Tiden er kommet til at blive godt GAL i skralden over, at du giver dit udseende LOV til at styre dig. Sæt foden i gulvet og stå imod: Har du tænkt over, at for hver gang du giver efter for denne trang til at ændre på dit udseende (uanset om det er operationer, overdreven makeup, tåbelige slankekure osv.), fodrer du din opfattelse af, at du ikke er OK, og at du er nødt til at "dække over dig selv"...

Overvej, hvad du kan gøre i stedet? Det handler ikke om at være ligeglad med dit udseende, men prøv at fokusere på de ting ved dig selv, som du er (nogenlunde) tilfreds med. Fremhæv dem, og glæd dig over, at du ikke er fuldstændig mislykket! Nøglen til selvværd er jo at acceptere, at vi ikke er perfekte, og at vi ikke skal være perfekte! Vi skal være os selv, unikke, noget HELT særligt hver og en.

En af metoderne til at begynde at acceptere sig selv, sit liv og sine evner er at se tingene i et større perspektiv. Hvad betyder VIRKELIG noget i dit liv? Hvad vil du gerne vise andre og verden med den person, du er? Har du nogle ting, som du "tror" på - nogle interesser eller værdier, som du følger i din måde at være på - f.eks. ærlighed, hjælpsomhed, omtanke for andre, humor, troskab, arbejdsomhed? Overvej, om du kender nogen, som du er glad for eller respekterer netop for vedkommendes måde at være på - ikke hans/hendes udseende, tøj osv... Forestil dig nu, at det er dig. Hvad vil du gerne huskes for, hvad vil du gerne give videre til andre, måske til dine børn en gang?

Endelig vil jeg råde dig til at begynde at GRINE AD DIG SELV. Ja, du læste rigtigt! Hvis du dummer dig, eller du ikke synes, at håret er lige på kornet den dag, så fokuser på det gode og slå det hen: "Nå, hvad pokker, det skal i hvert fald ikke få lov at ødelægge min dag!" Kan du ikke finde ud af tingene, så grin ad det - og bed om hjælp, hvis du har brug for det - folk elsker normalt at hjælpe, det styrker deres selvværd. Har du begået en fejl, så stå ved den og lær af den - det er noget ALLE tager hatten af for. Det gælder også den dag, hvor du åbent erklærer: "Nu er jeg F..... træt at slå mig selv i hovedet og spænde ben for mig selv med al min selvkritik. Det er livet simpelthen for kort til! Så må folk mene, hvad de vil!"

Selvværd er HELDIGVIS ikke noget, du enten har eller ikke har, men noget du kan øve dig i og opbygge. Det gælder hele tiden om at holde godt fast i din tanke, om at "Jeg er OK, som jeg er", fordi du vil sikkert opleve en vis modstand eller uro - både indefra, men også udefra. Fordi når du begynder at insistere på at acceptere dig selv, som den du er, kan der f.eks. være en veninde eller to, som bliver forskrækkede og trækker sig. Og her gælder det om at se, HVORFOR de trækker sig - mange vil nemlig gøre det, fordi de inderst inde selv føler sig usikre! Her må du enten lade dem gå, eller du kan forsøge at hjælpe dem på vej og vise dem - med alt hvad du har lært om dig selv - at de er også OK, som de er!
Held og lykke på vejen :-)

Venligste hilsner

Birgitte