Blød styrketræning til ældre?

Hej Tine!


Har et langt hårdt liv bag mig som nu 70-årig, men dog sund og rimelig rask, kun med lidt småskavanker, får nemt migræne.

Så mit spørgsmål: Yoga, som jeg også har dyrket i mange år, blev for hårdt for mig, men er der nogen former for blød styrketræning, der er god for ældre? Træner også kinesiske øvelser, men mangler her styrketræning, går lange traveture og lever sundt og er ikke overvægtig, ryger ikke, men livskvalitet er så vigtig.

Mvh. Irma Henriksen

Kære Irma!
Tak for din mail.
Det er dejligt at høre, at du gør, hvad du kan for at holde dig rask og rørig selv efter et langt hårdt liv, som du skriver. Det er meget værd!
Du skriver, at yoga er for hårdt, men der er jo meget forskel på yoga. Jeg har set at nogle aftenskoler tilbyder yoga for seniorer og det kunne måske være noget?
Ellers tror jeg, du kunne blive glad for at gå til Gotvedgymnastik, som jeg selv er uddannet i. Her får du både kondition, stræk, styrke, koordination, balance træning hver gang. Bevægelse og afspændingsgymnastik kunne også være en idé. Du vil også her få det sociale med, som du måske kender fra din yoga.
Endelig er der også noget, der hedder koncept 10-10. Her trænes i maskiner med en personlig hjælper. Det går i korte træk ud på, at man laver X antal gentagelser af hver øvelse meget langsomt. 10 sekunder den ene vej og 10 sekunder anden vej. Det skulle være effektiv styrketræning, men vist nok noget kostbart.
Uanset hvad du vælger, så hold fast i dine traveture og sunde livsstil i øvrigt.
Mange hilsner
Tine Lange

Online siden Torsdag, 27. november 2008 11:52






Banner
Banner
Banner

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.

Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.

Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.

© Naturli, Forlaget Mediegruppen