Hvad med de mærkede produkter?

Jeg læser med stor interesse dine artikler om sund og velgørende hudpleje. Men der er noget, der undrer mig. For eksempel i artiklen om "Back to basic skønhedspleje" omtaler du, hvilke ingredienser, der gør noget godt for vores hud. Og du henviser til en række gode mærker. Men bør man ikke også lægge vægt på at vælge produkter, der ligeledes har svane- og astma/allergiforbundets mærke? De er jo også en garanti for, at produktet ikke indeholder skadelige stoffer! F.eks. Rudolf Care?

Venlig hilsen

B

 


 

Mange tak for din mail og et rigtigt godt spørgsmål. For at være helt ærlig, så har jeg det ret blandet med "mærker". Jeg er med på, at det kan lette forbrugerens valg, men jeg ser også samtidig, at det kan skabe en del forvirring og falsk tryghed, når man skal vælge.

For hvad er vigtigst for dig? Er det din egen interne sundhed? Er det økologi? Er det miljøhensyn? Er det effektivitet? Er det renhed? Er det fravær af skadelig kemi? Eller måske det hele i en skøn sammenblanding?

Når du køber svanemærkede produkter, er du garanteret fri for skadelig kemi og unødige miljøbelastninger under produktionen, men du er ikke garanteret et økologisk produkt, og produkter til voksne må indeholde parfume. Hvis du går efter Astma-Allergiforbundets mærke, er du garanteret fri for formaldehyd (og -fraspaltere), farvestoffer og parfume, men det siger intet om økologi eller miljøhensyn, og faktisk er det tilladt at bruge methylparaben og ethyparaben i Astma-Allergi-mærkede produkter.

Rudolph Care har både en certificering fra Svanemærket og franske Ecocert, hvilket må siges at være en god kombination, og de har så absolut lagt et stort arbejde i at vælge og opnå deres certificeringer (og hatten af for det). Men det er langt fra alle der går så dedikeret til værks, og derfor mener jeg ikke, at det at gå efter en certificering/mærkning nødvendigvis giver dig en genvej til det, der er vigtigt for dig.

Håber at mit svar giver mening, ellers så skriv endelig igen.

Mange hilsner

Katja



Tip en ven

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.

Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.

Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.

© Naturli, Forlaget Mediegruppen